Velkommen   (0 lektioner)

Det sker i branchen

Her kan du læse om personer og begivenheder i branchen – eksempelvis ansættelser, jubilæer, runde fødselsdage, møder, arrangementer, receptioner, fusioner osv. Vi hører gerne fra dig, hvis du har en relevant nyhed, og vi beder i den forbindelse om samtidig at modtage skriftligt samtykke til at bringe nyheder, der indeholder personoplysninger.

Kurt Helles Bardeleben, partner i LETT Advokatpartnerselskab, fylder 60 år den 27. januar 2017.

23-01-2017
Kurt Helles Bardeleben fylder 60 år

Kurt Helles Bardeleben, partner i LETT Advokatpartnerselskab, fylder 60 år den 27. januar 2017.

 

En sværvægter inden for offentlige private partnerskaber (OPP) fylder 60 år. Kurt Helles Bardeleben dimitterede fra Københavns Universitet i 1983 og startede sin juridiske løbebane i statens tjeneste hos Kammeradvokaten, hvor han fra 1992 til 2012 var partner og leder af Kammeradvokatens afdeling for byggeri og miljø. I 2012 besluttede Kurt Helles Bardeleben, at der skulle prøves kræfter med advokatgerningen uden for Kammeradvokatens trygge monopol og skiftede til Advokatfirmaet LETT, hvor han indtrådte som partner. Med LETT som platform har Kurt siden haft stor succes med at rådgive navnligt kommuner, regioner, energiselskaber og almene boligselskaber; Senest i rådgivningen af Realdania og Københavns kommune, som har samarbejdet om opførelse af en ny multiarena i Ørestaden i København.

 

Kurt Helles Bardeleben er en af pionererne i udviklingen af partnerskabskoncepter for længerevarende samarbejder mellem det offentlige og det private navnlig vedrørende byggeri og infrastruktur. Det startede med OPP, hvor Kurt stod fadder til kontrakten om Danmarks første statslige OPP-projekter vedrørende Rigsarkivet og Kliplev-Sønderborg Motorvejen samt statens første standardkontrakter om OPP.

 

Konceptet for længerevarende samarbejder mellem det offentlige og det private er under stadig udvikling. Seneste skud på stammen er de ”Strategiske Partnerskaber”, hvor Kurt, med inspiration fra England og Sverige, har stået i spidsen for det rådgiverteam, der har hjulpet Københavns Kommune med udvikling af en model, der har til formål at effektivisere kommunens byggeprojekter. Den første kontrakt af sin art indgik Københavns Kommune i december 2016 vedrørende byggerier for godt 3 mia. kr.

 

Kurt Helles Bardeleben er kendt som en advokat, der finder løsninger og tør støtte sine klienter hele vejen gennem systemet, også når det bliver kontroversielt. Det brændte han sig imidlertid på, da han i 2006 påtog sig at rådgive Københavns Kommune om de juridiske muligheder og begrænsninger, der knyttede sig til overborgmester Ritt Bjerregaards ambition om ”billige boliger” til København. Det viste sig nemlig, at Indenrigsministeriet ikke delte konklusionerne i det omfattende juridiske responsum, som Kurt Helles Bardeleben afleverede til kommunen. Og som partner hos Kammeradvokaten var det ikke behageligt for Kurt Helles Bardeleben at komme i klemme mellem Indenrigsministeriet og landets største kommune.

 

Bag advokaten brænder et stort socialt engagement, som har fundet udtryk i Kurts deltagelse i projekter navnlig sammen med det almene boligselskab KAB bl.a. om juridisk rådgivning til beboere med økonomiske udfordringer. Kurt er bestyrelsesformand i fonden bag skolen Vikasku, som han var med til at etablere tilbage i 1983; og den 1. januar afløste han Stig Kjerulf som formand for Fonden for Socialt Ansvar, der bl.a. står for Natteravnene.

 

Kurts er kendt for sin direkte og uhøjtidelige stil, og selvironien driver bogstaveligt talt ned ad væggenne på hans kontor, hvor kunstneren Smike Käszner har fået frie hænder til at udstille advokaten. Smike Käszner har også påtaget sig at udføre en midlertidig gulvdekoration til 60-års receptionen, så gæsterne får mulighed for at ”træde på en advokat, der ligger ned”. Receptionen holdes lørdag den 28. januar i privaten på Nørrebro, hvor Kurt bor sammen med hustruen Stine Bardeleben Helles. Men der bliver ikke noget stort gavebod, da gæsterne er opfordret til i stedet at donere penge til Natteravnene under Fonden for Socialt Ansvar.

 

 
kommentarer

 

Nyheder

KURSER

Stine Rosenkilde
Stine Rosenkilde | Kommunikations- og webkoordinator | 33 43 70 22 | sro@danskeadvokater.dk


Kontakt

Stine er webredaktør på Danske Advokaters hjemmeside og hjælper desuden specialforeningerne med at udarbejde nyhedsmails og med at opdatere deres hjemmesider. 

 

Hun er ansvarlig for Danske Advokaters nyhedsmail og opdaterer vores medlemssystem. 

Læs mere…

Kontakt Stine Rosenkilde på tlf.

33 43 70 22