Velkommen   (0 lektioner)

Det sker i branchen

Her kan du læse om personer og begivenheder i branchen – eksempelvis ansættelser, jubilæer, runde fødselsdage, møder, arrangementer, receptioner, fusioner osv. Vi hører gerne fra dig, hvis du har en relevant nyhed


28-06-2019
Partner og advokat hos Kammeradvokaten Martin Juste fylder 40 år den 2. juli

Offshore-specialist med internationalt udsyn
Partner og advokat hos Kammeradvokaten Martin Juste fylder 40 år den 2. juli. Martin er specialiseret i offshore-vind og sø- og transportret, som han har beskæftiget sig med siden universitet. Først på et advokatkontor og sidenhen som juridisk chef hos Siemens Gamesa Renewable Energy med en udstationering i Singapore i halvandet år. Den 1. januar i år startede han hos Kammeradvokaten i Aarhus, hvor han glæder sig over at skulle være med til at udvikle og udbygge forretningen inden for Offshore, nationalt og internationalt, samt inden for anden vedvarende energi. At hjertet banker for jura og det maritime Danmark er måske ikke så underligt, men det kommer vi tilbage til.


Ambitiøs forhandler med blik for gode løsninger
Martin Juste holder til på Kammeradvokatens kontor i Aarhus – byen, hvor han også er født og opvokset. Han rådgiver inden for offshore-vind, vedvarende energi, infrastruktur og sø- og transportret og har stor erfaring med at forhandle kontrakter i forbindelse med udviklingen af vindprojekter. Martin har blandt andet været med til at gennemføre det første havvindmølleprojekt i Taiwan. Han har også stået for forhandlingerne af Turbine Supply Agreements (TSA’er) og servicekontrakter ved gennemførslen af store havvindmøllepark-projekter rundt omkring i Danmark, herunder Kriegers Flak, Anholt Havmøllepark, Vesterhav Syd og Vesterhav Nord.

”Forhandling er min favoritdisciplin. Jeg har møderet for Højesteret og har ført en del retssager, men det er forhandlingssituationen, der for alvor driver mig i mit arbejde. Opgaven med at finde hinanden, finde de gode løsninger, søge kompromiset, men også sætte foden ned, hvis det er nødvendigt, så jeg kan få den bedste aftale i hus for kunden – det er sjovt. Der skal blæk på papiret.”



Globale ambitioner inden for offshore
Ambitioner har Martin masser af. Blandt andet var det ambitionen om at være med til at opbygge og udvikle et nyt forretningsområde inden for offshore, der trak Martin til Kammeradvokaten. Kammeradvokaten startede rådgivningsområdet op i foråret 2018, og Martins hovedopgave er at fortsætte arbejdet med at etablere en stærk position på markedet for offshore- og onshore-vind og renewables generelt.

”Når man nærmer sig de 40 år, er det bare at gribe chancen for at udleve sine karrieredrømme, når man får den. Den mulighed fik jeg hos Kammeradvokaten med vores globale satsning på offshore-området. Vores mission er blandt andet at eksportere den viden, der ligger i at lave et kontrakt-setup til en vindmøllepark. Vi eksporterer så meget andet inden for området i dag – vindmøllerne, forskellige dimser og teknikere – så hvorfor skulle vi ikke eksportere viden om den kontraktmæssige struktur.”



Jura og shipping i blodet
Ambitionerne er globale, og det er erfaringen også. Det gælder også inden for sø- og transportretten, hvor Martin i tiden hos Siemens havde det globale ansvar for alle skibs- og transportkontrakter. Det medførte forhandlinger verden over, fra Tyskland, Storbritannien, Japan og Australien til USA. Martin var også udstationeret halvandet år i Singapore sammen med familien, hvor han havde ansvaret for firmaets asiatiske marked.

Martin specialiserede sig i sø- og transportret på studiet, hvor han også havde et halvt år på det Fællesnordiske Institut for Søret ved Oslo Universitet. Han er derfor også glad for, i sin rådgivning hos Kammeradvokaten, fortsat at have et godt og tæt samarbejde med danske havne samt transport- og shippingvirksomheder. Martin fremhæver netop det at komme ud og møde kunderne, møde nye mennesker og hjælpe dem i mål med deres opgaver som noget af det bedste ved jobbet.

At Martin valgte juraen – og ikke økonomivejen, som han overvejede – beskriver han selv som lidt tilfældigt. Men måske det alligevel lå i kortene, at Martin skulle lande, hvor han er i dag:

”Min farfar var den første jurist uddannet fra Aarhus Universitet – de var fire jurister, der blev færdige som de første. Han endte med at blive direktør i Kreditforeningen Danmark i Jylland, men egentlig ville han gerne have været shippingmand. Shippingmand blev min far derimod, men han fortalte mig senere, at han ville ønske, at han var blevet jurist. Nu arbejder jeg så som jurist inden for shipping, og man kan måske sige, ringen dermed blev sluttet,” fortæller Martin med et smil og fortsætter:

”Min bedstefar på min mors side forhandlede til gengæld landbrugsmaskiner til bl.a. England og havde en nordjydes sans for god forretning. Han forstod at få forhandlet vigtige aftaler i hus. At få blæk på papiret. Så nej, måske min karrierevej slet ikke er så tilfældig alligevel.”

Martin bor i Aarhus sammen med sin kone Ditte, og de har sammen børnene Iben på 8 år og Thomas på 6 år. Når tiden tillader det, ynder Martin at svinge køllerne på golfbanen. En passion han har haft, siden han var helt ung og spillede som juniorspiller. I dag spiller han på hobbyplan.

 
kommentarer

 

Nyheder

KURSER

Stine Rosenkilde
Stine Rosenkilde | Webredaktør | T: +45 33 43 70 22 | E: sro@danskeadvokater.dk


Kontakt

Stine er webredaktør på Danske Advokaters hjemmeside, men hjælper også de mange specialforeninger for advokater, der administreres i huset, med at udarbejde nyhedsmails og opdatere deres hjemmesider.

 

Stine har været med siden tiden i Advokaternes Serviceselskab. Mange store og små opgaver kommer forbi Stines bord, med alt fra nyhedsmails, Danske BOLIGadvokaters brevkasse og administrationen af vores medlemssystem.

 

Stine bliver flittigt brugt som korrekturlæser på stort og småt – og kan altid hjælpe til, hvis du har glemt dit password til hjemmesiden. 

Læs mere…

Kontakt Stine Rosenkilde på tlf.

33 43 70 22