Velkommen  

Artikler og værktøjer

Kurser

Nyheder

Får du ikke allerede vores nyhedsmail, kan du tilmelde dig her.


02-07-2020
Advokatorganisationer går sammen om perspektivanalyse

Danske Advokater og Advokatsamfundet er med støtte fra Dreyers Fond gået sammen om at gennemføre en perspektivanalyse, der skal levere indsigter til branchens strategiske udviklingsarbejde.


Danske Advokater og Advokatsamfundet er begge engagerede i arbejdet med advokatbranchens udvikling, samspillet med samfundet og styrkelse af retssikkerheden. Derfor har de to organisationer sammen taget initiativ til en perspektivanalyse for landets advokater.


”Advokatbranchen er både meget ombejlet og omdiskuteret afhængig af, hvilken relation man har med os. Samtidig har vi en levende intern debat om fremtiden og vores perspektiv på og bidrag til et velfungerende samfund. Den debat vil vi gerne tage til et strategisk niveau og have et grundigt udefrakommende perspektiv på. Derfor har vi sat denne analyse i gang,” fortæller Paul Mollerup, der er administrerende direktør i Danske Advokater.


Samme motivation har generalsekretær i Advokatsamfundet, Andrew Hjuler Crichton:


”Analysen er ikke i sig selv motiveret af Corona-krisen, men håndteringen af Corona-krisen er et meget godt billede på, at advokaters samfundsperspektiv og arbejde for borgernes retssikkerhed ikke altid er så fremtrædende, som vi kunne ønske,” siger Andrew Hjuler Crichton og fortsætter:


”Corona-krisen udstiller en strategisk udfordring for os og for faget, som vi skal arbejde med, så vi sikrer, at retssikkerheden altid er højt på politikeres og samfundets dagsorden. For retssikkerhed handler om at tage et hensyn til, at alle borgere er sikret en retfærdig og lige behandling for loven, og at der til enhver tid er balance mellem den enkeltes rettigheder og statens interesser.”


Perspektivanalysen af advokatbranchen indeholder flere delanalyser - kvalitative såvel som kvantitative - og analysen kommer til at trække på digital antropologi og værktøjer fra fremtidsforskningen. Analysen gennemføres med støtte fra Dreyers Fond, der betragter initiativet som vigtigt for branchens udvikling:


”For os lå det lige for. Vi er sat i verden for at fremme udviklingen i advokatbranchen og branchens samspil med samfundet. Og vi lægger vægt på projekter, der som dette understøtter strategisk udviklingsarbejde på den kvalitativt stærkest mulige måde. Samtidig er det et projekt, der ikke snævert er optaget af branchen selv, men netop af branchens fremtidige samspil med samfundet,” siger Bo Rygaard, administrerende direktør, Dreyers Fond.


Analysen gennemføres af Radius CPH A/S, der har vundet opgaven efter et udbud. Radius samarbejder bl.a. med Epinion og Future Navigator.

 

Yderligere oplysninger:

Presse- og kommunikationschef Rasmus Holm Thomsen: 26 79 83 50 / rht@advokatsamfundet.dk

Chef for kommunikation og public affairs Søren Møller Andersen: 33 43 70 19 / sma@danskeadvokater.dk


Søren Møller Andersen
Søren Møller Andersen | Chef for kommunikation og public affairs | 33 43 70 19 sma@danskeadvokater.dk


Kontakt

Søren er ansvarlig for Danske Advokaters kommunikation, presse og public affairs.  

 

Søren arbejder med alle genrer inden for kommunikation. Han tager sig blandt andet af foreningens pressearbejde og er ansvarlig for den digitale kommunikation og vores nyhedsbreve. 

 

Du er altid velkommen til at ringe til Søren, hvis du eksempelvis har forslag til særlige emner, som Danske Advokater bør sætte fokus på i sin kommunikation med medlemmerne. 

Læs mere…

33 43 70 19