Fra tid til anden dukker der undersøgelser op, som beskæftiger sig med trivsel og stress bl.a. i advokatbranchen – nogle er mere nuancerede end andre, men der er ingen tvivl om, at det er et tema, som skal tages meget alvorligt, og det gør branchen også.
Allerede i 2016 satte Danske Advokater i samarbejde med Djøf Advokat fokus på stress, og der blev udarbejdet en rapport, film og mange gode råd, der blev drøftet på en stor konference. Det var et meget grundigt arbejde, og jeg kan kun opfordre til, at man genbesøger rapporten og de mange konstruktive indstillinger her.
Advokatbranchen er særlig, fordi man som advokat altid skal være der for kunderne, når de har brug for en. Det skal man gøre sig klart, inden man går ind i branchen. På samme måde, som hvis man arbejder på et hospital, hvor det er et grundvilkår, at der er ”skæve arbejdstider”. Men når det så er sagt, er det lige så vigtigt, at der er stor ledelsesmæssig fokus på trivsel og work-life-balance.