Velkommen   (0 lektioner)

Det sker i branchen

Her kan du læse om personer og begivenheder i branchen – eksempelvis ansættelser, jubilæer, runde fødselsdage, møder, arrangementer, receptioner, fusioner osv. Vi hører gerne fra dig, hvis du har en relevant nyhed, og vi beder i den forbindelse om samtidig at modtage skriftligt samtykke til at bringe nyheder, der indeholder personoplysninger.

Han svinger dirigentstokken med fast og kyndig hånd, når de store danske selskaber holder generalforsamling. Vestas, Danske Bank, FLS, Tryg og Novo Nordisk har alle Klaus Søgaard som dirigent ved deres generalforsamlinger.

13-10-2015
Erhvervslivets dirigent

Han svinger dirigentstokken med fast og kyndig hånd, når de store danske selskaber holder generalforsamling. Vestas, Danske Bank, FLS, Tryg og Novo Nordisk har alle Klaus Søgaard som dirigent ved deres generalforsamlinger. 

 

Advokat og partner Klaus Søgaard fylder 60 år lørdag den 17. oktober 2015. Samtidig med sin runde fødselsdag kan han fejre, at han har været en del af advokatfirmaet Gorrissen Federspiel i mere end 35 år – og har været medindehaver i 30 år. Hustruen Elisabeth Rask Jørgensen, som han har delt bolig med i 40 år, fylder samme dag også 60 år, så familien fejrer i alt 120 år denne dag.

 

Sejlsporten har været Klaus Søgaard og familiens solide fritidsinteresse og ankerpunkt i næsten 20 år med to sønner, der i mange år var sejlere på topniveau – den ene oven i købet juniorverdensmester.  Hele familien rejste sammen, hver gang drengene skulle deltage i et stævne, uanset om det var i Kerteminde, i Australien eller i Californien. Og den travle advokat havde altid mappen fuld af arbejde med under armen, så han kunne udnytte pauserne ved stævnerne effektivt. Mest markant var det nok, når han sad med den lysende computerskærm foran teltet på en mørk campingplads. 

 

Klaus Søgaard stammer fra Nordjylland og blev straks efter studierne på Aarhus Universitet i 1980 ansat som fuldmægtig i det daværende advokatfirma N.J. Gorrissen, der med årene har udviklet sig til et af landets største og mest internationale advokatfirmaer, Gorrissen Federspiel, med knap 400 medarbejdere og kontorer i København og Aarhus. Han blev advokat i 1983 og tog efterfølgende en mastergrad i Californien og arbejdede kortvarigt som advokat i New York. I USA lagde han fundamentet til et stort internationalt netværk, som han senere hen har kunnet drage nytte af i sin juridiske karriere i Danmark.

 

Klaus Søgaard har over en 20-årig periode været én af de drivende kræfter bag opbygningen af Gorrissen Federspiels store børsretlige afdeling og har medvirket ved utallige børsnoteringer og kapitaludvidelser.  Han har i meget vidt omfang stået for udviklingen af den prospektkontrol, der i dag er anerkendt som ”verifikationsprocessen”. Interessen for børsretten har de seneste år koncentreret sig om rådgivning til bestyrelser og direktioner i relation til børsnoterede selskabers offentliggørelsesforpligtelser.

 

Klaus Søgaard har gennem årene været involveret i flere store og spektakulære sager.  Mest markant var nok repræsentationen af PFA ved afsløringen af den omfattende dokumentfalsk foretaget af Kurt Thorsen og Rasmus Trads samt repræsentationen af Danske Bank i forsøget på at redde Hafnia-koncernen. Der har også været vigtige retssager, såsom førelsen af en sag for Højesteret, der var med til at afslutte opgøret om selskabstømmersagerne. Klaus Søgaard repræsenterede tillige den amerikanske ”raider” Ashland ved den fjendtlige overtagelse af det børsnoterede selskab Superfos.  I øvrigt blev han i konsekvens heraf udnævnt til ”Kentucky Colonel” af guvernøren i Kentucky – en titel han bl.a. deler med bokseren Muhammed Ali!    

 

Over de seneste 10 år har Klaus Søgaard i Gorrissen Federspiel opbygget en ny afdeling, der står for forberedelse og afvikling af generalforsamlinger i børsnoterede selskaber. Klaus Søgaard er formentlig Danmarks mest benyttede dirigent, og han dirigerer blandt andet generalforsamlingen i nogle af de største danske selskaber, f.eks. Vestas, Danske Bank, FLS, Tryg og Novo Nordisk. Flere generalforsamlinger i disse og andre selskaber har gennem kriseårene været udfordrende med mange diskussionspunkter, aktionærforslag og afstemninger – alt sammen situationer, hvor der har været behov for erfaring, overblik og fasthed fra dirigentens side.

 

Klaus Søgaard nyder også respekt for sit kollegiale arbejde, blandt andet som medlem af Advokatsamfundets disciplinærorgan, Advokatnævnet, og som medlem af Danske Advokaters fagudvalg for selskabsret. Klaus Søgaard er tillige formand for Selskabsretsforeningen og en meget brugt foredragsholder.   

”Pro bono-arbejdet” ligger Klaus Søgaards hjerte nær, og han er som formand for bestyrelsen af flere større fonde, såsom Bechgaards Fond, Ingemanns Fond og E.R. Rasmussens Fond, med til at støtte en række gode formål.

 

Allerede på jurastudierne i Aarhus i 1970-erne mødte Klaus Søgaard sin hustru Elisabeth Rask Jørgensen, der er direktør for Det Danske Klasselotteri.  Ægteparret har sønnerne Christian og Henrik på 27 og 26 år. Familien har en stor rejselyst, og to gange har Elisabeth og Klaus taget en længere orlov for – sammen med drengene - at tage på jordomrejse eller køre Australien rundt i bil. En telttur på Afrikas savanner, en svømmetur blandt krokodiller i Australien og en sejltur rundt i Galapagos er det også blevet til. For tre år siden gav drengenes sejlerinteresse lejlighed til et besøg på Mallorca. Øen er blevet den helt store kærlighed, så nu tilbringes mange weekender og ferier i en skøn lille lejlighed med udsigt over Middelhavet. Den sparsomme fritid deles derfor mellem Mallorca, rejser og båden på Øresund.

 

Gorrissen Federspiel holder reception for Klaus Søgaard onsdag den 21. oktober kl. 15-17 i Dagmarhus, H.C. Andersens Boulevard 12, 1553 København V.

 
kommentarer

 

Nyheder

KURSER

Stine Rosenkilde
Stine Rosenkilde | Kommunikations- og webkoordinator | 33 43 70 22 | sro@danskeadvokater.dk


Kontakt

Stine er webredaktør på Danske Advokaters hjemmeside og hjælper desuden specialforeningerne med at udarbejde nyhedsmails og med at opdatere deres hjemmesider. 

 

Hun er ansvarlig for Danske Advokaters nyhedsmail og opdaterer vores medlemssystem. 

Læs mere…

Kontakt Stine Rosenkilde på tlf.

33 43 70 22