Når du arbejder hjemme, er overgangen mellem familie- og arbejdsliv mere flydende. Det kan være vanskeligt at skelne mellem, hvornår du er på arbejde, og hvornår du har fri. Det kan være sværere at slippe arbejdet, når det ligger tilgængeligt foran dig derhjemme.
For at det hele ikke skal smelte sammen, kan det være en god idé stadig at afholde møder, f.eks. telefonmøder eller Skype/Facetime o.l.
Du kan få tips til en vellykket hjemmearbejdsplads i denne artikel fra Dansk Industri.
Er din hjemmearbejdsplads sikker nok?
Vær opmærksom på, om din eller dine medarbejderes hjemmearbejdspladser er sikre nok, da cybertrusler snarere bliver større end mindre, når vi arbejder hjemme.
Det er i den forbindelse væsentligt at sikre:
- at ens eksterne it-leverandør eller egen it-afdeling har opdateret alle nødvendige sikkerhedssystemer, herunder spamfilter og firewall
- at alle standard software-pakker er opdaterede med de nødvendige sikkerhedsopdateringer – det gælder fx Windows og Office pakken
- at der hyppigt tages ekstern back-up af alle ens data
- at den eksterne back-up er tilstrækkeligt sikret – både fysisk og mod hackerangreb hos leverandøren
- at det med mellemrum testes, om det er muligt at genindlæse den eksterne back-up
- at alle medarbejdere er bekendt med virksomhedens interne it-sikkerhedspolitik
- at den nødvendige it-sikkerhed også omfatter smart-phones og tablets
- at medarbejdere ikke åbner links i mails, hvis de ikke kender afsender eller årsagen til, at de modtager linket
- at medarbejderne er opmærksomme på mails fra personer, de kender, hvis mailen har underligt eller unormalt indhold
- at medarbejderne ikke initierer betalinger på baggrund af mails fra andre, herunder andre i virksomheden, uden at sikre sig af anden vej, at anmodningen er korrekt
I det hele taget bør man, hvis man er i tvivl, via telefonisk kontakt eller på anden vis sikre sig, at en mail kommer fra den afsender, den ser ud til at komme fra.
Har en medarbejder mistanke om, at han eller hun har modtaget en ondsindet mail eller på anden vis har fået mistænkeligt indhold på deres system, bør personen omgående kontakte sin it-leverandør eller it-afdeling for at høre, hvordan man skal forholde sig.
Hvis du er i tvivl om din it-sikkerhed, er du velkommen til at kontakte Danske Advokaters digitaliseringschef Steen Hermansen.
Du kan læse mere hos Center for Cybersikkerhed her.
Kom på kursus i cyber security
Danske Advokater holder et kursus i cyber security den 12. juni, hvis du ønsker at være bedre forberedt på mulige cybertrusler.
Læs mere og tilmeld dig her