Velkommen  (0 bonuspoint)

Direktørens blog

Her finder du kommentarer fra Danske Advokaters direktør, Paul Mollerup.

 

Da Breiviks forsvarsadvokat, Geir Lippestad, besøgte Danske Advokaters Fagdage for at fortælle om, hvordan han som glødende socialdemokrat kunne forsvare en mand som Anders Breivik, var essensen af hans svar, at en forsvarsadvokat forsvarer ikke gerninger. En forsvarsadvokat forsvarer retsstaten, og de principper den bygger på – bl.a. at alle har ret til et forsvar.

01-12-2017
Når debatten kører af sporet

Da Breiviks forsvarsadvokat, Geir Lippestad, besøgte Danske Advokaters Fagdage for at fortælle om, hvordan han som glødende socialdemokrat kunne forsvare en mand som Anders Breivik, var essensen af hans svar, at en forsvarsadvokat forsvarer ikke gerninger. En forsvarsadvokat forsvarer retsstaten og de principper, den bygger på – bl.a. at alle har ret til et forsvar. Sagt på jævnt dansk: Han passede sådan set bare sit arbejde. Lidt ligesom en læge jo også skal gøre sit bedste for at redde menneskeliv – uanset, hvem patienten måtte være.

 

Jeg kom til at tænke på Lippestads foredrag, da jeg hørte hans partifælle Trine Bramsen udtale sig til P1 Morgen på baggrund af regeringens forslag om øget brug af anonyme vidner, hvilket var blevet kritiseret af forsvarsadvokat Mette Grith Stage ud fra det principielle synspunkt, at man som anklaget har ret til at vide, hvem der anklager en og for hvad. Der kan jo være en risiko for, at vidnet har interesser i sagen.

 

Hertil svarer Trine Bramsen: ”Det er et udsagn, der kommer fra den forsvarsadvokat, der beskytter bandemedlemmerne, og som tjener styrtende med penge på at beskytte bandemedlemmer. Selvfølgelig synes hun da ikke, at det er en god idé.”

 

Og det er her, at det ærgerlige kommer ind og afsporer en vigtig debat. En forsvarsadvokats salær er jo selvsagt ikke afhængig af, om vidnet er anonymt eller ej. En forsvarsadvokats salær bestemmes ud fra offentlige timetakster, så grundlæggende er argumentet skævt, men hvad værre er, så bliver den efterfølgende politiske debat et spørgsmål om ”manden” og ikke ”bolden”.

 

Kunne man forestille sig argumentet, at lærere ikke er valide stemmer i debatten om skolepolitikken, fordi de har det job, de har? Lægen om sundhedspolitik, pædagogen om børnepolitikken? Næppe. Det ville også indskrænke den demokratiske debat betydeligt. Jeg skal med det samme varedeklarere, at Mette Grith Stage ikke er medlem af Danske Advokater og ikke i den offentlige debat taler på branchens vegne. Blot for at sige, at jeg er ikke ude i et medlemsforsvar.

 

Mit ærinde er alene at sige: Hold nu fokus på det grundlæggende i en vigtig debat. Jeg kan sagtens forstå frustrationen over, at dybt kriminelle voldsmænd kan slippe fri, hvis ingen tør vidne. Ligesom jeg kan forstå den principielle bekymring ved øget brug af anonyme vidner. Det er jo, når virkeligheden møder de flotte principper, at realpolitikken skal udspille sig. Jeg misunder ikke politikerne den svære opgave, for den er vanskelig. Og netop derfor er det ekstra vigtigt at holde fokus på bolden, så debatten ikke bliver afsporet.

 

Jeg har så senere forstået, at Bramsens udsagn i virkeligheden handler om en kritik af DR’s valg af kilder. Det er jo frie mediers prærogativ at vælge kilder, men det er jo også helt fair at kritisere valgene af disse. Sådan skal det være i et frit samfund. Det er en helt legitim affødt debat, som lærde pressefolk kan tage i presselogen, men vi må ikke glemme den svære principielle afvejning i dette vanskelige spørgsmål om anonyme vidner. Ligesom vi heller ikke må glemme, at forsvarsadvokater passer deres arbejde, fordi vi heldigvis har en retsstat, og at de ikke forsvarer gerninger, men principper, som er værd at stå vagt om!

 

Med venlig hilsen

Paul Mollerup

pmo
 
kommentarer

 

Nyheder

KURSER

Del
Paul Mollerup
Paul Mollerup | Adm. direktør | T: +45 33 43 70 10 | E:pmo@danskeadvokater.dk

Kontakt

Paul er som adm. direktør for Danske Advokater overordnet ansvarlig for den daglige drift af foreningen og bindeled til Danske Advokaters formand og bestyrelse.

 

Paul blander sig som direktør i det meste. Paul har naturligt nok fokus på Danske Advokaters strategi, økonomi og ledelse, og Paul agerer udenrigsminister – både i forhold til samarbejdspartnere i Danmark og i udlandet.

 

Foreningens politiske interesser, kommunikation og forretningsudvikling fylder meget i Pauls dagligdag.

Læs mere…

Kontakt Paul Mollerup på tlf.

33 43 70 10