Kommunikation med domstolene
Senest opdateret: 8. december 2024
Hvis fristen overskrides pga. tekniske problemer?
Hvis en frist overskrides, fordi det ikke er muligt for dig eller din advokatvirksomhed at modtage sikker mail over mailsystemet, eller fordi Digital Post via Virk.dk ikke er tilgængelig, vil det være en judiciel afgørelse, der træffes af dommeren i den enkelte sag, om der kan gives fristforlængelse. Der foreligger desværre ikke nogen generelle retningslinjer herfor.
Tunnel mail
Kommunikation med domstolene og med andre myndigheder og virksomheder, der har etableret sikker mail – også kaldet ”Tunnel mail” kan ved opsætning af 3. parts produkt benytte MitID organisationscertifikat til sikker kommunikation.
Læs mere om vores samarbejdspartnere med sikker mail løsninger her
Domstolenes sagsportaler
Når der oprettes nye sager på Minretssag.dk og Minskiftesag.dk, kan adviseringer til advokater blive sendt til den sikker mailadresse, som står i Advokatsamfundets medlemsregister (AMK). Du bør derfor sikre, at den mailadresse er korrekt. Skriv til samfund@advokatsamfundet.dk, hvis mailadressen skal ændres. Alternativt modtages advisering via Digital Post.
Sikker e-mail er ikke aktivt understøttet i MitID Erhverv
Der er mulighed for at hente MitID Erhverv brugercertifikater, som I kan anvende til at sende sikre e-mails. Der er ikke vejledninger om opsætning og brug af sikker e-mail i MitID Erhverv, og der ydes ikke support til opsætning af sikker e-mail. Derfor kan Danske Advokater ikke hjælpe med opsætning af MitID brugercertifikater i eget mailprogram, som det tidligere var muligt med NemID Medarbejdersignatur.
Datatilsynets information om sikker mail
Databeskyttelsesforordningen har et omdrejningspunkt for tilgangen til persondatabeskyttelse, der i bred forstand er risikobaseret. Man skal med databeskyttelsesforordningen foretage en vurdering af den risiko, der er forbundet med at transmittere fortrolige og følsomme personoplysninger med e-mail via internettet og gennemføre passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at imødegå den identificerede risiko.
Det er Danske Advokaters vurdering, at man godt kan kommunikere i begrænset omfang med fortrolige eller følsomme oplysninger med klienter og samarbejdspartnere ved brug af Transport Layer Security (TLS) med minimum version 1.2. TLS benyttes til at tilføje et lag af sikkerhed oven på den almindelig e-mail protokol (SMTP). Når der anvendes TLS, skal man som dataansvarlig bl.a. være opmærksom på, at det kun er selve transporten af e-mailen, der krypteres. E-mailen vil således som udgangspunkt lagres i en ukrypteret og læselig tilstand på både afsenderes og modtagerens mailservere. Dette står i kontrast til en løsning, hvor der anvendes end-to-end kryptering, jf. næste afsnit.
Danske Advokater anbefaler, hvor det er muligt, at vores medlemmer benytter sikker mail ved End-to-end kryptering (E2EE), som kan opfyldes ved brug af MitID certifikat eller alternativt Digital Post. Indholdet af e-mailen vil på denne måde være krypteret hele vejen fra afsenderens e-mailklient til modtagerens e-mail klient. End-to-end kryptering anses generelt for at være mere sikkert end TLS, fordi det sikrer, at kun afsenderen og modtageren kan læse dataene, selvom de passerer gennem flere mellemliggende servere.
Datatilsynet har et afsnit, hvor de beskriver transmission af personoplysninger via mail, men der foreligger ikke en klar definition af, hvornår det er nødvendigt at benytte End-to-end kryptering fremfor TLS. Der er dog helt sikkert områder, hvor Datatilsynet vil vurdere, at TLS ikke er tilstrækkeligt sikkert.
Ved fremsendelse af fx dokumenter, der indeholder fortrolige eller følsomme oplysninger, vil man også kunne kryptere vedhæftningerne med et kodeord, som ikke medtages i samme mail eller alternativt placere dokumenterne på en online platform, og nøjes med at dele link hertil med modtageren.
Bemærk at domstolene ved fortrolige eller følsomme oplysninger kun understøtter sikker mail og Digital Post som digital kommunikationsform.
Seneste nyheder om "Indsæt tema"
Aktuelle kurser