Velkommen  

Artikler og værktøjer

Kurser

Nyheder

Får du ikke allerede vores nyhedsmail, kan du tilmelde dig her.


22-11-2021
Markedet for juridiske ydelser er frit

Børsen bragte den 22/11 nedenstående debatindlæg:

 

Markedet for juridiske ydelser er frit

 

Af Jørgen Kjergaard Madsen, formand for Danske Advokater og Paul Mollerup, adm. direktør, Danske Advokater

 

Brian Mikkelsen og Preben Bang Henriksen er skuffede over regeringens opfølgning på Konkurrencerådets rapport om advokatbranchen. Det er fair nok, men lad os rette nogle misforståelser. Markedet for juridisk rådgivning er frit i Danmark, og der er masser af konkurrence – både mellem advokatvirksomhederne og med andre udbydere af juridiske tjenester. Advokaterne sidder på under halvdelen af omsætningen. Det er brugen af advokattitlen, der er reguleret – og det med god grund. Alle – forbrugere som virksomheder – skal vide, at når de får rådgivning af en advokat, så er der tale om helt ubetinget uafhængig rådgivning.

 

Kasketforvirring

Den uafhængighed, som de er sikret gennem klare regler om interessekonflikt, og om hvem der må eje en advokatvirksomhed, kan de ikke få andre steder. Det handler om retssikkerhed og forbrugerbeskyttelse. En revisor er samfundets tillidsrepræsentant og skal i visse situationer ”sladre” om den enkelte virksomhed eller forbruger til myndighederne. En advokat skal ubetinget repræsentere forbrugeren eller virksomheden og hjælpe dem med at varetage deres interesser. De to roller er som ild og vand, og ingen vinder ved at sammenblande dem. Det eneste, vi opnår, er usikkerhed og kasketforvirring.

 

Revisionsvirksomheder leverer masser af juridisk rådgivning, og vi konkurrerer med dem hver dag. Men de gør det helt uden lovregulering. Vil de arbejde som advokater, kan de lade nogle advokater etablere en advokatvirksomhed. Det har KPMG gjort med KPMG Law Advokatfirma, og de skal være velkomne, så længe de er efterlever de regler, den kontrol og de interessekonfliktregler, som gælder alle advokatvirksomheder.

 

Stigende priser

Vi bakker klart op om initiativer, der kan være med til at gøre det lettere for almindelige mennesker at få prøvet deres sag. Det har regeringen også sagt, at de vil se på. Man kan gøre mange ting – men det har ikke noget med de teoretiske liberaliseringsforslag fra Konkurrencerådet at gøre. Siden man liberaliserede markedet i England, er priserne dér steget mere end i Danmark – og de var højere i forvejen. Det kan da ikke være det, der er meningen? 


Søren Møller Andersen
Søren Møller Andersen | Chef for kommunikation og public affairs | 33 43 70 19 sma@danskeadvokater.dk


Kontakt

Søren er ansvarlig for Danske Advokaters kommunikation, presse og public affairs.  

 

Søren arbejder med alle genrer inden for kommunikation. Han tager sig blandt andet af foreningens pressearbejde og er ansvarlig for den digitale kommunikation og vores nyhedsbreve. 

 

Du er altid velkommen til at ringe til Søren, hvis du eksempelvis har forslag til særlige emner, som Danske Advokater bør sætte fokus på i sin kommunikation med medlemmerne. 

Læs mere…

33 43 70 19