Velkommen   (0 lektioner)

Høringssvar

Danske Advokater og vores fagudvalg tilfører det politiske system vigtige input – både som faglige eksperter og som praktikere.


Vælg årstal for visning af alle høringssvar i et bestemt år.


27-10-2020
Høring vedr. udkast til forslag til lov om ændring af konkurrenceloven

1. Baggrund

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 24. september 2020 offentliggjort udkast til lovforslag om ændring af konkurrenceloven (herefter ”Lovudkastet”) med anmodning om eventuelle bemærkninger.

 

Lovudkastet har til formål at implementere Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv (EU) 2019/1 af 11. december 2018 om styrkelse af de nationale konkurrencemyndigheders forudsætninger for at håndhæve konkurrencereglerne effektivt og sikring af et velfungerende indre marked (herefter ”ECN+”), der skal styrke de danske konkurrencemyndigheders muligheder for at håndhæve konkurrencereglerne effektivt.

 

I forbindelse med udarbejdelsen af Lovudkastet blev der nedsat en følgegruppe med bl.a. deltagelse af Danske Advokater. Lovudkastet har været behandlet i Danske Advokaters fagudvalg for konkurrenceret.

 

Danske Advokater anser det for kritisabelt, at den nedsatte følgegruppe ikke er blevet hørt løbende i processen med udarbejdelsen af Lovudkastet.

 

Implementeringen af ECN+ indebærer en række væsentlige ændringer af konkurrenceloven, som får stor betydning for retssikkerheden for de involverede. Det er derfor afgørende, at implementeringen i videst muligt omfang tager højde for grundlæggende danske retstraditioner og de dertil hørende retssikkerhedsmæssige garantier. Det er også af denne årsag beklageligt, at følgegruppen – hvis medlemmer er praktikere med fokus på netop retssikkerhed – ikke løbende er blevet hørt. Dette er heller ikke i overensstemmelse med den proces, der blev stillet i udsigt i forbindelse med bl.a. udkast til implementeringsplan samt et møde afholdt i september 2019 i følgegruppen. Det forhold, at der – ifølge Danske Advokaters forståelse – har været uenighed blandt de relevante myndigheder om den nærmere implementering af dele af direktivet, kan ikke begrunde, at følgegruppen ikke er blevet hørt om sin holdning til spørgsmålet, og kan endnu mindre begrunde, at følgegruppen ikke løbende er blevet hørt om de mange andre ændringer, som Lovudkastet indebærer, og som er uafhængige af spørgsmålet om implementeringen af ECN+, herunder artikel 13, stk. 1.

 

Særligt i betragtning af omfanget af Lovudkastet, som er over 400 sider, er det derudover beklageligt, at høringsfristen er på blot fire uger, og hen over uge 42, hvori der erfaringsmæssigt afholdes efterårsferie af mange. Uanset om ovennævnte uenighed blandt de relevante myndigheder om implementeringen af ECN+, herunder artikel 13, stk. 1, skulle have gjort, at det samlede lovudkast ikke kunne sendes i høring tidligere, kan det ikke begrunde, at udkastet til de mange andre ændringer, som er uafhængige af spørgsmålet om implementeringen af ECN+ artikel 13, stk. 1, ikke tidligere blev sendt i høring. I denne forbindelse kan blandt andet nævnes, at Finanstilsynet sidste år valgte at gennemføre høring over forslag til lov om ændring af hvidvaskloven, lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love (Styrkelse af indsatsen mod finansiel kriminalitet) i to dele.

     

Som følge af den begrænsede tid, der har været til rådighed, har Danske Advokater valgt primært at fokusere på en række af de temaer, som Danske Advokater anser for at give anledning til betænkeligheder eller særlig opmærksomhed. Danske Advokater har dog også som en hjælp til det videre arbejde med lovforslaget anført bemærkninger vedrørende nogle mindre fejl og uhensigtsmæssigheder i Lovudkastet. Høringssvaret kan ikke ses som udtryk for en udtømmende opregning af vores bemærkninger til lovforslaget. Bemærkningerne er angivet i samme rækkefølge som de ændringer, som de knytter sig til, er behandlet i Lovudkastet.

 

Danske Advokater forstår, at implementeringen af ECN+ nødvendigvis medfører ændringer af konkurrenceloven, og at de danske konkurrencemyndigheder ud fra et forenklings- og håndhævelsessynspunkt ønsker samme processuelle regler for sager, der alene vedrører overtrædelse af de danske konkurrenceregler, som sager, der også vedrører overtrædelsen af EU-konkurrencereglerne. Samtidigt ønsker Danske Advokater at understrege, at man derved gennemfører en meget væsentlig overimplementering. Set i lyset heraf, og idet implementeringen af ECN+ generelt vil indebære væsentlige indskrænkninger i centrale retsgarantier, såsom fravigelsen af retssikkerhedslovens § 10, er det af afgørende betydning, at disse indskrænkninger ikke får et videre omfang end nødvendigt. Som det vil fremgå nedenfor, giver Lovudkastet efter Danske Advokaters opfattelse på en række centrale punkter anledning til ganske betydelige retssikkerhedsmæssige betænkeligheder – betænkeligheder, der selvsagt forstærkes af den valgte lovgivningsmodel, hvor reglerne (og således også omfanget af de hermed forbundne retssikkerhedsmæssige bekymringer) foreslås et videre anvendelsesområde, end hvad Danmark er forpligtet til efter direktivet. 

 

2. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Det angives i Lovudkastet, at lovforslaget som sådan ikke indebærer "hverken økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet" (Lovudkastet, side 144f.), og at det også gælder specifikt for det forhold, at mange af de af ECN+ nødvendiggjorte ændringer udstrækkes til at gælde for sager uden samhandelspåvirkning (Lovudkastet, side 34 og 145). Herom anføres endda, at dette ligefrem "kan have en positiv konsekvens for erhvervslivet" (Lovudkastet, side 145). Under den lovtekniske gennemgang af Lovudkastet, som blev afholdt den 1. oktober 2020, forklarede en repræsentant for myndighederne som svar på et spørgsmål om ovenstående, at bemærkningerne om fraværet af økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet var skrevet ud fra den forudsætning, at virksomheder overholder konkurrencereglerne, og at lovforslaget derfor vurderes ikke at have konsekvenser for virksomheder, der overholder konkurrencereglerne.

 

Hertil bemærkes for det første, at lovforslaget indebærer en række ændringer, der er til skade for virksomheder, der har eller er mistænkt for at have overtrådt konkurrencereglerne, herunder bødeansvar for simpelt uagtsomme overtrædelser, mulighed for strukturelle påbud, lempede forældelsesregler, udvidede muligheder for kontrolundersøgelser, udvidet pligt til fremlæggelse af oplysninger, indførelse af pligt til deltagelse i interviews, begrænsning af forbuddet mod selvinkriminering og forhøjelse af tvangsbøder. For så vidt angår sager med samhandelspåvirkning er dette nødvendiggjort af ECN+, men med henblik på, at politikerne på et oplyst grundlag kan tage stilling til, hvorvidt disse ændringer også skal udstrækkes til at gælde for sager uden samhandelspåvirkning, bør det klart fremgå, at lovforslaget indebærer væsentlige ændringer til skade for virksomheder, der har overtrådt konkurrencereglerne – dvs. også i de tilfælde, hvor dette ikke er en nødvendig følge af implementeringen af ECN+. Alternativt bør det i det mindste præciseres, at bemærkningerne om fraværet af økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet er skrevet ud fra den forudsætning, at virksomheder overholder konkurrencereglerne.

 

For det andet bemærkes, at en række af ændringerne faktisk også er til skade for virksomheder, der ikke har overtrådt konkurrencereglerne. Eksempelvis indebærer den foreslåede nye § 23 a, stk. 1, at et moderselskab kan holdes ansvarligt for et datterselskabs overtrædelse af konkurrencereglerne uden selv at have handlet uagtsomt. Den foreslåede § 23 a, stk. 3, indebærer, at virksomheder, hvis repræsentanter var medlemmer af det ledende organ af en virksomhedssammenslutning, som har overtrådt konkurrencereglerne, kan hæfte for virksomhedssammenslutningens bøde, selv om medlemsvirksomheden ikke selv har gennemført virksomhedssammenslutningens beslutning om overtrædelsen eller overhovedet været bekendt hermed (idet undtagelserne for ansvar i henhold til den foreslåede § 23 a, stk. 4, kun gælder for andre medlemmer af virksomhedssammenslutningen), jf. også afsnit 14 nedenfor. De foreslåede muligheder for foreløbige påbud, herunder strukturelle påbud, udvidede muligheder for kontrolundersøgelser, udvidet pligt til fremlæggelse af oplysninger samt pligt til deltagelse i interviews kan også ramme virksomheder, der ikke har overtrådt konkurrencereglerne, navnlig hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens mistanke mod virksomheden viser sig at være ubegrundet. Det bør på den baggrund klart fremgå, at lovforslaget indebærer ændringer til skade for også virksomheder, som end ikke har overtrådt konkurrencereglerne.

 

3. Definitionen af et kartel

Begrebet "kartel" har hidtil været forbeholdt særligt alvorlige konkurrencebegrænsende aftaler og samordnet praksis mellem konkurrenter. Eksempelvis angiver Kirsten Levinsen m.fl., Konkurrenceloven med kommentarer, 4. udgave (2018), s. 261, følgende:

 

"Et kartel er et samarbejde, som i sig selv og udelukkende har til formål at begrænse konkurrencen uden, at det på nogen måde medfører fordele for fx forbrugerne. Et kartel vil således aldrig kunne have så positive virkninger, at det i medfør af § 8 vil kunne undtages fra forbuddet i § 6."

 

Imidlertid defineres et "kartel" i henhold til Lovudkastets § 1, nr. 3, som "En aftale eller samordnet praksis mellem to eller flere konkurrenter om at samordne deres konkurrencemæssige adfærd på markedet eller påvirke de relevante konkurrenceparametre gennem forskellige former for praksis, f.eks., men ikke udelukkende, fastsættelse eller koordinering af købs- eller salgspriser eller af andre forretningsbetingelser, herunder i forbindelse med immaterielle rettigheder, tildeling af produktions- eller salgskvoter, markedsdeling og fordeling af kunder, herunder tilbuds-koordinering, import- eller eksportbegrænsninger eller konkurrencebegrænsende foranstaltninger over for andre konkurrenter" (Lovudkastet, side 2).

 

Den foreslåede definition er ikke begrænset til den type ulovlige aftaler og samordnet praksis, der hidtil er blevet betegnet som karteller, men omfatter efter sin ordlyd også helt lovlige samarbejder mellem konkurrenter. Det gælder ikke kun sådanne typer af aftaler, som er omtalt i definitionen – eksempelvis tilbudskoordinering – og som måtte findes at opfylde betingelserne for individuel fritagelse. Det gælder også andre former for samarbejde mellem konkurrenter, der som udgangspunkt anses for helt uproblematiske og i mange tilfælde er gruppefritaget, såsom indkøbssamarbejder, forsknings- og udviklingssamarbejder og specialiseringsaftaler, idet disse indebærer en samordning af parternes konkurrencemæssige adfærd på markedet.

 

Idet den forslåede definition fremover vil have betydning for, hvilke typer af aftaler og samordnet praksis virksomheder kan søge om bødelempelse for, i medfør af de foreslåede nye bestemmelser § 23 d-i, jf. § 23 d, stk. 1, er det som udgangspunkt i virksomhedernes interesse, at definitionen er så bred som muligt. Danske Advokater anser det imidlertid for problematisk, at der ved brug af en sådan bred definition rejses tvivl om, hvorvidt helt lovlige former for samarbejder mellem konkurrenter fremover skal betragtes og omtales som "karteller".

 

Det foreslås derfor, at den foreslåede definition udgår, og at den foreslåede § 23 d, stk. 1, i stedet ændres eksempelvis således, at formuleringen "et kartel" ændres til "en aftale eller samordnet praksis mellem konkurrenter", og at formuleringen "kartellet" ændres til "den pågældende aftale eller samordnede praksis". Danske Advokater er bekendt med, at den foreslåede definition er en ordret gengivelse af definitionen fra ECN+, artikel 2, stk. 1, nr. 11, men det ses ikke at være nødvendigt af hensyn til den korrekte implementering af direktivet, at konkurrenceloven anvender samme brede definition.

 

Alternativt bør det klart angives i bemærkningerne til definitionen, at den alene har til formål at sikre, at det er muligt for virksomheder at søge om bødelempelse for enhver aftale eller samordnet praksis mellem konkurrenter, og at definitionen ikke er udtryk for en ændret holdning til, hvilke typer af samarbejder mellem konkurrenter der anses for at være problematiske.

 

Til støtte for, at den foreslåede definition af et kartel bør udgå, taler endvidere, at det derved kan undgås, at konkurrenceloven fremover vil have to indholdsmæssigt forskellige definitioner af henholdsvis et ”kartel” i § 5 b, nr. 6, og en ”kartelaftale” i § 23, stk. 4, jf. Lovudkastets § 1, nr. 3, og § 1, nr. 31.

 

4. Uafhængighed

I henhold til Lovudkastets § 1, nr. 4 og 5, præciseres konkurrencemyndighedernes uafhængighed.

 

Danske Advokater anser det som positivt, at det understreges, at konkurrencemyndighederne er uafhængige, da der har været en række sager i praksis, hvor der er opstået tvivl om, hvorvidt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen samt Konkurrencerådet fuldt ud lever op til de forvaltningsretlige habilitetskrav.

 

5. Strukturelle påbud

I henhold til Lovudkastets § 1, nr. 8-10, udvides Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens muligheder for at udstede påbud til fremadrettet at omfatte også strukturelle påbud.

 

Strukturelle påbud, såsom påbud om at afhænde aktiver eller aktieposter, er vidtgående og vil ofte virke mere byrdefulde for virksomheder end adfærdsmæssige påbud. Der er således tale om en væsentlig ændring til byrde for virksomhederne.

 

Retsstillingen for adfærdsmæssige påbud er i dag sådan, at påbud som udgangspunkt skal overholdes fra den dato, hvor de meddeles adressaten, og at påklage ikke har opsættende virkning, jf. § 19, stk. 4. Hvor en klager gør gældende, at et udstedt påbud må tillægges opsættende virkning, idet det vil medføre alvorlige skadevirkninger for klageren at skulle efterkomme påbuddet, indtil ankenævnets afgørelse foreligger, har Konkurrenceankenævnet i den overvejende del af sine kendelser fundet, at der ikke var grundlag for opsættende virkning, jf. Kirsten Levinsen m.fl., Konkurrenceloven med kommentarer, 4. udgave (2018), s. 1201.

 

Strukturelle påbud kan som nævnt have vidtgående og byrdefulde virkninger for en virksomhed. Det er som udgangspunkt i typetilfældet meget vanskeligt – eller endog umuligt – at ”tilbagerulle” virkningerne i tilfælde af underkendelse af påbuddet fra ankenævnet. Der er med andre ord væsentlig større risiko for, at et strukturelt påbud kan have en utilsigtet slagside og få en negativ indvirkning på markedet, der reelt vil være uoprettelig. Af denne grund bør udgangspunktet for strukturelle påbud derfor omvendt være, at disse skal tillægges opsættende virkning, indtil der foreligger en retskraftig og endelig afgørelse. Det gælder særligt under hensyn til, at Lovudkastet lægger op til, at foreløbige påbud, jf. nedenfor, også fremover skal kunne pålægges, blot der foreligger "risiko for alvorlig skade på konkurrencen", og ikke kun – som i henhold til EU-retten – hvis der foreligger "risiko for alvorlig og uoprettelig skade på konkurrencen" (vores understregning) (Lovudkastet, side 180, sidste afsnit).

 

Det foreslås på den baggrund, at det i bemærkningerne til § 16 anføres, at klage over afgørelser om strukturelle påbud automatisk tillægges opsættende virkning.

 

6. Foreløbige påbud

I henhold til Lovudkastets § 1, nr. 15, indsættes en ny bestemmelse som § 16 b, der giver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen beføjelse til at pålægge foreløbige påbud.

 

Det har hidtil været muligt at pålægge foreløbige påbud efter konkurrencelovens § 18 b, men bestemmelsen har, så vidt Danske Advokater er bekendt, endnu ikke været bragt i anvendelse af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, ligesom Kommissionen også generelt har været yderst tilbageholdende med at udnytte sin tilsvarende hjemmel.

 

Én blandt flere årsager hertil er formentlig, at en afgørelse om et foreløbigt påbud ifølge den nugældende § 18 b skal stadfæstes af Konkurrenceankenævnet, jf. stk. 2, før den kan få effekt. Konsekvensen heraf er, at processen har været meget tung, hvilket i praksis kan have virket som en barriere i forhold til at få Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at anvende instrumentet.

 

Ifølge den foreslåede § 16 b skal en afgørelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om et foreløbigt påbud ikke stadfæstes af Konkurrenceankenævnet for at træde i kraft. I stedet er fastsat en hurtig procedure for anke af et foreløbigt påbud, jf. Lovudkastets § 1, nr. 27.

 

Den foreslåede ændring må alt andet lige antages at indebære, at foreløbige påbud i højere grad fremadrettet vil kunne bringes i anvendelse. Danske Advokater anser som udgangspunkt dette for positivt, idet foreløbige påbud kan være et væsentligt instrument til hurtigt at standse en virksomheds overtrædelser af konkurrencereglerne, der medfører alvorlig skade for konkurrerende virksomheder, hvis ikke der foretages et hurtigt indgreb. Det vil således være gavnligt med et velfungerende administrativt system til foreløbige påbud ved siden af det civilprocesretlige system.

 

Danske Advokater bemærker dog, at det i bemærkningerne til § 16 b fremgår, at den nye hjemmel til at udstede strukturelle påbud i § 16, stk. 1 også kan udnyttes inden for rammerne af muligheden for udstedelse af foreløbige påbud afhængig af, om  en afgørelse herom vil stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen.

 

Det vil være højst betænkeligt at anvende strukturelle, foreløbige påbud. Det er endvidere Danske Advokaters opfattelse, at en sådan model ikke følger af ECN+ (artikel 10-11), hvorfor der er tale om en unødig overimplementering. Henset til strukturelle påbuds indgribende, og i nogle tilfælde uoprettelige, karakter, er det Danske Advokaters opfattelse, at strukturelle påbud ikke bør kunne pålægges foreløbigt. Den foreløbige karakter vil herved reelt gå tabt, idet der gennem et strukturelt påbud påføres permanente ændringer på markedet, frem for "kun" at foretage foranstaltninger af "sikrende karakter", jf. EU-Domstolens kendelse i sag 792/79 R, Camera Care. Det bemærkes endvidere, at Kommissionen, Danske Advokater bekendt, da heller aldrig har anvendt Rådsforordning 1/2003 i en sådan retning.

 

7. Oplysningspligt

I henhold til Lovudkastets § 1, nr. 16 og 17, ændres konkurrencelovens § 17, stk. 1, om indhentelse af oplysninger.

 

Om bemærkninger til oplysningspligten set i sammenhæng med Lovudkastet § 1, nr. 20, vedrørende retssikkerhedslovens § 10, henvises til afsnit 9 nedenfor.

 

I bemærkningerne til § 17 fremgår, at pligten til at udlevere oplysninger, ”som den pågældende har adgang til”, f.eks. vil indebære, at et moderselskab kan være forpligtet til at indhente oplysninger fra et datterselskab. Dette er i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis.

 

Det fremgår imidlertid endvidere, at "Hvis oplysningskravet rettes mod et datterselskab, vil det ligeledes kunne være forpligtet til at indhente oplysninger fra moderselskabet uanset dettes beliggenhed" (Lovudkastet, side 184). Der er Danske Advokater bekendt ikke nogen støtte i EU-Domstolens praksis for, at et datterselskab kan forpligtes til at indhente oplysninger fra et moderselskab, og der ses heller ikke at være noget grundlag for at mene, at et datterselskab altid kan anses for at have adgang til oplysninger hos et moderselskab. Det vil kun være tilfældet under særlige omstændigheder, eksempelvis hvis der foreligger en aftale mellem datterselskabet og moderselskabet om datterselskabets adgang til oplysninger hos moderselskabet. Særligt under hensyn til, at manglende opfyldelse af anmodninger om oplysninger fremover både kan medføre tvangsbøder og bøder, jf. de foreslåede nye § 22, stk. 1, nr. 1, og § 23, stk. 1, nr. 8, forekommer en ubetinget forpligtelse for datterselskaber til at fremlægge oplysninger, som alene besiddes af et moderselskab, at være retssikkerhedsmæssigt stærkt problematisk. Det foreslås derfor, at det præciseres, at et datterselskab ikke uden videre kan anses for at være i besiddelse af – og derfor i medfør af § 17 være forpligtet til at fremlægge – oplysninger hos et moderselskab.

 

I tillæg til ovenstående præciseres det i § 17, stk. 1, at "Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens krav om oplysninger skal stå i et rimeligt forhold til formålet". Det uddybes ikke i bemærkningerne, hvad der skal forstås ved et "rimeligt forhold", idet det blot anføres, at "der kan stilles krav om oplysninger fra en virksomhed eller en virksomhedssammenslutning, hvis kravet står i et rimeligt forhold til behovet for de pågældende oplysninger" (Lovudkastet, side 61), og at "der kan stilles krav til en virksomhed eller en virksomhedssammenslutning, der står i et rimeligt forhold til undersøgelsens behov" (Lovudkastet, side 185). Ifølge Danske Advokaters opfattelse har der i løbet af de senere år været eksempler på, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i henhold til konkurrencelovens § 17 har sendt anmodninger om oplysninger til virksomheder – både i konkurrenceundersøgelser og i sektorundersøgelser, hvor de adspurgte ikke er mistænkt for at have overtrådt konkurrencereglerne – som det ville kræve meget store ressourcer at besvare. På denne baggrund foreslås det, at det i bemærkningerne præciseres, under hvilke omstændigheder en anmodning anses for at stå i et rimeligt forhold til formålet. Det vil gøre virksomheder i stand til at gøre Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opmærksom herpå, hvis en anmodning om oplysninger ikke måtte stå i et rimeligt forhold til formålet, eksempelvis fordi besvarelse af anmodningen måtte kræve et langt større arbejde end forudsat af styrelsen.

   

Det bemærkes yderligere, at i henhold til Lovudkastets § 1, nr. 18, indsættes et nyt stykke til § 17, hvorefter personkredsen, som er omfattet af oplysningspligten, specificeres. Det følger af Lovudkastets punkt 2.6.1.1., at den nugældende bestemmelse indeholder hjemmel til, at der kan indhentes oplysninger fra offentlige og private virksomheder, sammenslutninger og offentlige myndigheder, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 3674, og at en fysisk person efter gældende praksis også er omfattet af oplysningspligten. Det fremgår herefter i afsnit 2.6.2., at det foreslås udtrykkeligt angivet, at oplysningspligten påhviler en virksomhed, en virksomhedssammenslutning samt enhver anden juridisk eller fysisk person. Offentlige myndigheder er ikke nævnt i det nye stykke, på trods af at offentlige myndigheder er omfattet af oplysningspligten efter den nugældende bestemmelse. Selvom offentlige myndigheder i nogle henseender kan opfattes som juridiske personer, kan den foreslåede formulering give anledning til tvivl. Idet formålet med bestemmelsen er udtrykkeligt at angive personkredsen, som er omfattet af oplysningspligten, foreslås det derfor, at Lovudkastets § 1, nr. 18, ændres til at nævne også offentlige myndigheder.

 

8. Kontrolbesøg

Efter de gældende regler kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen foretage kontrolundersøgelser (dawn raids) i virksomheders lokaler efter indhentelse af en retskendelse, mens SØIK har mulighed for at foretage ransagninger i private hjem efter retsplejelovens regler. Hvis der foreligger en rimelig grund til mistanke om et strafbart forhold, kan styrelsen ikke foretage en kontrolundersøgelse, men skal i stedet oversende sagen til SØIK jf. retssikkerhedslovens § 9, og SØIK kan herefter foretage en ransagning hos virksomheden efter retsplejelovens regler.

 

Med Lovudkastets § 1, nr. 24, foreslås en ny bestemmelse indsat som § 18 a, der udvider Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens adgang til at foretage kontrolundersøgelser, således at der også kan foretage kontrolundersøgelser i private hjem efter indhentelse af en retskendelse. Dette er påkrævet efter ECN+ artikel 7. Det fremgår desuden af Lovudkastets § 1, nr. 21, om den foreslåede § 18, stk. 1, at selv hvor der foreligger en rimelig grund til mistanke om et strafbart forhold, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen foretage en kontrolundersøgelse hos en virksomhed. Retssikkerhedslovens § 9 vil derfor ikke fremover gælde for styrelsens kontrolundersøgelser hos virksomheder. Retssikkerhedslovens § 9 skal dog gælde ved kontrolundersøgelse i private hjem, og i dette tilfælde vil styrelsen således skulle afstå fra at foretage en kontrolundersøgelse, hvis der foreligger en rimelig grund til mistanke om et strafbart forhold, da det i dette tilfælde (fortsat) vil være SØIK, som skal foretage en ransagelse efter retsplejelovens regler.

 

Danske Advokater bemærker, at med disse ændringer er det fremover afgørende, at domstolene foretager en indgående realitetsprøvelse af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens anmodninger om retskendelse til at foretage kontrolundersøgelser, da der ikke senere vil komme en anmodning om ransagning fra SØIK efter straffeprocessens rammer, ligesom det er tilfældet under den nugældende retsstilling. Der bør desuden indføres faste regler for, hvordan undersøgelsens genstand skal afgrænses, således at der ikke kan forekomme "fiskeekspeditioner", hvor undersøgelsen starter ét sted, men ender et andet. I dag er styrelsens formulering af undersøgelsesbeslutninger i praksis så brede, at det oftest ikke er muligt at fastlægge fra undersøgelsens start, hvad der reelt kan omfattes af denne, hvilket ofte giver anledning til praktiske og retssikkerhedsmæssige udfordringer.

 

Det skal erindres, at formålet med kontrolundersøgelsen i de situationer, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan foretage kontrolundersøgelse i private hjem, er at bevise virksomhedens overtrædelse. Hvis formålet er at bevise personens medvirken til virksomhedens overtrædelse, kan styrelsen ikke foretage kontrolundersøgelsen, da den så forsat skal foretages som en ransagning af SØIK efter retsplejelovens regler. Dette giver unægtelig anledning til vanskelige situationer for styrelsen i fremtiden, og det anføres også i Lovudkastet, s. 205, at styrelsen "med henblik på at sikre en mistænkt fysisk persons retsstilling bedst muligt i praksis så vidt muligt koordinere en kontrolundersøgelse i vedkommendes private hjem m.v. med Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og international Kriminalitet". Det angives herefter, at undersøgelsen bør gennemføres af SØIK efter retsplejelovens regler, men såfremt SØIK "ikke ønsker eller har mulighed for at gennemføre en ransagning hos den pågældende, vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen dog under alle omstændigheder have mulighed for at gennemføre en kontrolundersøgelse hos den mistænkte fysiske person, hvis betingelserne i den foreslåede bestemmelse er opfyldt".

 

Danske Advokater anbefaler som en mulig løsning herpå, at det bør fremgå direkte af loven, at styrelsen ved et ønske om kontrolundersøgelse i et privat hjem skal anmode SØIK om at indhente en retskendelse efter retsplejelovens regler om ransagning. Kun hvor domstolene nægter en sådan, kan styrelsen selv anmode om at foretage en kontrolundersøgelse direkte efter den foreslåede hjemmel i konkurrenceloven, dog mod en sædvanlig domstolsprøvelse af en sådan anmodning, hvor styrelsen altså vil skulle sandsynliggøre behovet og rimeligheden i et sådant indgribende retsskridt. Dette vil sikre, at SØIK faktisk inddrages, og – såfremt der er en mulig mistanke mod fysiske personer – at ransagningen vil blive foretaget af SØIK og efter retsplejelovens regler. En sådan model ses ikke at være i strid med ECN+ artikel 7.

 

9. Retssikkerhedslovens § 10

I henhold til Lovudkastets § 1, nr. 20-24, får Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en række yderligere undersøgelsesbeføjelser. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal bl.a. kunne indkalde repræsentanter for en virksomhed og fysiske personer til interviews, jf. § 17 a, kunne afkræve mundtlige forklaringer fra virksomheders repræsentanter og ansatte under kontrolundersøgelser, jf. § 18, stk. 1, 3. pkt., og kunne gennemføre kontrolundersøgelser i private hjem, jf. § 18 a.

 

Samtidigt foreslås indsat en ny bestemmelse som § 17 b, hvorefter retssikkerhedslovens § 10 (det danske forbud mod selvinkriminering) ikke skal finde anvendelse på krav til virksomheder eller virksomhedssammenslutninger om oplysninger efter konkurrencelovens § 17, § 17 a eller § 18, stk. 1.

 

Ifølge Lovudkastets almindelige bemærkninger pkt. 2.7.2., skyldes denne ændring, at det efter ECN+ ikke er muligt at operere med en højere grad af beskyttelse mod selvinkriminering i national procesret, end den, der følger af EU-retten, da dette vil kunne hindre den effektive håndhævelse af EU-konkurrencereglerne. Det er dog uomtvisteligt en forudsætning, at den EU-retlige beskyttelse mod selvinkriminering fortsat skal finde anvendelse, både i den situation, hvor en person udtaler sig på egne vegne, og i den situation, hvor personen udtaler sig på en virksomheds vegne.

 

Den foreslåede ordning vil forringe såvel virksomheders som fysiske personers retssikkerhed væsentligt i forhold til, hvad der i dag gælder efter dansk ret. En fravigelse af retssikkerhedslovens § 10 vil medføre, at virksomheder og fysiske personer ikke længere kan nægte at udtale sig om faktuelle forhold, hvor der foreligger en konkret mistanke om en overtrædelse. De er derved tvunget til at medvirke til at oplyse en sag, der potentielt kan resultere i en bøde eller, for fysiske personers vedkommende, fængselsstraf i op til 6 år. Dette skaber en uhensigtsmæssig sammenblanding mellem den situation, hvor en person udtaler sig på egne vegne, og den situation, hvor personen udtaler sig på vegne af virksomheden. Dette selvom den foreslåede § 17 b alene gælder for virksomheder og virksomhedssammenslutninger.

 

Som eksempel kan forestilles en situation, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afkræver oplysninger fra direktøren i den virksomhed, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen konkret mistænker for at have begået en overtrædelse af konkurrencereglerne, jf. den foreslåede § 17. I dette tilfælde vil direktøren – i strid med sine grundlæggende rettigheder, også efter EU-retten – reelt have mistet retten til ikke aktivt at bidrage med belastende faktuelle oplysninger, der ultimativt kan give anledning til, at SØIK indleder en personlig straffesag mod den pågældende.

 

Retssikkerhedslovens § 10 gælder fortsat for fysiske personer, når der er en konkret mistanke om den fysiske persons medvirken til en overtrædelse af konkurrencereglerne, men denne beskyttelse udhules væsentligt i tilfælde som det ovenfor beskrevne.

  

Det fremgår i bemærkningerne i relation til den foreslåede § 18, stk. 1, 3. pkt., om beføjelsen til at afkræve mundtlige forklaringer fra virksomheders repræsentanter eller ansatte, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen så vidt muligt vil forsøge at undlade at stille spørgsmål til en person under personlig mistanke, og i stedet vil stille spørgsmål til andre ansatte, som ikke er under mistanke. Dette løser dog ikke det retssikkerhedsmæssige problem i, at fysiske personer kan risikere fængsel i op til 6 år uden at være beskyttet af retssikkerhedslovens § 10. Det i bemærkningerne opstillede eksempel gælder da også kun, hvor den mistænkte ikke er den eneste, som kan svare på styrelsens spørgsmål.

 

Danske Advokater opfordrer til, at ovenstående retssikkerhedsmæssige problem anerkendes og løses, eksempelvis ved at indsætte en regel om, at oplysninger om en virksomhed, der er opnået efter §§ 17, 17 a eller 18, stk. 1, ikke må anvendes i en eventuel senere straffesag mod en fysisk person tilknyttet virksomheden. En sådan regel vil ikke være i strid med ECN+ og vil sikre, at grundlæggende danske retssikkerhedsprincipper ikke begrænses mere end nødvendigt.

 

I det hele taget efterspørger Danske Advokater retningslinjer for, hvorledes et tilstrækkeligt niveau af retssikkerhed påtænkes sikret for fysiske personer og virksomheder i lyset af § 17 b sammenholdt med §§ 17, 17 a og 18, stk. 1. Principperne for sådanne retningslinjer bør fastlægges i lovforarbejderne, således at loven ikke bliver vedtaget uden behørige overvejelser herom.

 

10. Påklage til Konkurrenceankenævnet

I de specifikke bemærkninger til Lovudkastets § 1, nr. 25, angives det, at "Det understreges, at det er afgørelser, der anvender EUF-Traktatens artikel 101 eller 102 alene eller sammen med § 6 eller § 11, der kan påklages; det er ikke et synspunkt om, at samhandelen ikke kan anses for påvirket, der kan påklages" (vores understregning) (Lovudkastet, side 213). Hensigten med det understregede er antageligt at tilkendegive, at det ikke er muligt særskilt af påklage en delkonklusion/præmis i en afgørelse fra Konkurrencerådet eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i øvrigt om, at der ikke er samhandelspåvirkning. Dette synes dog ikke at kunne betragtes som et "synspunkt", og formuleringen er i øvrigt uklar. Det foreslås derfor, at det understregede i citatet præciseres.

 

11. Tvangsbøder

I henhold til Lovudkastets § 1, nr. 30, foreslås konkurrencelovens § 22 om tvangsbøder ændret, hvorefter adgangen til at pålægge tvangsbøder udvides.

 

I den foreslåede § 22, stk. 3, fremgår, hvordan størrelsen af en tvangsbøde til en virksomhed skal beregnes. I overensstemmelse med art. 16 i ECN+ skal størrelsen fastsættes i forhold til en virksomheds gennemsnitlige samlede daglige omsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår og beregnes fra den dato, der er angivet i beslutningen om at pålægge tvangsbøder.

 

Det bemærkes for det første, at den foreslåede bestemmelse tillige bør fastsætte et maksimum for tvangsbøder i lighed med Kommissionens beføjelse til at fastsætte tvangsbøder efter art. 24 i rådsforordning 1/2003, hvorefter Kommissionen kan pålægge tvangsbøder på maksimalt 5 pct. af den gennemsnitlige daglige omsætning i det forudgående regnskabsår. Af hensyn til virksomheders mulighed for at forudsige deres eventuelle eksponering over for konkurrencereglerne, forekommer det gavnligt at fastsætte en maksimumgrænse for tvangsbøder. Der ses ikke at være hindringer i art. 16 i ECN+ for at fastsætte en sådan maksimalbegrænsning.

 

For det andet bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke ses at fastsætte en fremgangsmåde for, hvordan tvangsbøder til fysiske personer skal beregnes. Af hensyn til forudsigelighed kan det derfor overvejes at fastlægge kriterierne, som en tvangsbøde til en fysisk person vil skulle fastsættes på baggrund af, og/eller at give vejledning om fastsættelsen af tvangsbøder til fysiske personer i bemærkningerne.

 

12. Lempelse af krav til beviser og tilregnelse

I henhold til Lovudkastets § 1, nr. 31, foreslås strafbestemmelsen i § 23 ændret, så der i fremtiden kan pålægges bøder, hvis virksomheder har handlet "forsætligt eller uagtsomt", og dermed kan også "simpel uagtsomhed" medføre, at virksomheder pålægges bøder.

 

Efter de hidtidige danske regler kræves, at virksomheder har handlet "forsætligt eller groft uagtsomt", for at der kan pålægges bøder. Det fremgår af ECN+, at begreberne "uagtsomhed" og "forsæt" ikke skal tolkes i overensstemmelse med strafferetlig praksis, og at det også skal være muligt at pålægge virksomheder bøder for overtrædelser begået ved "simpel uagtsomhed". Ikke desto mindre er der tale om en væsentlig ændring af de gældende regler.

 

Sammenholdes dette lempede tilregnelseskrav med den lempede bevisbyrde, der vil gælde for retssager efter den borgerlige retsplejes former, fremfor straffesager (jf. Lovudkastets almindelige bemærkninger, afsnit 2.20.2.1), er virkningen en betydelig udvidelse af det område, inden for hvilket virksomheder kan bødesanktioneres for overtrædelser af konkurrencereglerne.

 

Når sagerne i fremtiden skal føres efter reglerne for den borgerlige retspleje, jf. afsnit 20 nedenfor, vil det skærpede beviskrav, som det hidtil har påhvilet SØIK at løfte som led i straffesagen, blive afløst af den ligefremme bevisbyrde, der gælder i civile sager. Det angives direkte i Lovudkastet, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i fremtiden vil kunne løfte bevisbyrden ved "indicier, forudsat at de er objektive og samstemmende", og at det herefter vil påhvile virksomheden "ikke alene at fremlægge et sandsynligt alternativ til modpartens opfattelse, men tillige at påvise, at de anvendte beviser er utilstrækkelige til at bevise overtrædelsen af konkurrencereglerne. Når modparten lægger direkte beviselementer til grund, tilkommer det virksomheden at godtgøre, at de påberåbte beviselementer er utilstrækkelige. En sådan vending af bevisbyrden tilsidesætter ikke princippet om uskyldsformodning" (Lovudkastets almindelige bemærkninger, pkt. 7.3).

 

Det forhold, at graden af tilregnelse for virksomheders ansvar lempes fra "grov uagtsomhed" til "simpel uagtsomhed", samtidig med at kravene til beviserne for en overtrædelse lempes, indebærer efter Danske Advokaters opfattelse en betydelig udvidelse af handlinger, der kan medføre bøder i fremtiden. Fremover vil således kun tilfælde, hvor virksomhedens handlinger kan karakteriseres som hændelige, være undtaget strafbestemmelsen. Det er uklart, hvor grænsen for denne udvidelse vil blive trukket i praksis, hvilket ud fra et retssikkerhedsmæssigt perspektiv er stærkt betænkeligt og vanskeligt foreneligt med et grundlæggende princip om tydelig afgrænsning af de sanktionerede handlinger/undladelser, således at fysiske og juridiske personer i videst muligt omfang kan forudberegne deres retsstilling. Danske Advokater efterspørger derfor retningslinjer for den nærmere afgrænsning af tilfælde, som vil falde under den foreslåede § 23 og tilfælde, som ikke vil falde under § 23.

 

13. Bødeansvar for koncernforbundne selskabers overtrædelser

Med Lovudkastets § 1, nr. 32, foreslås indsættelse af en ny konkurrencelovens § 23 a, stk. 1, hvorefter det gælder, at "Inden for en økonomisk enhed er en virksomhed ansvarlig for en anden virksomheds overtrædelser af § 6, § 11 eller EUF-Traktatens artikel 101 eller 102".

 

Bestemmelsen har til formål at implementere ECN+ artikel 13(5), i henhold til hvilken "Medlemsstaterne sikrer, at virksomhedsbegrebet anvendes i forbindelse med pålæggelse af bøder til modervirksomheder og retlige og økonomiske efterfølgere til virksomheder", og både de generelle og specifikke bemærkninger til forslaget giver indtryk af, at bestemmelsen også er tiltænkt at håndtere netop bødeansvar for (i) moderselskaber og (ii) retlige og økonomiske efterfølgere.

 

Sådan som bestemmelsen er formuleret, vil den imidlertid også gøre det muligt at pålægge et datterselskab ansvar for en overtrædelse af konkurrencereglerne begået af et moderselskab, der har udøvet bestemmende indflydelse over datterselskabet, idet datterselskabet udgør "en virksomhed" og moderselskabet "en anden virksomhed", der er "Inden for en økonomisk enhed". Selvom dette antageligt ikke har været tiltænkt, og heller ikke har nogen udtrykkelig støtte i bemærkningerne, er fortolkningen heller ikke udelukket af bemærkningerne. Således angiver Lovudkastet på side 215, at "Virkningen af den foreslåede bestemmelse vil være, at hvis der foreligger en økonomisk enhed, vil f.eks. et moderselskab under visse betingelser kunne gøres ansvarlig for et datterselskabs overtrædelse af § 6, § 11 eller EUF-Traktatens artikel 101 eller 102" (vores understregning). Det foreslås, at ordlyden af den foreslåede bestemmelse samt bemærkningerne hertil korrigeres, så det gøres klart, at det i henhold til EU-Domstolens praksis alene er moderselskaber, der kan holdes ansvarlige for datterselskaber, og ikke omvendt.

 

I bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse (Lovudkastet, side 253) angives endvidere følgende:

 

"Indledningsvis understreges det, at hvis aktierne i et aktieselskab sælges, sker der alene ændringer i selskabets ejerkreds, og spørgsmålet om succession opstår ikke i et sådant tilfælde. Den pågældende virksomhed med den nye ejerkreds vil fortsat være ansvarlig for en overtrædelse af konkurrencereglerne begået før aktiesalget.

[…]

Sker der derimod et helt eller delvist frasalg af en virksomheds aktiviteter, efter at den har overtrådt konkurrencereglerne, vil erhververen af aktiviteterne som hovedregel ikke indtræde i ansvaret for overtrædelsen, der forbliver hos den virksomhed, der begik overtrædelsen, dvs. sælgeren. Eksisterer den juridiske person, der har begået en overtrædelse af konkurrencereglerne, stadigvæk, vil afgørelsen fortsat kunne rettes til denne. Hvis det selskab, der har begået en overtrædelse, senere opkøbes af et andet selskab, er udgangspunktet således, at det opkøbende selskab (det nye moderselskab) ikke vil kunne gøres ansvarlig for overtrædelser begået inden overdragelsen. Her vil et eventuelt moderselskabsansvar kun kunne påhvile den fysiske eller juridiske person, der ledte selskabet på det tidspunkt, hvor overtrædelsen blev begået, jf. EU-Domstolens dom af 16. november 2000 i sag C-279/98, Cascades, præmis 78. Det betyder, at den nye køber (det nye moderselskab) som udgangspunkt ikke vil ifalde ansvar."

 

Hertil bemærkes for det første, at bemærkningerne i andet afsnit citeret ovenfor synes at blande sammen på spørgsmålet om ansvar i tilfælde af køb af aktier i et selskab, hvilket er håndteret i det første afsnit citeret ovenfor, og spørgsmålet om ansvar i tilfælde af køb af en virksomheds aktiviteter (succession). Nærmere bestemt synes den del af afsnittet, der starter med "Hvis det selskab, der har begået overtrædelsen, senere opkøbes af et andet selskab…", rettelig at høre til spørgsmålet om ansvar i tilfælde af køb af aktier. For at undgå misforståelser foreslås det derfor, at bemærkningerne på dette punkt korrigeres.

 

For det andet bemærkes, at det citerede udsagn om, at "Den pågældende virksomhed med den nye ejerkreds vil fortsat være ansvarlig for en overtrædelse af konkurrencereglerne begået før aktiesalget", kan misforstås således, at også den nye ejerkreds – der jo sammen med det ejede selskab vil anses for udgøre én økonomisk enhed og dermed én samlet virksomhed i konkurrenceretlig forstand – kan holdes ansvarlig for overtrædelsen begået af det selskab, hvis aktier er blevet solgt. Dette har ikke støtte i EU-Domstolens praksis. Det foreslås derfor, at bemærkningerne også på dette punkt korrigeres. 

 

For det tredje er det ifølge Danske Advokaters opfattelse ukorrekt, når det i det andet afsnit citeret ovenfor gives udtryk for, at det i situationer, hvor den juridiske person, der har begået en overtrædelse af konkurrencereglerne, stadigvæk eksisterer, kun er udgangspunktet, at en ny køber af selskabets aktier ikke kan holdes ansvarlig for overtrædelsen. Bortset fra den situation, at et selskab, der har deltaget i en overtrædelse, er ophørt med at eksistere, eksempelvis som følge af en lodret fusion med det nye moderselskab, eller fordi selskabet er blevet opløst i forbindelse med, at dets aktiviteter er blevet overført til og videreført af det nye moderselskab, i hvilke tilfælde det nye moderselskab i henhold til praksis kan ifalde ansvar som følge af succession, er der ifølge EU-Domstolens intet grundlag for at holde et moderselskab ansvarlig for en overtrædelse begået af et datterselskab inden moderselskabets køb af datterselskabet. Det foreslås derfor, at bemærkningerne også på dette punkt korrigeres.

 

I bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse (Lovudkastet, side 254) angives endvidere følgende:

 

"Hvis den virksomhed, der begik overtrædelsen, er ophørt med at eksistere, inden der træffes afgørelse, vil den fysiske eller juridiske person, som måtte have overtaget ansvaret for virksomhedens drift, indtræde i ansvaret, jf. Domstolens dom af 8. juli 1999 i sag C-49/92 P, Anic, præmis 145ff. Det vil for eksempel være tilfældet, hvis en virksomhed har solgt sin produktion af et bestemt produkt til en anden virksomhed og efterfølgende er blevet opløst. Her vil den virksomhed, der reelt har overtaget driften og fortsat virksomheden, kunne gøres ansvarlig for overtrædelsen, hvis der er en økonomisk og funktionel kontinuitet mellem de to virksomheder." (vores understregning)

 

Hertil bemærkes for det første, at det i citatet understregede udsagn ikke har støtte i den angivne dom. Det eneste af relevans for ovenstående spørgsmål, som fremgår af de relevante præmisser i dommen, er således det forhold, som fastslået af EU-Domstolen, at "kriteriet om »økonomisk succession« kun kan finde anvendelse, hvis den juridiske person, der var ansvarlig for virksomhedens drift, er ophørt med at eksistere i retlig forstand, efter at overtrædelsen er blevet begået". Det foreslås derfor, at bemærkningerne også på dette punkt korrigeres.

 

For det andet bemærkes, at det i henhold til praksis ikke er tilstrækkeligt, for at en erhverver af samtlige eller en del af aktiviteterne fra en virksomhed, der har overtrådt konkurrencereglerne, kan ifalde ansvar for overtrædelsen, at den virksomhed, der begik overtrædelsen, er ophørt med at eksistere. Der skal være tale om, at erhververen er den retlige og økonomiske efterfølger til virksomheden. Det er ikke nødvendigvis opfyldt, blot fordi der er sket et salg produktionsfaciliteter, således som det citerede kan give indtryk af. Det foreslås derfor, at bemærkningerne på dette punkt præciseres.

   

14. Hæftelsesansvar for medlemmer af virksomhedssammenslutninger

Med Lovudkastets § 1, nr. 32, foreslås indsættelse af nye bestemmelser i konkurrencelovens § 23 a, stk. 2-4, hvorefter (i) en insolvent virksomhedssammenslutning, der er pålagt en bøde for overtrædelse af konkurrencereglerne, kan pålægges inden for en af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fastsat frist at indkalde bidrag fra sine medlemmer til betaling af bøden, (ii) at styrelsen efter fristens udløb kan opkræve restbeløbet direkte hos enhver af de virksomheder, hvis repræsentanter var medlemmer af virksomhedssammenslutningens besluttende organer, da overtrædelsen blev begået, og (iii) at styrelsen også, hvor det er nødvendigt for at sikre fuld betaling af bøden, kan kræve betaling af udestående bødebeløb hos ethvert medlem af virksomhedssammenslutningen, der var aktiv på det marked, hvor overtrædelsen fandt sted, medmindre medlemmet påviser, at det ikke har gennemført virksomhedssammenslutningens beslutning om en overtrædelse, og at medlemmet enten ikke har haft kendskab til dennes eksistens eller aktivt har taget afstand fra den, inden styrelsens undersøgelse blev indledt.

 

Hertil bemærkes for det første, at der er tale om en betydelig skærpelse i forhold til de gældende regler. I situationen, hvor en bøde ikke kan betales, kan dette således medføre kollektivt ansvar selv for medlemsvirksomheder, som intet har haft af gøre med den konstaterede overtrædelse. Yderligere medfører den foreslåede § 23 a, stk. 4, 2. pkt., reelt en omvendt bevisbyrde, idet det er medlemsvirksomhedens ansvar at bevise, at denne ikke har gennemført beslutningen, eller at denne tog aktivt afstand fra beslutningen. Den foreslåede bestemmelse kan således få alvorlige negative konsekvenser for virksomheder, som end ikke har overtrådt konkurrencereglerne. 

 

For det andet bemærkes, at Lovudkastet ikke giver nogen vejledning i, i henhold til hvilken proces opkrævningen af en ubetalt del af bøden direkte fra medlemmer af virksomhedssammenslutningen i henhold til de foreslåede nye bestemmelser i § 23 a, stk. 3 og 4, herunder (i) hvorvidt bødebeløbet kan opkræves umiddelbart på baggrund af en afgørelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (eventuelt nærmere bestemt Konkurrencerådet) eller vil kræve domstolsprøvelse i henhold til reglerne i det foreslåede nye kapitel 9; (ii) hvorledes der skal ske prøvelse af et eventuelt anbringende fra et medlem om, at det ikke har gennemført sammenslutningens beslutning om en overtrædelse, og at det enten ikke har haft kendskab til dennes eksistens eller aktivt har taget afstand fra den, inden styrelsens undersøgelse blev indledt, jf. den foreslåede § 23 a, stk. 4, 2. pkt., og (iii) hvorvidt en del af bøden opkrævet i medfør af § 23 a, stk. 3 eller 4, skal betales til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (således som formuleringerne "kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opkræve restbeløbet" og "kan styrelsen også […] kræve betaling", kunne indikere) eller til statskassen. Det foreslås, at bestemmelserne og bemærkningerne hertil på dette punkt udbygges.

 

For det tredje bemærkes, at Lovforslaget ikke giver nogen vejledning i, hvorvidt medlemmer af en virksomhedssammenslutning, der har betalt en del af en bøde pålagt virksomhedssammenslutningen – enten som følge af en indkaldelse fra virksomhedssammenslutningen i henhold til den foreslåede § 23 a, stk. 2, eller som følge af et styrelsens direkte opkrævning i henhold til de foreslåede § 23 a, stk. 3 og 4 – kan kræve helt eller delvis regres fra andre medlemmer af virksomhedssammenslutningen og i givet fald i henhold til hvilke principper. Det foreslås, at bestemmelserne og bemærkningerne hertil også på dette punkt udbygges.

 

15. Maksimering af bøder til virksomhedssammenslutninger

I henhold til Lovudkastets § 1 nr. 32, foreslås indsættelse af en ny § 23 b, stk. 5, i henhold til hvilken en overtrædelse begået af en virksomhedssammenslutning, der vedrører medlemmernes aktiviteter, maksimalt kan medføre en bøde på 10 % af summen af den samlede koncernomsætning på verdensplan for hvert af de medlemmer, der er aktive på det marked, der er berørt af den overtrædelse. Stk. 5, 3. pkt., angiver, at "Den enkelte virksomheds økonomiske ansvar i forbindelse med betaling af bøden må dog ikke overstige det maksimale beløb, der er fastsat efter stk. 2".

 

Hertil bemærkes for det første, at henvisningen rettelig burde være til stk. 4, der indeholder reglen om, at en bøde til en virksomhed ikke kan overstige 10 % af en virksomheds, virksomhedssammenslutnings eller anden juridisk persons samlede koncernomsætning på verdensplan. Det støttes også af Lovudkastet, s. 263, hvorefter "Det foreslås dog samtidig med 3. pkt., at den enkelte virksomheds økonomiske ansvar i forbindelse med betaling af bøden ikke må overstige 10 pct. af virksomhedens samlede koncernomsætning på verdensplan".

 

For det andet bemærkes, at det ikke er klart, hvordan den foreslåede stk. 5, 3. pkt., nærmere skal forstås, herunder hvorvidt bestemmelsen vedrører (i) den maksimale bøde til virksomhedssammenslutningen, og i så fald hvad forskellen er mellem den foreslåede stk. 5 og den foreslåede stk. 4, eller (ii) hæftelsesansvaret for medlemmer af en virksomhedssammenslutning i henhold til den foreslåede § 23 a, stk. 2-4. Det foreslås derfor, at dette præciseres i bestemmelsen og/eller bemærkningerne hertil.

  

16. Forældelse

I henhold til Lovudkastets § 1, nr. 32, foreslås det, at der i konkurrencelovens § 23 c indsættes regler om forældelsesfrister for det civilretlige bødeansvar i henhold til konkurrenceloven. Der er tale om en implementering af ECN+ artikel 29.

 

Lovudkastet må forstås således, at den nuværende forældelsesregel i konkurrencelovens § 23, stk. 6, foreslås ophævet, og at reglerne for forældelse af civile bøder efter konkurrenceloven derfor udelukkende vil være at finde i den foreslåede bestemmelse i § 23 c. Forældelsesreglerne i straffeloven har ingen virkning for civile bøder, da disse bøder netop ikke udgør en strafferetlig sanktion.

 

Den absolutte frist og afbrydelse

Efter ECN+ artikel 29, stk. 1, sidste pkt., berører de regler om suspension eller afbrydelse, som nødvendigvis skal implementeres i national ret i henhold til direktivet, ikke de absolutte forældelsesfrister, der måtte gælde efter national ret. Danske Advokater hilser det i den forbindelse velkomment, at der i den foreslåede § 23 c, stk. 1, 3. pkt., er taget initiativ til at indføre en absolut forældelsesfrist for civile bøder i dansk ret.

 

Det er imidlertid uklart, hvorledes sammenspillet skal forstås mellem den absolutte 10-årige frist i den foreslåede § 23 c, stk. 1, 3. pkt. og henholdsvis den foreslåede regel i § 23 c, stk. 1, 2. pkt., om ”genstart” af forældelsesfristen ved afbrydelse, samt den foreslåede regel i § 23 c, stk. 3, om afbrydelse ved underretning om det første formelle efterforskningsskridt.

 

Uklarheden relaterer sig hovedsageligt til spørgsmålet om, hvorvidt den absolutte 10-årige frist afbrydes af et afbrydelsesskridt som nævnt i § 23 c, stk. 3, og i så fald om den 10-årige frist herved ”genstartes” i henhold til § 23 c, stk. 1, 2. pkt. Ud fra ordlyden i § 23 c og Lovudkastets bemærkninger til denne må dette spørgsmål besvares benægtende. Den absolutte 10-årige frist ville da også være helt indholdsløs, hvis den afbrydes i alle de tilfælde, hvor den almindelige 5-årige frist afbrydes. Det må imidlertid tilrådes, at det afklares udtrykkeligt i loven eller i det mindste i lovbemærkningerne, hvordan sammenspillet mellem den absolutte 10-årige frist og afbrydelsesreglerne skal forstås.

 

Bemærkningerne i Lovudkastet synes i den forbindelse uklare, jf. f.eks. s. 266:

 

”Et tænkt eksempel […]: Kommissionen – eller en anden national konkurrencemyndighed i Den Europæiske Union – har undersøgt en virksomheds mulige misbrug af en dominerende stilling i ét år. Sagen overgår herefter til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvorefter der vil løbe en ny forældelsesfrist på fem år; det år, hvor Kommissionen har undersøgt sagen, ses der bort fra. Hvis der ikke inden 10 år er truffet en endelig afgørelse om virksomhedens overtrædelse af forbuddet mod misbrug af dominerende stilling, kan den ikke pålægges en bøde.”

 

Det er uklart, hvorfor ”der vil løbe en ny forældelsesfrist på fem år”, når sagen i det tænkte eksempel overgår fra Kommissionen til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Forældelsesfristen løber fra den dag, hvor overtrædelsen er ophørt, jf. stk. 2, og kan kun genstartes (efter stk. 1, 2. pkt.), hvis der sker afbrydelse efter stk. 3, dvs. når virksomheden modtager underretning om det første formelle efterforskningsskridt. Den nye forældelsesfrist vil dog antageligvis først begynde at løbe, når afbrydelsen er ophørt ved en endelig afgørelse, jf. stk. 4.

 

Det er derfor også uklart, hvad der menes i det tænkte eksempel med, at ”det år, hvor Kommissionen har undersøgt sagen, ses der bort fra”. Hvis Kommissionen i det tænkte eksempel allerede har foretaget en underretning som omtalt i stk. 3, vil der allerede være sket afbrydelse på dette tidspunkt, og den nye frist vil antageligvis først begynde at løbe, når der er truffet endelig afgørelse, jf. stk. 4. Hvis Kommissionen i det tænkte eksempel derimod ikke har foretaget en underretning som omtalt i stk. 3, skal der ikke blot ses bort fra det år, hvor Kommissionen har behandlet sagen, men derimod medregnes hele perioden fra overtrædelsens ophør, jf. stk. 2, og indtil det tidspunkt, hvor virksomhederne modtager underretningen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, jf. stk. 3 – i hvert fald hvad angår den 5-årige forældelsesfrist.

 

Afbrydelse af forældelse for alle deltagende virksomheder

Efter den foreslåede § 23 c, stk. 3, 1. pkt., i konkurrenceloven, afbrydes forældelsesfristen den dag, hvor mindst én virksomhed i en håndhævelsessag får underretning om det første formelle efterforskningsskridt fra Kommissionen, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller en anden national konkurrencemyndighed. Afbrydelsen gælder for alle virksomheder m.v., der har deltaget i overtrædelsen, jf. stk. 3, 2. pkt. Der er tale om en implementering af artikel 29, stk. 1, i ECN+.

 

Reglen i artikel 29, stk. 1, må efter Danske Advokaters opfattelse anses som et væsentligt brud på retssikkerheden og i strid med selve formålet med forældelsesregler i almindelighed. Det skyldes navnlig, at forældelsesfristen også kan afbrydes overfor virksomheder, som ikke er gjort bekendt med, at der verserer en efterforskning om en overtrædelse, som de har deltaget i. Det må imidlertid medgives, at den foreslåede implementering i konkurrencelovens § 23 c, stk. 3, ikke umiddelbart kan anses for en overimplementering af artikel 29.

 

For at afbøde det brud på retssikkerheden, som den foreslåede regel i § 23 c, stk. 3, indebærer, bør der efter Danske Advokaters opfattelse i det mindste indføres regler, der forpligter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til i videst muligt omfang at underrette de virksomheder, der efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens opfattelse har deltaget i en overtrædelse, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efterforsker eller i øvrigt har foretaget afbrydelsesskridt overfor, om det pågældende afbrydelsesskridt.

 

Ophør af afbrydelse af forældelse

Efter den foreslåede § 23 c, stk. 4, ophører afbrydelsen af forældelsen den dag, hvor håndhævelsessagen er afsluttet ved en endelig afgørelse, eller hvor det er besluttet ikke at forfølge sagen yderligere. I de specifikke bemærkninger angives fire forskellige situationer, hvor dette anses at være tilfældet. I hvert tilfælde bruges fejlagtigt formuleringen "og forældelsen dermed ophører" henholdsvis "at forældelsen anses for ophørt", idet der i stedet for "forældelsen" rettelig skulle have stået "afbrydelsen af forældelsen".  Dette bør korrigeres.

 

17. Ødelæggelse m.v. af beviser

Efter den foreslåede § 23 d, stk. 3, litra 3, kan bødefritagelse kun opnås, såfremt ansøgeren "ikke under planlægningen af sin indgivelse af en ansøgning om bødelempelse til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen […] har ødelagt, forfalsket eller skjult beviser vedrørende kartellet". Heraf fremgår altså klart, at det kun vil være hindrende for opnåelse af bødelempelse, hvis ansøgeren har ødelagt, forfalsket eller skjult beviser under planlægningen af sin ansøgning om bødelempelse.

 

Imidlertid angiver de specifikke bemærkninger til bestemmelsen i Lovudkastets s. 275 følgende:

 

"Det foreslås med nr. 3, litra a, at ansøgeren allerede fra det tidspunkt, hvor vedkommende planlægger indgivelsen af en ansøgning om bødelempelse, ikke må have ødelagt, forfalsket eller skjult beviser vedrørende kartellet. Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre artikel 19, litra c, nr. i.

 

Virkningen af den foreslåede bestemmelse vil være, at det vil blive anset for et brud på den loyale samarbejdsforpligtelse, hvis ansøgeren allerede inden indgivelse af ansøgningen om bødelempelse har ødelagt eller skjult dokumentation for kartellet." (vores understregninger)

 

De understregede formuleringer kan rent sprogligt forstås således, at det også vil være hindrende for opnåelse af bødelempelse, hvis ansøgeren har ødelagt, forfalsket eller skjult beviser tidligere end det tidspunkt, hvor ansøgeren begynder at planlægge indgivelsen af en ansøgning om bødelempelse, uanset at ansøgeren ikke har gjort det (igen) efter dette tidspunkt. Det foreslås derfor, at bemærkningerne til bestemmelsen på dette punkt korrigeres.

 

18. Civilt bødesystem

Med Lovudkastets § 1, nr. 34, foreslås indsættelse af kap. 9 a i konkurrenceloven indeholdende regler for behandlingen af sager om pålæggelse af civile bøder. Reglerne skal sammenholdes med Lovudkastets § 1, nr. 31, hvorved det foreslås at indsætte ny affattelse af konkurrencelovens § 23, stk. 1-3, indeholdende regler om pålæggelse af civile bøder.

 

Generelt

Efter den foreslåede affattelse af § 25, stk. 2, i konkurrenceloven skal sager om pålæggelse af civile bøder behandles i den borgerlige retsplejes former.

 

Danske Advokater skal i denne henseende bemærke, at en sådan omvæltning af det konkurrenceretlige bødesystem uundgåeligt vil indebære, at en lang række af de retssikkerhedsgarantier, som udgør grundlaget for den danske retsstat, ikke længere vil kunne påberåbes af virksomheder, der ifølge myndighederne har overtrådt konkurrencelovgivningen. Disse retssikkerhedsgarantier omfatter bl.a. objektivitetsprincippet, jf. retsplejelovens § 96, stk. 2, og anklageprincippet, jf. retsplejelovens §§ 718 og 883, stk. 3-4.

 

Selvom det medgives, at det efter ECN+ artikel 13, stk. 1, er påkrævet, at der indføres regler, der som minimum indebærer, at myndighederne i ”ikke-strafferetlige” retssager kan anmode om pålæggelse af bøder til virksomheder, der forsætligt eller uagtsomt har overtrådt artikel 101 eller 102 i TEUF, er det ikke ensbetydende med, at virksomheder, som myndighederne vælger at retsforfølge for overtrædelser af konkurrenceloven, ikke bør kunne påberåbe sig visse retssikkerhedsgarantier. Det er efter Danske Advokaters opfattelse stærkt betænkeligt, at der med Lovudkastet ikke er gjort grundige overvejelser om, hvilke retssikkerhedsgarantier fra straffeprocessen der bør videreføres i dette nye konkurrenceretlige civile bødesystem.

 

Fravigelse af forhandlingsprincippet

Efter den foreslåede affattelse af § 25, stk. 3, i konkurrenceloven vil retten ikke være bundet af parternes påstande om størrelsen af den civile bøde. Der er her tale om en fravigelse af forhandlings- og dispositionsprincippet uden grundlag i ECN+, jf. nærmere lovudkastets s. 135. Det er efter Danske Advokaters opfattelse betænkeligt, at de almindelige forhandlings- og dispositionsprincipper her fraviges til ulempe for den sagsøgte virksomhed, samtidig med at den sagsøgte virksomhed ikke kan påberåbe sig f.eks. anklageprincippet, jf. retsplejelovens §§ 718 og 883, stk. 3-4. Hvis man ønsker at anvende reglerne fra den civile retspleje, bør det naturligvis ikke gøres med undtagelse for lige netop de tilfælde, hvor den civile retsplejes principper kommer den sagsøgte virksomhed til gode.

 

Danske Advokater finder således, at den foreslåede § 25, stk. 3, er en unødvendig indskærpelse af almindelige retssikkerhedsprincipper. Reglen synes desuden at kunne indebære en utilsigtet forskydning af forholdet mellem den udøvende og dømmende magt, jf. grundlovens § 3. Det bør (fortsat) være myndighedernes anliggende at indsamle oplysninger og på den baggrund vurdere, hvor stor en bøde, der skal kunne pålægges, og herefter domstolenes anliggende at efterprøve/kontrollere dette skøn.

 

Sikring af fuld judiciel prøvelse

Det bør sikres, at parterne i en konkurrenceretlig civil bødesag har "equality of arms", og at Konkurrencerådets afgørelse bliver undergivet en fuld judiciel prøvelse i en ligebyrdig retssag.

 

Det foreslås derfor, at der i Lovforslaget indføres en eksplicit bemærkning som følger:

 

"Konkurrencerådets afgørelse vil under indbringelse for domstolene blive undergivet en fuld judiciel prøvelse. En afgørelse fra Konkurrencerådet vil således ikke præjudicere substansprøvelsen i en civil retssag og er således ikke endelig, og det påhviler derfor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen at bevise den påståede overtrædelse. Det påhviler ligeledes Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen at godtgøre ansvarsgrundlaget for en eventuel bødepåstand."

 

Tredjemands indtræden

Efter den foreslåede affattelse af § 25 b, stk. 1-2, i konkurrenceloven, kan en tredjemand, der kan blive draget til ansvar for den overtrædelse, som sagen angår, indtræde i sagen for at varetage sine interesser, uanset om den pågældende støtter en af parterne i sagen. Tredjemanden kan tillige få beskikket en advokat mv., jf. bestemmelsens stk. 2, 3-4. pkt.

 

Det er efter Danske Advokaters opfattelse tvivlsomt, om en sådan tredjemand herved rent faktisk er sikret muligheden for at kunne varetage sine interesser i tilstrækkelig grad. Det bør f.eks. overvejes at supplere de foreslåede regler med en regel, der sikrer, at en tredjemand, der kan blive draget til ansvar for den overtrædelse, som sagen angår, også nødvendigvis må underrettes om sagens eksistens og muligheden for at indtræde. Hertil kommer, at det bør følge direkte af lovens ordlyd, at en sådan tredjemand skal kunne indtræde i sagen på en sådan måde, at vedkommende er sikret en rimelig adgang til at kunne varetage sine interesser.

 

For så vidt angår en tredjemand, der kan drages til civilretligt bødeansvar for den overtrædelse, som sagen angår, bør loven også sikre denne en tilsvarende adgang til at indtræde og varetage sine interesser.

 

Det kan eksempelvis være relevant, hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i sager om overtrædelse af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler vælger at anlægge separate bødesager mod hver af de påståede deltagere i overtrædelsen. I denne forbindelse bemærkes, at Lovudkastet ikke adresserer, hvorvidt det er tiltænkt, at sager vedrørende overtrædelser med flere deltagere vil skulle anlægges som én samlet eller flere separate sager. Idet en dom mod én deltager i en sådan overtrædelse kan tænkes at blive tillagt præjudikatsværdi i forhold til andre deltagere i overtrædelsen, bør de involverede virksomheder gives adgang til at varetage deres interesser i relation til sagerne mod de andre deltagere i overtrædelsen.

 

Som et andet eksempel kan nævnes, at medlemmerne af en virksomhedssammenslutning i medfør af de foreslåede nye bestemmelser i § 23 a, stk. 2-4, fremover vil kunne hæfte for bøder pålagt virksomhedssammenslutningen, også selvom medlemmerne ikke selv har gennemført virksomhedssammenslutningens beslutning om en overtrædelse eller overhovedet været bekendt hermed (idet undtagelserne for ansvar i henhold til den foreslåede § 23 a, stk. 4, ikke gælder for medlemmer af virksomhedssammenslutningen, hvis repræsentanter var medlemmer af sammenslutningens besluttende organer, da overtrædelsen blev begået). Derfor bør medlemmer af virksomhedssammenslutningen gives adgang til at varetage deres interesser i relation til sagen mod virksomhedssammenslutningen.

 

Den foreslåede § 25 b, stk. 3, indebærer, at "Retten beskikker efter anmodning en advokat for den pågældende". Dette må forstås således, at retten er forpligtet til at beskikke en advokat, og at det således er en ret for den pågældende. Imidlertid angives i de specifikke bemærkninger til bestemmelsen i Lovudkastet, s. 303, at "Med 3. pkt. foreslås det, at retten skal kunne beskikke en advokat for den pågældende, såfremt retten modtager en anmodning herom" (vores understregning). Dette kunne misforstås således, at retten frit kan vælge, hvorvidt der skal beskikkes en advokat. Det foreslås derfor, at ordet "kunne" udgår.   

 

Inddrivelse af tvangsbøder

I forhold til lovudkastets § 1, nr. 31, om den foreslåede affattelse af § 23 i konkurrenceloven, bemærker Danske Advokater, at der med § 23, stk. 3, foreslås indført hjemmel til at pålægge virksomheder civile bøder for en eventuel ikke betalt del af en pålagt tvangsbøde efter den foreslåede § 22 i konkurrenceloven, jf. hertil lovudkastets § 1, nr. 30. Dette forslag indebærer et opgør med det nugældende traditionelle udgangspunkt, hvorefter pålagte tvangsbøder ikke kan inddrives, hvis det forhold, som tvangsbøden udspringer af, er bragt til ophør, jf. hertil lovudkastets s. 90 og 239.

 

Artikel 16 i ECN+ stiller krav om indførelse af regler, der giver mulighed for at pålægge virksomheder tvangsbøder, som er effektive, og som står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning. Dette synes efter Danske Advokaters opfattelse ikke at indebære en pligt for medlemsstaterne til at fravige det traditionelle udgangspunkt om, at pligten til at betale en tvangsbøde bortfalder, når det forhold, tvangsbøden udsprang af, er opfyldt. Der vil således være tale om unødvendig overimplementering af ECN+. Dette skal navnlig sammenholdes med det faktum, at en tvangsbøde efter ordlyden af den foreslående § 22 i konkurrenceloven kan pålægges, uden at overtrædelsen er sket med forsæt eller uagtsomhed.

 

19. Forholdet mellem Konkurrencerådet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Siden 2014 har Konkurrencerådet skullet anses for en del af – nærmere bestemt bestyrelsen for – Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, og ikke som tidligere en separat myndighed. Således angiver forarbejderne (Lovforslag nr. 18 af 8. oktober 2014) til de nuværende bestemmelser i konkurrenceloven om Konkurrencerådet følgende:

 

"På denne baggrund foreslås det, at Konkurrencerådet omlægges til en mindre og professionel bestyrelse for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens håndhævelse af og vejledning om konkurrenceloven. Lige som for mange virksomheder skal konkurrencemyndigheden efter forslaget bestå af en organisation med en direktion, medarbejdere og en bestyrelse, som samlet udgør Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen."

 

I overensstemmelse hermed angiver § 1, stk. 2, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 1438 af 2. oktober 2020 om forretningsorden for Konkurrencerådet, at "Konkurrencerådet er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen".

 

Det er i overensstemmelse hermed, at det i afsnit 2.21 af Lovudkastet, s. 140, om konkurrencemyndighedens rolle ved domstolene angives, at "Konkurrencemyndigheden i Danmark udgøres af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvor Konkurrencerådet er at betragte som en bestyrelse med det overordnede ansvar for styrelsens administration af konkurrenceloven, herunder anvendelsen af EUF-Traktatens artikel 101 og 102".

 

Derimod kan det give anledning til misforståelser, når det senere i samme afsnit (s. 140) angives følgende:

 

"Ifølge bemærkningerne til § 20, stk. 3, er det Konkurrencerådet, der indstævnes, mens retssagens genstand er Konkurrenceankenævnets kendelse, hvilket dog ikke udelukker, at Konkurrenceankenævnet i givet fald kan indstævnes (Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 3676). Desuden vil styrelsen også kunne indstævnes ved styrelsesafgørelser om f.eks. aktindsigt. Selvom det er rådet, der indstævnes, er det i praksis styrelsen, der står for skriftvekslingen og den mundtlige forhandling i en sag for domstolene" (vores understregning).

 

Det foreslås derfor, at det præciseres – i loven og/eller i bemærkningerne hertil – at det (også) fremover er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, og ikke Konkurrencerådet, der skal indstævnes, hvis enten en afgørelse fra Konkurrenceankenævnet, Konkurrencerådet eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i øvrigt indbringes for domstolene.

 

Dette er i øvrigt også bekræftet andetsteds i Lovudkastet, jf. s. 142:

 

"Som anført i afsnit 2.20.1.1 [sic] ovenfor kan Konkurrenceankenævnets afgørelser indbringes for domstolene. Hvis sagen alene drejer sig om en efterprøvelse af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens og Konkurrenceankenævnets afgørelse, vil styrelsen som i dag være part i sagen som indstævnte." (vores understregning)

 

20. Overgangsbestemmelser

I henhold til Lovudkastets § 2 foreslås det, at loven ikke finder anvendelse på sager, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen inden lovens ikrafttræden i medfør af § 15 a, stk. 2, har udsendt en klagepunktsmeddelelse, eller hvor SØIK inden lovens ikrafttræden har rejst sigtelse.

 

I Lovudkastet, s. 303, angives det, at "Virkningen af den foreslåede bestemmelse vil være, at for sådanne sager vil de hidtil gældende regler finde anvendelse. Har Statsadvokaten ikke inden lovens ikrafttræden rejst sigtelse, vil sagen skulle tilbagesendes til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen". Det må dog være sådan, at hvis en sag inden lovens ikrafttræden er anmeldt til SØIK, efter at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen inden lovens ikrafttræden i medfør af § 15 a, stk. 2, har udsendt en klagepunktsmeddelelse, så vil sagen fortsat skulle behandles af SØIK efter de hidtidige regler, uanset at SØIK ikke har rejst sigtelse inden lovens ikrafttræden. Det foreslås derfor, at bemærkningerne til bestemmelsen på dette punkt korrigeres. 

 

Med venlig hilsen

 

Jeanie Sølager Bigler
Retschef
jsb@danskeadvokater.dk

 
kommentarer

 

Nyheder

KURSER

Charlotte Hvid Olavsgaard
Charlotte Hvid Olavsgaard | Specialkonsulent | T: +45 33 43 70 09 | E: cho@danskeadvokater.dk


Kontakt

Charlotte er specialkonsulent for Danske Insolvensadvokater, Danske Bestyrelsesadvokater og DALILA samt sekretær for Danske Advokaters bestyrelse 

 

Hun deltager i det branchepolitiske arbejde, udarbejdelse af høringssvar mv. 

Læs mere…

Kontakt Charlotte Hvid Olavsgaard på tlf.

33 43 70 09