Velkommen  

Artikler og værktøjer

Kurser

Direktørens blog

Her finder du kommentarer fra Danske Advokaters direktør, Paul Mollerup.


05-10-2021
Pas på glidebanen, politikere

Jeg har ikke meget tilovers for kriminelle handlinger. Lige modsat har jeg det med retsstatens principper, og så har jeg den grundholdning, at hvis staten svigter, må det ikke gå ud over borgerne.

 

Regeringen har netop fremsat et lovforslag, der har til formål at sikre, at færre sager ender med strafnedsættelse. Man kan få strafnedsættelse, hvis man har ventet urimeligt længe på at få sin sag for retten. Man er nemlig berettiget til ”rettergang inden en rimelig tid”, som det hedder i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den tidligere engelske premierminister William Ewart Gladstone udtalte den berømte juridiske læresætning: ”Justice delayed is justice denied”.

 

Jeg forstår sagtens det politiske ønske. Det gibber også i mig, når jeg hører om strafnedsættelse til hardcore kriminelle, og jeg tænker naturligvis straks på ofrene, men løsningen er ikke at vende de sunde retsstatsprincipper på hovedet til borgernes ugunst. I stedet bør man sætte markant ind på at sikre, at vi ikke kommer ud i de situationer, hvor det er nødvendigt at give strafnedsættelse.

 

Hele retssystemet er som forbundne kar. Når politikerne bevilger flere ressourcer til politiet, kommer der også flere sager for domstolene, men ofte ”glemmer” politikerne den sidste del – måske fordi der er flere ”politiske point” i den første del. En væsentlig opgave for Christiansborg er derfor at sikre, at domstolene har de nødvendige ressourcer, så borgerne ikke skal gå med uafklarede sager i årevis. Man skal have den straf, som loven siger, man skal have, og så skal man hurtigt videre til afsoning. Der skal derfor være tilstrækkelige ressourcer til alle dele af straffesagskæden.

 

Den vestlige verden bygger på de borgerlige frihedsrettigheder, der beskytter borgerne mod statens fejl. Derfor kæmpede Danske Advokater også intenst for at få omkostningsgodtgørelse genindført i skattesager, for hvorfor skulle virksomheder og fonde betale sagsomkostningerne, hvis SKAT tog fejl? Det er den samme grundlæggende tankegang. Borgernes skal ikke bøde for statens ufuldkommenheder. Det princip skal vi værne om – også når det gælder mennesker, vi ”ikke kan lide”. Ellers er det en glidebane, hvor retsstatsprincipperne er første offer.


Paul Mollerup
Paul Mollerup | Adm. direktør | 33 43 70 10 | pmo@danskeadvokater.dk


Kontakt

Paul er overordnet ansvarlig for den daglige drift af foreningen og bindeled til Danske Advokaters formand og bestyrelse. 

 

Paul har naturligt nok fokus på Danske Advokaters strategi, økonomi og ledelse. Derudover er han som adm. direktør involveret i en lang række af Danske Advokaters projekter og opgaver. 

 

Foreningens politiske interesser, kommunikation og forretningsudvikling fylder meget i Pauls dagligdag. 

Læs mere…

33 43 70 10