Velkommen   (0 bonuspoint)

Direktørens blog Paul Mollerup

Direktørens blog

Her finder du kommentarer fra Danske Advokaters direktør, Paul Mollerup.

 

Som advokater indtager vi en særlig rolle i retssamfundet, som vi er stolte af, men som vi også skal værne om. Det indebærer samtidig, at det omgivende samfund med rette har nogle særlige forventninger til os i advokatbranchen.

29-11-2018
Dialog om vanskelige dilemmaer i advokatbranchen

Som advokater indtager vi en særlig rolle i retssamfundet, som vi er stolte af, men som vi også skal værne om. Det indebærer samtidig, at det omgivende samfund med rette har nogle særlige forventninger til os i advokatbranchen.

 

Der er på baggrund af en række konkrete sager i pressen i den seneste tid rejst kritik af advokatbranchen. Vi lytter til kritikken, og vi tager den meget alvorligt.

 

Der har altid været vanskelige dilemmaer i advokatgerningen og forhold, der kan være svære at forstå. Hvordan kan en advokat med fuld styrke og engagement forsvare en voldtægtsforbryder eller en seriemorder, og hvordan kan man rådgive virksomheder og måske i forvejen velhavende personer om, hvordan de undgår at betale mere i skat, end loven kræver? Fordi advokatens job er at varetage klientens interesser bedst muligt inden for lovens rammer. Det er en grundsten i den demokratiske retsstat.

 

Denne type spørgsmål er ikke nye for os, men det er nyt, at der er kommet så voldsom og kritisk fokus på advokaters rolle og virke, som det har været tilfældet på det seneste. Det gør det vanskeligt at få en balanceret og eftertænksom dialog og debat i forhold til de mange dilemmaer, som advokater står overfor i det daglige arbejde og i den løbende rådgivning af klienter.

 

Advokater rådgiver klienter om, hvad der er tilladt efter lovens bogstav, fordi det er det, klienter og virksomheder forventer. Samtidig skal advokater forholde sig til, om rådgivningen lever op til nogle vanskeligt definérbare og subjektive krav og begreber som ”lovens ånd”, ”sund fornuft”, ”god etik”, "samfundsansvarlig" osv. Disse udvikler sig hele tiden, og det bliver ikke lettere af, at mange har meninger om, hvad der bør ligge i de krav og begreber.

 

Det er ikke fordi det er nyt, at samfundet forventer, at vi som advokater skal opføre os ordentligt, hæderligt og ansvarligt. Det gør langt de fleste bestemt også, men den skærpede fokus på advokaters adfærd og rådgivning, gør det endnu mere nødvendigt, at vi i advokatbranchen diskuterer og forholder os til disse spørgsmål og dilemmaer. Og det er spørgsmål, der vedrører alle advokatvirksomheder og alle advokater uanset størrelse, arbejdsområder og geografi. For de seneste års negative pressehistorier om advokater har omfattet mange forskellige specialer og alle størrelser af virksomheder.

 

Derfor er det vigtigt, at vi som advokater og kolleger samtaler med hinanden på en måde, der har fokus på det centrale i de svære spørgsmål, som vi i fællesskab har brug for at tale om – og ikke i alt muligt andet. Ved at kritisere hinanden på et unuanceret grundlag bidrager vi bare til pressens hang til konflikt, og vigtige elementer i debatten går tabt.

 

Derfor skal vi på en reflekteret måde passe på hinanden og vores fælles branche. Jeg er ikke i tvivl om, at motiverne i de fleste tilfælde er ædle, men det er ikke altid, at det gavner branchen blot at pege fingre.

 

På seneste repræsentantskabsmøde i Danske Advokater i sidste uge tog vi netop fat på nogle af disse spørgsmål og drøftede branchens omdømme. Her sidder advokater fra alle egne af landet – fra store og små advokatvirksomheder, og her var der i hvert fald enighed om, at vi har et stort behov for at samtale med hinanden i regi af Danske Advokater om dette emne. Hvordan får vi hensynet til klienten og hensynet til samfundet til at gå op i en højere enhed?

 

Det er en vanskelig debat, særligt når bølgerne går højt på baggrund af mediehistorier, som politikerne føler sig kaldet til at handle hurtigt på baggrund af. Der er derfor altid kaffe på kanden hos Danske Advokater, og der er kaffe nok til både medlemmer og andre, der ønsker at bidrage. For den direkte samtale gavner - og i min bog er det også en mere konstruktiv måde at fremføre kritik på.

pmo
 
kommentarer

 

Nyheder

KURSER

Del
Paul Mollerup
Paul Mollerup | Adm. direktør | T: +45 33 43 70 10 | E:pmo@danskeadvokater.dk

Kontakt

Paul er som adm. direktør for Danske Advokater overordnet ansvarlig for den daglige drift af foreningen og bindeled til Danske Advokaters formand og bestyrelse.

 

Paul blander sig som direktør i det meste. Paul har naturligt nok fokus på Danske Advokaters strategi, økonomi og ledelse, og Paul agerer udenrigsminister – både i forhold til samarbejdspartnere i Danmark og i udlandet.

 

Foreningens politiske interesser, kommunikation og forretningsudvikling fylder meget i Pauls dagligdag.

Læs mere…

Kontakt Paul Mollerup på tlf.

33 43 70 10