”Nok er tyngdekraften en naturlov. Men det er centraliseringen ikke.” Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale. Det er et udsagn, som det er værd at bide mærke i, inden de politiske partier i løbet af 2021 forventeligt vil kigge nærmere på reguleringen af advokaterhvervet.
Politireformen og retskredsreformen førte helt tydeligt centralisering med sig. Så meget, at en vigtig brik i det nye politiforlig fra december 2020 er etableringen af 20 nye nærpolitistationer. Gør man det muligt for hvem som helst at eje og drive advokatkontorer, vil vi kunne komme til at se den samme centralisering, når det gælder borgeres og virksomheders adgang til advokat.
Der er nemlig risiko for, at store rådgivnings- og revisionshuse og de finansielle supermarkeder opkøber de små advokatforretninger rundt om i landet, og efter kort tid lukker de dem ned og flytter advokaterne ind til ”afdelinger” i de store retsbyer, fordi det er ”økonomisk rationelt og skaber synergier”. Det er muligvis rigtigt, men hvad med retssikkerheden? Adgangen til en advokat i nærheden af, hvor du bor? Den må man kigge – eller køre – langt efter.
Reglerne om ejerskab af advokatvirksomheder er ikke skabt for at beskytte advokaterne, men for at beskytte borgere og virksomheder ved at sikre dem adgang til uafhængig rådgivning. I december 2020 svarede justitsminister Nick Hækkerup bl.a. følgende til Folketinget:
”Efter Justitsministeriets opfattelse bør landets borgere og virksomheder til enhver tid have adgang til uafhængige advokater, der ikke varetager andre hensyn end hensynet til klientens interesser. Dette gælder også i sammenhænge, hvor der ikke (endnu) foreligger en retssag eller umiddelbart forventes en retssag.
Indfrielsen af dette mål sikres bl.a. ved, at advokater i enhver arbejdsmæssig sammenhæng skal leve op til reglerne om god advokatskik, herunder at advokater skal udføre deres hverv grundigt og samvittighedsfuldt og sikre, at sagerne fremmes med fornøden hurtighed, ligesom salæret skal være rimeligt.
Målet indfries endvidere bl.a. ved, at retsplejeloven fastsætter klare og ufravigelige regler om advokatfirmaers ejerskab, ledelse og formål. Efter Justitsministeriets opfattelse vil en lempelse af disse regler kunne føre til en svækkelse af advokaters uafhængighed og en deraf følgende risiko for sammenblanding af interesser.”
Når man ser på revisorernes ønske om at få lov til at drive advokatvirksomhed i deres revisions- og rådgivningshuse, må vi med fire folketingssvar fra erhvervsminister Simon Kollerup fra oktober 2020 konstatere, at der er et åbenbart problem med uafhængigheden og dermed borgeres og virksomheders retssikkerhed, når revisorerne bevæger sig bort fra de klassiske revisionsydelser. Erhvervsministeren skriver bl.a.:
”Revisorlovens regler om uafhængighed gælder dermed ikke for udførelse af rådgivnings- og konsulentopgaver.”
”Det betyder, at revisorlovens regler om tilsyn med revisorer og revisionsvirksomheder, bortset fra rådgivning på hvidvaskområdet, ikke gælder for revisionsvirksomheders udførelse af rådgivnings- og konsulentopgaver for virksomheder, hvor der ikke samtidig udføres en revisionsopgave eller anden erklæringsopgave med sikkerhed. Tilsvarende finder revisorlovens disciplinære regler ikke anvendelse på sådanne opgaver.”
Erhvervsminister Simon Kollerup peger endvidere i sine svar på, at han er bekymret for, hvad den store markedskoncentration hos de fire globale revisionskæmper betyder for uafhængighed og interessekonflikter. Han skriver bl.a. til Folketinget;
”Erhvervsstyrelsen har gennemført en undersøgelse af revisionsmarkedet for 2018. Undersøgelsen viste, at der i 2018 var 337 virksomheder af interesse for offentligheden, og at revisionerne blev udført af 9 forskellige revisionsvirksomheder. Undersøgelsen viste imidlertid også, at Big4-revisionsvirksomhederne (EY, Deloitte, PWC og KPMG) havde en markedsandel på 95 pct.”
”Der er således i Danmark, som i UK og de fleste øvrige EU-lande, en stor koncentration på markedet for revision af virksomheder af interesse for offentligheden.
Redegørelsen viser, at der såvel i Danmark, som i det meste af det øvrige EU, er risiko for begrænset konkurrence på markedet for revisionsydelser til virksomheder af interesse for offentligheden, og deraf følgende risiko for interessekonflikter. Jeg er enig i, at modsvaret hertil er et effektivt tilsyn med de revisionsvirksomheder, der reviderer virksomheder af interesse for offentligheden, og et særligt fokus på, at kravene til revisors uafhængighed er opfyldt”.
Når både statsministeren, justitsministeren og erhvervsministeren så tydeligt peger på andre hensyn end de, der følger af simpel konkurrenceøkonomisk logik, ser jeg med en vis fortrøstning frem til de politiske drøftelser, der måtte komme om reguleringen af advokaterhvervet i Danmark.
Vi har som advokatbranche peget på, at de 1.800 advokatvirksomheder i Danmark hver eneste dag er i hård konkurrence med hinanden og med mange andre aktører på et marked for juridiske ydelser, hvor revisions- og rådgivningshuse, forsikringsselskaber, ejendomsmæglere og fagforeninger allerede i dag fylder rigtigt meget.
Vi har peget på, at vi går ind for konkurrence på lige vilkår, men at lige vilkår betyder, at de samme regler skal gælde for alle, der konkurrerer om at levere de samme ydelser.
Og vi har peget på, at advokatreguleringen i Danmark helt overvejende er knyttet til advokattitlen – ikke til de juridiske ydelser, der leveres. Borgere og virksomheder kan købe juridiske ydelser hos en lang række forskellige aktører, men de skal altid vide, at køber de juridisk rådgivning hos en advokat, er de sikret ubetinget uafhængighed af andre interesser. Det kan de ikke være sikre på, hvis de køber ydelserne hos andre.