Erhvervsstyrelsen og Finanstilsynet har netop haft et udkast til en lov med forslag om ændring af selskabsloven, lov om kapitalmarkeder, lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love, i høring. Formålet med lovforslaget, der forventes fremsat i februar 2019, er at gennemføre ændringer i aktionærrettighedsdirektivet for så vidt angår tilskyndelse til langsigtet aktivt ejerskab. Forslaget indeholder fire hovedpunkter:
Bedre mulighed for børsnoterede selskaber for at identificere deres aktionærer
Børsnoterede selskaber får bedre mulighed for at identificere deres aktionærer. Dette forventes at fremme det aktive ejerskab, fordi selskabet nemmere kan kommunikere med aktionærerne.
Vederlagspolitik og vederlagsrapport for ledelsen i børsnoterede selskaber
Børsnoterede selskaber skal udarbejde og offentliggøre en vederlagspolitik for aflønning af bestyrelses- og direktionsmedlemmer, som fastsætter de nærmere regler for fast og variabel aflønning af ledelsesmedlemmerne, samt aflægge og offentliggøre en vederlagsrapport i overensstemmelse med den vedtagne vedlagspolitik.
Væsentlige transaktioner mellem børsnoterede selskaber og dets nærtstående parter
I børsnoterede selskaber skal væsentlige transaktioner mellem aktieselskabet og dets nærtstående parter godkendes af aktieselskabets øverste ledelsesorgan, inden transaktionerne gennemføres. Aktieselskabet skal offentliggøre en meddelelse om en transaktion med en nærtstående part. Formålet med reglerne er at sikre kontrol og transparens med sådanne transaktioner.
Politik for aktivt ejerskab hos institutionelle investorer og kapitalforvaltere
Institutionelle investorer og kapitalforvaltere skal bl.a. offentliggøre en politik for aktivt ejerskab eller forklare, hvorfor de ikke vil offentliggøre en sådan.
Du kan læse Danske Advokater høringssvar til udkastet til lovforslag her