Jeg håber, at du er kommet godt ind i det nye år.
2019 har været et travlt år med store ændringer i brancheforeningen.
På de indre linjer har vi i løbet af året arbejdet på at forbedre og effektivisere vores opgaveløsning. Det resulterede sidst på året i en større organisationsændring i sekretariatet med opsigelser og omplacering af en række medarbejdere og arbejdsopgaver. Ved at optimere en række administrative processer frigør vi ressourcer, som vi investerer i bedre videndeling og vidensopsamling gennem forbedret faglig sparring med medlemmer, fagudvalg og foreninger og i det hele taget ved at sikre effektiviteten gennem tværgående opgaveløsning. Vi er overbeviste om, at disse tiltag vil give Danske Advokater det bedst mulige fundament for en krævende og stadig mere digitaliseret fremtid.
Konkurrence til Karnov
Danske Advokater har indgået et samarbejde med Schultz om et helt nyt produkt med domme, love og regler, der bliver markant billigere end de eksisterende produkter og i vores optik mere rettet mod brugernes behov. Schultz Legal Research går i luften ved Danske Advokaters kongres i slutningen af september 2020, og Schultz tilbyder en rabat på 20 % ved indgåelse af aftale inden udgangen af 1. kvartal 2020. Du kan følge med i arbejdet her
Højere salærtakster i civile sager
Danske Advokater har kæmpet hårdt og længe for højere salærtakster i civile sager. Vi har påpeget et betydeligt efterslæb over for Landsretspræsidenterne, og derfor er det glædeligt, at vi nu for første gang i 10 år får nye takster for sagsomkostninger i civile sager, salærer til retsmæglere og i småsager. Sagsgenstandsintervaller og salærintervaller hæves med ca. 15 procent, og vi har en klar forventning om, at denne stigning også vil slå igennem på salærudmålingen i praksis. Det har været en lang proces, men det er glædeligt, at der nu kommer resultater. Se de nye takster her
Konkurrenceanalyse fra Konkurrencerådet
Som bekendt har Konkurrencerådet sidste år besluttet at udarbejde en analyse af konkurrenceforholdene i den danske advokatbranche. Rapporten forventes offentliggjort inden længe. Branchen er vores dagligdag, og vi kender naturligvis de faktiske forhold bedre end nogen andre. Derfor har vi brugt megen tid på at levere input til styrelsens arbejde, da vi i sagens natur kun har en interesse i, at rapporten forhåbentlig bliver så grundig, korrekt og nuanceret som muligt. Advokater arbejder på vidt forskellige ”markeder” - hvis vi skal blive i de konkurrenceøkonomiske termer – men det fælles udgangspunkt er altid at sikre klientens interesser og retssikkerhed. Rapporten har været lidt længere undervejs end først forventet, men det er ikke så overraskende, for det er en vanskelig branche at skulle sætte sig ind i og (forhåbentlig) forstå.
Bedre omdømme
Både Danske Advokater og Advokatsamfundet arbejder på at styrke branchens omdømme, der desværre har været under pres de senere år, og jeg skal ikke lægge skjul på, at der har været nogle pressehistorier, jeg godt kunne have været foruden. Det er et langt og sejt træk, men det er noget, som vi i bestyrelsen og i øvrigt i et tæt samarbejde med Advokatsamfundet kontinuerligt har et stort og fælles fokus på.
2 mio. gode grunde til at være medlem
Danske Advokaters medlemsvirksomheder har i år sparet 2 millioner kroner ved at udnytte medlemskabet og vælge et kursus hos os. Selvom vi er blandt de største udbydere af kurser til advokatbranchen, er det langtfra den eneste grund til at være medlem af Danske Advokater. Læs 10 gode grunde til at være medlem her
Hvordan ser fremtiden for branchen ud?
Det har vi bedt Center for Fremtidsforskning om at give os et bud på. Det er der kommet en rapport ud af, som skitserer nogle fremtidsscenarier for mindre og mellemstore advokatvirksomheder. Jeg håber, at en beskrivelse af de mulige fremtidsscenarier kan fungere som inspiration og grundlag for interne diskussioner om, hvordan man kan positionere sin virksomhed i et marked under hastig forandring. Læs mere her