Velkommen   (0 lektioner)

Det sker i branchen

Her kan du læse om personer og begivenheder i branchen – eksempelvis ansættelser, jubilæer, runde fødselsdage, møder, arrangementer, receptioner, fusioner osv. Vi hører gerne fra dig, hvis du har en relevant nyhed

Han har fokus på at spille sine kollegaer gode og har et nærvær, der smitter af på medarbejdere og samarbejdspartnere i Danmarks eneste globale advokatvirksomhed, DLA Piper. Den 8. november 2019 fylder Managing Partner, Martin Lavesen, 50 år.

04-11-2019
Managing Partner i DLA Piper, Martin Lavesen, runder 50 år

Den 8. november 2019 fylder Managing Partner, Martin Lavesen, 50 år. Han har fokus på at spille sine kollegaer gode og har et nærvær, der smitter af på medarbejdere og samarbejdspartnere i DLA Piper.

 

Med retfærdighed og ordentlighed som ledestjerne, med en karriereambition om at arbejde med mennesker og med et ønske om at holde døren åben for forskellige karrieremuligheder valgte Martin Lavesen jurastudiet i København, hvorfra han dimitterede i 1994. Han startede straks som advokatfuldmægtig i advokatfirmaet Lind Cadovius, hvor han kom i klassisk mesterlære hos advokat Jørgen Cadovius. Han var fuld af ambitioner og ville i 2001 prøve kræfter som selvstændig advokat – biotek og IT var voksende sektorer, og Martin trak spændende kunder med.

 

Siden Martin Lavesen var udvekslingsstudent med Youth for Understanding har han haft et internationalt udsyn og takkede derfor ja til at arbejde som advokat hos Edwards Angell i Boston, hvor han dygtiggjorde sig inden for life sicence jura. Da han kom retur, fik han, som led i en succesfuld restrukturering, opgaven som administrerende direktør i biovirksomheden Exiqon. Det havde altid ligget i kortene, at Martin Lavesen skulle retur til Lind Cadovius, hvilket skete i 2006, hvor han blev medlem af ledelsen, inden han sammen med sit team i 2012 blev en del af DLA Piper (dengang LETT). 

 

Som Managing Partner er Martin ansvarlig for den daglige ledelse af DLA Piper. Han har stået i spidsen for en række organisatoriske og strategiske forandringer, bl.a. fusionen med Delacour og den øgede integration med DLA Piper International. Højt på agendaen står lige nu implementering af fælles værdisæt og forberedelse af flytning for det københavnske kontor til nye lokaler på Østerport. Også digitaliseringens muligheder og en stadig større interesse for samfundsansvar er vigtige pejlemærker for Martin Lavesen, der har været topleder siden 2017.

 

I det daglige rådgiver Martin danske og internationale kunder, særligt inden for de teknologitunge brancher – det gælder både traditionelle danske industrivirksomheder og biotekvirksomheder, men også universiteter og start-ups, hvor fokus er på kommercialisering. Med en kombination af forretningsmæssig forståelse og juridisk indsigt har han bistået kunder i mange markante sager - og er i dag også medlem af en række bestyrelser. Herudover er han en ofte brugt dirigent på generalforsamlinger i børsnoterede virksomheder, fx i Brøndby IF. 

 

Igennem årene har Martin Lavesen involveret sig i kollegialt arbejde, og han har siden 2015 været medlem af Advokatrådet, hvor han som formand for Regel- og Tilsynsudvalget har en særlig interesse for god advokatskik. Dertil har han i 20 år undervist landets fuldmægtige i advokatetik og skrevet lærebøger herom – med ønsket om at lære næste generation om ordentlighed. Han er også medlem af formandskabet i Pressenævnet og repræsentantskabet på Københavns Universitet, ligesom han er censor på jurauddannelsen.

 

Privat bor Martin Lavesen i fødebyen Humlebæk med sin hustru, der også er jurist, og deres tre døtre på 18, 14 og 12 år. Til trods for en for travl hverdag er han et familiemenneske og tanker energi ved at lave havearbejde, gåture med den lille hanhund, ofte iført en Liverpool-trøje, og ved at rejse med familien. På de mange forretningsrejser, som er en del af lederrollen i en global advokatvirksomhed, er løbeskoene altid pakket med - og han har i alt gennemført 35 maratons rundt om i verden. 

 
kommentarer

 

Nyheder

KURSER

Stine Rosenkilde
Stine Rosenkilde | Webredaktør | T: +45 33 43 70 22 | E: sro@danskeadvokater.dk


Kontakt

Stine er webredaktør på Danske Advokaters hjemmeside, men hjælper også de mange specialforeninger for advokater, der administreres i huset, med at udarbejde nyhedsmails og opdatere deres hjemmesider.

 

Stine har været med siden tiden i Advokaternes Serviceselskab. Mange store og små opgaver kommer forbi Stines bord, med alt fra nyhedsmails, Danske BOLIGadvokaters brevkasse og administrationen af vores medlemssystem.

 

Stine bliver flittigt brugt som korrekturlæser på stort og småt – og kan altid hjælpe til, hvis du har glemt dit password til hjemmesiden. 

Læs mere…

Kontakt Stine Rosenkilde på tlf.

33 43 70 22