Direktørens blog

På Folketingets hjemmeside står der flot, at:

”Folketinget har selv vedtaget en minimumsbehandlingstid for lovforslag på 30 dage. Det står i Folketingets forretningsorden. Denne frist skal sikre tid til en grundig behandling under arbejdet med lovforslagene, så lovene ikke er båret af en pludselig oppisket stemning”.

Det er et sundt princip, der er til for at sikre lovkvaliteten, men hvordan står det så til i den virkelige verden?

Regeringen oplyser selv i et svar til Folketinget, at:

• ”I folketingsåret 2019-20 er der registreret 39 lovforslag med dispensation fra 30-dagesreglen”
• ” I folketingsåret 2020-21 er der registreret 30 lovforslag med dispensation fra 30-dagesreglen”
• ” I Folketingsåret 2021-22 er der registreret 26 lovforslag med dispensation fra 30-dagesreglen”

Der er altså en klar tendens, der fortæller, at 30 dages-reglen bliver noget stedmoderligt behandlet i den travle hverdag, hvor lovmøllen kværner. Dertil kommer, at det desværre ikke er noget særsyn, at der er ultrakorte høringsfrister, når Christiansborg skal haste en lovforslag igennem. Corona bliver brugt som forklaring, men det kan ikke forklare det hele, og der er en reel risiko for, at adfærden fra corona-tiden ”bider sig fast”. Det kan i hvert fald se sådan ud!

Det har alvorlige konsekvenser. Politikerne har ikke tid til grundighed, når de udformer og vedtager lovene. Det resulterer i lovsjusk, der enten ikke virker eller virker utilsigtet, og så skal loven jo laves om igen, og så starter møllen én gang til. Alt sammen til ugunst for borgere og erhvervsliv. Vi kender alle resultaterne af noget, der går for stærkt. Jeg behøver vist bare at sige mink!

Når politikerne holder skåltaler, er alle enige om, at lovkvaliteten skal være i orden, men når virkeligheden rammer, er resultatet ofte et andet. Derfor bør det overvejes om ikke, der skal noget strukturelt til fx i form af et regelråd med uafhængige eksperter, som vi kender det fra udlandet. Et sådant råd skal kunne granske og udfordre konsekvensvurderingerne af de enkelte lovforslag og samtidig have retten til at sende forslaget retur til ministeriet med bemærkninger, så forslaget kan blive rettet til efter bemærkningerne. Det vil sikre kvalitet og samtidig tage tempoet ud af politik. Begge dele har vi brug for. Det vil naturligvis kræve et opgør med den nuværende lovgivningsproces, hvor forslag bliver udarbejdet for hurtigt og uden at inddrage eksterne interessenter, der rent faktisk ved, hvordan lovgivningen vil virke og påvirke i dagligheden. Det er ikke en umulig tanke, for det kan lade sig gøre i mange af vores nabolande. Den debat synes jeg er værd at tage!