Direktørens blog

Vi kan opklare snart sagt alle forbrydelser, hvis vi vil! Det kræver bare tilstrækkelig meget kontrol og overvågning. Spørgsmålet er bare, om det er sådan et samfund, vi vil have? Og så er vi tilbage ved overskriften: Der er forskel på kan og bør. Den teknologiske udvikling giver masser af muligheder for lovgiverne og tech-giganterne, men den medfører også mange vanskelige dilemmaer. Inden for skattekontrollen stødte vi for mere end 10 år siden på anvendelsen af dataspejling, som blev opfattet som et effektivt instrument til indsamling af data, men som der ikke var lovhjemmel til. Og for nylig har Folketinget vedtaget en lov, der giver Skattestyrelsen meget vide rammer for at indsamle og samkøre oplysninger om borgere og virksomheder, som algoritmer kan bruge til at vurdere risikoen for, at man snyder i skat. Det skaber nogle voldsomme dilemmaer, som vi har brug for en god, åben og tålmodig demokratisk samtale om. Det samme gælder spørgsmål om logning og overvågning, hvor det ikke alene handler om en procesrisiko ift. EU-retten, men også om, hvad for et samfund vi ønsker? Jeg får lidt ondt i maven af ideen om, at overvågning er godt, fordi overvågning skaber tryghed. Det vil jeg da også gerne have en åben og tålmodig demokratisk samtale om.

Rimer retssikkerhed på algoritmer?

Tilbage til algoritmerne. Hvad er så problemet med dem? Er de ikke bare effektive? Jo, men der er flere retssikkerhedsmæssige problemer. Algoritmer kan ramme forkert. Og selv med de bedste retssikkerhedsgarantier og løfter om at overholde forvaltningsloven og persondataloven, som skatteministeren lover, opstår der masser af dilemmaer. I Wisconsin i USA benytter man et system, der hedder COMPAS, til på baggrund af bl.a. den anklagedes straffeattest at vurdere risikoen for, at vedkommende vil begå ny kriminalitet. Den vurdering indgår så i anklagemyndighedens påstand om varetægtsfængsel, straflængde, betingelser for prøveløsladelse etc. Problemet er bare, at COMPAS er udviklet og ejet af en privat virksomhed, som betragter algoritmens bedømmelseskriterier som en forretningshemmelighed. Vi ved altså ikke, om fx hudfarve indgår som et kriterium? Hvem skal føre tilsyn med algoritmerne i Danmark, og hvem kan i bund og grund forstå og forklare, hvordan de virker, så man som borger kan føle sig tryg ved deres anvendelse?

Hvad er tillid værd?

Danmark er et fantastisk land, fordi vi har så høj en grad af tillid til hinanden og til vores bærende institutioner. Sådan skal det gerne fortsætte med at være. Derfor skal vi også holde fast i, at vi skal indrette vores lovgivning med det udgangspunkt, at langt, langt hovedparten af landets borgere og virksomheder er lovlydige og faktisk gerne vil gøre det rigtige. Men ofte er vores regulering så kompleks, at det kan være næsten umuligt for den enkelte at finde ud af, hvad det rigtige er? Det kræver bedre, enklere lovgivning og mere fokus på brugerperspektivet - og så kræver det masser af god vejledning. Vi ser imidlertid flere steder tendenser til, at man får opbygget en kontrolkultur, hvor man tror, at alle snyder, og hvor man derfor designer al ny regulering ud fra at skulle gøre det lettere at fange den lille gruppe, der bevidst snyder og bedrager, men med den kæmpe omkostning, at man får gjort livet langt mere besværligt – og langt mere utrygt - for alle dem, der bare gerne vil gøre det rigtige.

Det hjælper ikke, at hver eneste nye historie om svindel i aviser og tv om morgenen allerede ved middagstid bliver mødt med politiske krav om opstramning og mere intens kontrol. Ro på. Sov på det og hold fast i, at de fleste borgere og virksomheder både er og gerne vil være lovlydige.