Velkommen   (0 lektioner)

Det sker i branchen

Her kan du læse om personer og begivenheder i branchen – eksempelvis ansættelser, jubilæer, runde fødselsdage, møder, arrangementer, receptioner, fusioner osv. Vi hører gerne fra dig, hvis du har en relevant nyhed, og vi beder i den forbindelse om samtidig at modtage skriftligt samtykke til at bringe nyheder, der indeholder personoplysninger.


07-01-2015
Advokat og partner hos Kammeradvokaten Henrik Nedergaard Thomsen fylder 50 år

Advokat og partner hos Kammeradvokaten Henrik Nedergaard Thomsen har som advokat for staten i to årtier ført retssager ved byretterne, landsretterne og i flere end 100 tilfælde også for Højesteret. Alligevel bliver det aldrig rutinepræget at møde i retten. Hans fokus er altid på den konkrete sag og på dens betydning for andre. Sagen skal ikke bare have det rigtige udfald, det skal også opleves som det rigtige udfald. Den 10. januar fylder Henrik Nedergaard Thomsen 50 år.

Han har igennem hele sit professionelle virke arbejdet med erstatnings- og forsikringsretlige emner. Efter studentereksamen fra Herlufsholm Kostskole og jurastudiet på Københavns Universitet blev det i første omgang til halvandet år hos Forsikringsankenævnet, før fuldmægtigtiden og de unge advokatår fulgte hos advokatfirmaet Nielsen & Nørager. De sidste 20 år har han været hos Kammeradvokaten, hvor han har været partner siden 2001 og i dag er leder af firmaets afdeling for tvistløsning.

Menneskerettighederne er omdrejningspunkt i et stadigt stigende omfang af retssagerne. Han førte bl.a. Løgstørsagen, som to journalister fra DR i 2006 fik Cavling-prisen for at skrive om. Den handlede om en ung mand, som afgik ved døden på en rasteplads, da politiet skulle køre ham til detentionen. Højesteret vurderede i 2011, at politiet og anklagemyndigheden ikke havde krænket familiens rettigheder i forbindelse med dødsfaldet og efterforskningen heraf. Henrik Nedergaard Thomsen var også involveret i den såkaldte tunesersag om udvisningen af en person, der var mistænkt for drabsplaner mod tegneren Kurt Westergaard. I en helt anden boldgade førte han for Forbrugerombudsmanden en sag på vegne af en forbruger, der måtte sande, at det tv han købte i 2008, blev ubrugeligt, da de analoge tv-signaler i 2009 blev ændret til de digitale MPEG4-signaler. Højesteret udtalte i 2013, at forhandleren burde have orienteret forbrugeren om overgangen til MPEG4-signalerne, og tillod forbrugeren at lade handlen gå tilbage. Sagen fik betydning for de mange andre danskere, som forhandlerne heller ikke havde informeret om de ændrede tv-signaler.

Privat bor Henrik Nedergaard Thomsen på Østerbro i København med hustruen Tine, der er dommer ved Retten i Lyngby. Han har fire børn i alderen fra 5 til 19 år. I fritiden dyrker han boksning, og han ser gerne ballet og går i Operaen.

Henrik Nedergaard Thomsen 50 års fødselsdag fejres ved en reception hos Kammeradvokaten den 28. januar 2015 klokken 15.30-18.30. Læs mere her.

 
kommentarer

 

Nyheder

KURSER

Stine Rosenkilde
Stine Rosenkilde | Kommunikations- og webkoordinator | 33 43 70 22 | sro@danskeadvokater.dk


Kontakt

Stine er webredaktør på Danske Advokaters hjemmeside og hjælper desuden specialforeningerne med at udarbejde nyhedsmails og med at opdatere deres hjemmesider. 

 

Hun er ansvarlig for Danske Advokaters nyhedsmail og opdaterer vores medlemssystem. 

Læs mere…

Kontakt Stine Rosenkilde på tlf.

33 43 70 22