Velkommen  

Artikler og værktøjer

Kurser

Nyheder

Får du ikke allerede vores nyhedsmail, kan du tilmelde dig her.


25-05-2020
Uafhængige advokater beskytter forbrugerne

Danske Advokaters formand, Jørgen Kjergaard Madsen, havde den 20. maj et indlæg i Politiken, hvor han svarer på en række kritikpunkter, der fremkom i en kronik, som avisen bragte.

Læs formandens indlæg her

 

Hvis du ikke har abonnement på Politiken, kan du læse hele indlægget her:

 

Uafhængige advokater beskytter forbrugerne

 

Af Jørgen Kjergaard Madsen, formand for Danske Advokater

 

Skal rockere kunne eje deres egne forsvarsadvokatfirmaer? Skal investeringsbanker som fx Goldman Sachs kunne drive advokatvirksomhed, eller hvad med forsikringsselskaber og store globale revisionshuse? Nej, mener man i næsten hele verden, fordi man vil sikre, at advokater er uafhængige, så klienterne altid kan regne med, at advokaten kun har deres interesser for øje. Lawand Hiwa Namo langer i lørdagens udgave af Politiken kraftigt ud efter denne forbrugerbeskyttelse, fordi han mener, at ureguleret kapitalisme vil resultere i lavere priser. Som et eksempel på dette, kan vi se til England, hvor man som et af de eneste lande i verden har forsøgt sig med en markant liberalisering af ejerskabsforholdene. Resultatet er, ifølge undersøgelser, at advokatpriserne på mange områder er steget op mod 30 procent. Samtidig påpeger juridiske eksperter, at liberaliseringen har medført et tab af retssikkerhed for kunderne. End ikke i kapitalismens eget land – USA – ønsker man denne kasketforvirring i det private erhvervsliv, og når man kigger på de store erhvervsskandaler under og efter finanskrisen, kan man jo netop se, hvor usundt det er, at rådgiverne har flere forskellige kasketter på.

 

Markedet er frit

Debatten er vigtig for samfundet, så lad os få fakta på plads: Advokater konkurrerer for 90 pct. af deres omsætning på et marked for juridisk rådgivning, hvor der er fuldstændig fri konkurrence, og hvor alle  – advokater som ikke-advokater – kan tilbyde deres ydelser – og det gør de. Retssager, hvor advokater møder på vegne af andre, er heller ikke forbeholdt de uafhængige advokater. Fx møder fagforeninger og organisationer i vidt omfang selv i retten ved egne jurister. Det samlede marked for juridiske ydelser anslås til at have en værdi på ca. 40 mia. kr. årligt, hvor advokatbranchen omsætter for de ca. 14 mia. kr. Vi har altså en markedsandel på ca. 40 pct. – og den har været faldende i de senere år.

 

Ville 3000 forlade en lukrativ branche?

Der er i dag over 3.000 advokater, der har valgt at deponere deres bestalling. Den kan de få udleveret den dag i morgen, hvis de ønsker at arbejde som advokater igen. Hvis markedet virkelig var så lukrativt, som Lawand Hiwa Namo beskriver det, ville det jo nærmest være naturstridigt, hvis ikke en langt større del af disse søgte tilbage til branchen.

 

Kan vi så læne os tilbage og mene, at alt er godt? Nej – selvfølgelig ikke. Vi ønsker også, at advokatbranchen vedbliver med at være en attraktiv branche at arbejde i, hvor man er stolt af at være og har lyst til at blive. Vi hilser i øvrigt pro bono arbejde (altså advokatarbejde, der udføres gratis til gavn og glæde for andre) meget velkomment. Vores seneste opgørelse fra sidste år viser ved et forsigtigt skøn, at der i advokatbranchen hvert år ydes pro bono arbejde for mindst 150 mio. kr. Helt frivilligt. Det er der ikke mange andre brancher, der kan matche. Hvis branchen bliver solgt til højestbydende, er det heller ikke sikkert, at det samfundsbidrag vil fortsætte.

 

Retssikkerhed er ikke til salg

At argumentere for – som Lawand Hiwa Namo gør -  at når man kan sælge vores vaccineproduktion til udlandet, så kan man også sælge advokatvirksomheder, forudsætter vel, for det første, at man er enig i, at det var en god beslutning, hvilket der vel næppe kan siges at være enighed om. For det andet udgør det retssikkerhedsmæssige ønske om at sikre advokaters uafhængighed jo en væsentlig faktor i denne sammenhæng.

 

Vi går naturligvis ind for sund konkurrence. Den skal bare være på lige vilkår. Uafhængige advokater er pålagt en række pligter, herunder de advokatetiske regler, som følger med retten til at kalde sig advokat.

 

Det synes vi er fair. Men det er ikke fair, hvis andre får samme muligheder uden at skulle leve op til samme pligter. Det siger sig selv, og så må vi altså ikke smide retssikkerheden og forbrugerbeskyttelsen ud med badevandet.

 

 

 


Søren Møller Andersen
Søren Møller Andersen | Chef for kommunikation og public affairs | 33 43 70 19 sma@danskeadvokater.dk


Kontakt

Søren er ansvarlig for Danske Advokaters kommunikation, presse og public affairs.  

 

Søren arbejder med alle genrer inden for kommunikation. Han tager sig blandt andet af foreningens pressearbejde og er ansvarlig for den digitale kommunikation og vores nyhedsbreve. 

 

Du er altid velkommen til at ringe til Søren, hvis du eksempelvis har forslag til særlige emner, som Danske Advokater bør sætte fokus på i sin kommunikation med medlemmerne. 

Læs mere…

33 43 70 19