Tilmeld dig mærkningsordningen Trygt Boskifte
Senest opdateret: 6. december 2024
Er du advokat og medlem af Danske Advokater, kan du tilmelde dig mærkningsordningen Trygt Boskifte. Det er gratis at være medlem.
Som medlem af mærkningsordningen får du adgang til Trygt Boskifte-mærket. Det kan du frit bruge på fx brevpapir, hjemmeside eller i din mailsignatur. Du får også adgang til to hjælperedskaber til arvinger, som du kan bruge i dit arbejde med skifte af boer.
For at blive medlem af mærkningsordningen skal du vedkende dig at følge tjeklisten for bobestyreres arbejde i en skiftesag udarbejdet af Danske Advokater. Dette uddybes under tilmeldingen.
Tilmeldingen tager cirka 10 minutter.
Tjekliste udarbejdet af Danske Advokater
Danske Advokater lancerede i 2020 en tjekliste til brug ved bobestyrerboer. Tjeklisten er blevet til på baggrund af drøftelser med Justitsministeriet og afspejler et politisk ønske om at sikre større gennemsigtighed for arvingerne ved behandling af bobestyrerboer. Tjeklisten er udtryk for ”bedste praksis”, som de fleste bobestyrere følger.
Tjeklisten indeholder en række punkter i tre afsnit. Som medlem af mærkningsordningen Trygt Boskifte vedkender man sig at følge tjeklisten ved behandling af bobestyrerboer.
Du vil nu blive præsenteret for tjeklisten. Du bedes læse alle punkterne på siden. Hvis du ønsker at blive en del af Trygt Boskifte, skal du tilkendegive, at du har læst og forstået indholdet, samt at du i dit arbejde med boskifte følger tjeklisten.
1. Et evt. testamente gennemgås – og uklarheder fremhæves. Arvingerne kan komme med bemærkninger.
2. Bobestyreren forklarer det typiske forløb for et bo. Det indebærer typisk
Om boet er solvent eller insolvent.
Om det er klart, hvordan testator har ønsket boet delt.
Hvad lovgivningen siger om arvens fordeling.
Vurdering og/eller salg af boets aktiver.
Tidsaspektet ved afslutningen af et bo, herunder at det kan tage mange måneder – somme tider år – at afslutte et bo, bl.a. hvis der skal realiseres aktiver, arvinger skal identificeres og findes, konflikter skal håndteres, der er mellemværender med SKAT, pengeinstitutter, pensionskasser etc.
3. Bobestyreren forklarer sin rolle som bobestyrer.
a. Hvordan der træffes beslutninger i boet, herunder bobestyrerens beføjelser til at afklare/afgøre uklare arveforhold, og hvilke regler der gælder i forhold til tvistløsning.
b. Relationen mellem bobestyreren og skifteretten.
c. At bobestyreren honoreres af boets midler, såfremt der er midler i boet.
d. At bobestyrerens salær fastsættes ud fra en samlet vurdering af det udførte arbejde. Heri indgår en række salærparametre om navnlig arbejdets omfang og boets beskaffenhed, det med arbejdet forbundne ansvar og det opnåede resultat. Den medgåede tid er således et væsentligt salærparameter, men også boets størrelse, boets kompleksitet (fx om der er udenlandske aktiver, der skal vurderes og realiseres) og andre forhold kan indgå i opgørelsen. Også eksempelvis antallet af henvendelser fra arvingerne har betydning for salærets størrelse.
e. Skifteretten kan enten efter klage eller af egen drift ændre bobestyrerens salær.
f. At man som arving kan klage til skifteretten over bobestyrerens salær, hvis man er utilfreds, i modsætning til salæret i en sag, der skiftes privat, hvor klage skal rettes til Advokatnævnet.
g. At bobestyreren i forbindelse med dels det indledende bomøde, dels ved aflevering af åbningsstatus angiver et overslag over sit forventede samlede salær i sagen ud fra det kendskab bobestyreren på dette tidspunkt har til sagen og baseret på de salærparametre, der er nævnt ovenfor under litra d.
h. At bobestyreren løbende orienterer arvingerne, hvis sagens efterfølgende behandling giver grund til væsentligt at korrigere det oprindelige salæroverslag.
i. At arvingerne har mulighed for efter modtagelsen af det oprindelige salæroverslag at udbede sig kvartalsvise opgørelser over den medgåede tid – et såkaldt timesagsregnskab – såfremt de måtte ønske det, opdelt på advokattimer, sekretær/sagsbehandlertimer og øvrige omkostninger. Dette timesagsregnskab er ikke i sig selv udtryk for et revideret eller opdateret salæroverslag.
j. Er dødsboet insolvent, er det i det væsentlige de samme regler som for konkursboer, der finder anvendelse. Det er således ikke længere arvingerne, der har bestemmelsesretten i dødsboet.
k. At bobestyreren overholder gældende regler om behandling af persondata og forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og terrorfinansiering.
Hjælperedskaber til arvinger i forbindelse med boskiftet
Du har nu tilkendegivet, at du har læst og forstået tjeklisten.
Som medlem af mærkningsordningen får du også adgang til to unikke hjælperedskaber, som er udarbejdet specifikt til dig, der arbejder som advokat med boskifte. Du kan benytte hjælperedskaberne i din kontakt med arvingerne.
De to hjælperedskaber er hhv. en tidslinje og en one-pager om bobestyrerskifter.
Så snart vi har godkendt din tilmelding i vores system, modtager du redskaberne på mail.
Du har selv mulighed for at tilpasse redskaberne, fx ved at sætte et billede ind af dig selv og evt. din sagsbehandler, således at dine klienter tidligt i forløbet får sat et menneskeligt ansigt på.
Som et sidste skridt i tilmeldingen vil du nu blive præsenteret for de to hjælperedskaber én efter én, så du efterfølgende ved hvordan, du bedst kan bruge dem i dit arbejde.
Tidslinje (Værktøj 1)
Som medlem af Trygt Boskifte får du adgang til en tidslinje, der viser processen i et bobestyrerskifte fra start til slut.
Formålet med tidslinjen er at skabe overblik over de vigtigste aktiviteter og give arvingerne forståelse for, at et boskifte kan være en lang proces. Tidslinjen tydeliggør, at mange aktører er en del processen, og at bobestyreren ikke alene bærer ansvaret for varigheden af skiftet.
Tidslinjen kan du med fordel vedhæfte i én af dine første mails til arvingerne eller præsentere på det indledende bomøde og løbende i resten af forløbet. Tidlinjen kan være det oversigtsark, som både du og arving refererer til undervejs i skiftet.
Med tidslinjen modtager du også et lille ‘Jeg er her’-ikon, som du selv kan flytte rundt på for at illustrere den aktuelle status i skiftet. Det er til dig, der ønsker at yde en ekstra service.
One-pager: Trygt Boskifte (Værktøj 2)
Det kan være en stor mundfuld for de efterladte at stå overfor et boskifte. Derfor får du som medlem en one-pager til arvingerne, som du kan give dem i starten af jeres samarbejde.
Formålet med one-pageren er at give arvingerne en behagelig og overskuelig velkomst til forløbet med en bobestyrer. Tre centrale elementer fremhæves i one-pageren:
Der sættes ansigt på dig som bobestyrer og eventuelt også dit team. Du/I har mulighed for at indsætte jeres eget billede og et citat. Det giver en varm og personlig velkomst, som bryder med mulige fordomme om advokater.
Et boskifte kræver tålmodighed. En af de store kilder til frustration er varigheden af et boskifte. Derfor er det vigtigt fra start at understrege, at de mange aktører og frister kan gøre processen lang.
Du bærer mærket Trygt Boskifte. Det signalerer over for arvingen, at du følger tjeklisten og derved best-practice for behandling af bobestyrerboer.
Afslut tilmelding
Du har nu gennemgået alle punkterne i tjeklisten.
I det følgende vedkender du, at have læst og forstået alle punkterne i tjeklisten. Du bekræfter også, at du anvender tjeklistens punkter i dit arbejde.
Du vil modtage en bekræftelsesmail med link til digital underskrift med NemID i Penneo, hvorefter Danske Advokater vil behandle din tilmelding.
Du vil herefter modtage de to værktøjer og selve mærket, Trygt Boskifte, på mail.
Tilmeld dig ved at sende en mail til lpe@danskeadvokater.dk