Velkommen  



24-10-2011
En mand der gør en forskel - Jens Paulsen

Jens Paulsen

Jens Paulsen troede, det var løgn, da han blev ringet op med nyheden om, at han var udvalgt til at modtage den fornemste advokatpris herhjemme - Dreyer Fonds Hæderspris. Og det siger faktisk en hel del om ham.

Af Trine Baadsgaard

Tirsdag den 25. oktober er dagen, hvor Jens Paulsen skal modtage prisen, der hvert år gives til en fremtrædende advokat og ditto arkitekt. Ved hans side står arkitekten Bjarke Ingels, der er årets anden modtager af den fornemme pris.
Men det begyndte alt sammen for længe siden, i Sønderjylland, syd for Tinglev med en teenager, der var glad for at se ”Ironside” – den legendariske tv-serie fra slutningen af 60’erne om politi-efterforskeren i kørestol.
”Han var en mand, der havde all odds imod sig. Han var handicappet og ikke ligefrem den type, kvinderne faldt for. Alligevel klarede han altid sagerne,” husker Jens Paulsen. Og besluttede sig for, at sådan en ville han også være.
”Og jeg har faktisk aldrig været i tvivl siden,” siger han og tilføjer, at han var så heldig at søge ind på jurastudiet i Aarhus på et tidspunkt, hvor der ingen adgangsbegrænsninger var.

Altid samme kontor
Jurist blev han og søgte alle jobs, der lå syd for Hovedvej 15. Det første sted, han var til samtale, fik han jobbet, og her har han været lige siden. På kontoret, der gennem flere medarbejdere, opkøb og fusioner i dag er blevet til et af Jyllands største advokatkontorer - Dahl Advokater.
Og nu modtager han så den fornemme Dreyers Fonds Hæderspris med bl.a. følgende begrundelse:
”Jens Paulsen har igennem mange år med et stort engagement i sin ellers travle hverdag taget sig tid til såvel kollegialt arbejde som tid til at skrive bøger inden for både insolvensretten og ansættelsesretten samt tid til at undervise kolleger m.fl. inden for samme emner. Han har med udgangspunkt i sit daglige arbejde bidraget til, at advokatbranchen har fået væsentlig indflydelse på lovgivningen om virksomhedspant og rekonstruktion. Jens Paulsen bidrager ved sine bøger og ved sin undervisning til, at kollegerne landet over i deres dagligdag har fået inspiration til at se praktiske problemstillinger inden for insolvensretten og ansættelsesretten samt inspiration til, hvorledes disse kunne løses.”

To specialer
At det lige blev arbejdsret og insolvensret, der blev hans specialer, omtaler han som et resultat af ”total planløshed”.
”I første omgang kom det sig af, at firmaet altid har satset aktivt på, at de yngre medarbejdere skulle ud at undervise på handelsskoler og universiteter. De manglede lige en, der kunne undervise i arbejdsret, og som yngste mand blev jeg kastet ud i det med én dags varsel,” husker han.
Det var lidt samme historie i forhold til insolvensretten, hvor der i 1979 i forbindelse med den sidste store krise væltede konkurssager, bobehandlingssager og rekonstruktioner ind af døren på kontoret.
”Der manglede folk, og jeg kløede på,” husker han.
Det er to vidt forskelige områder, og det er vel ikke helt sædvanligt, at man som advokat har to så store og ret forskellige specialer, men de supplerer hinanden godt i Jens Paulsens optik.
”På insolvensområdet ved man aldrig, hvad der sker. Telefonen kan ringe kl. 14, hvor det hele er ved at brænde på, og hvor man skal til møde om sagen samme aften. Der er ikke så meget med at sidde og tygge på sagerne. Der skal tages en beslutning. Det er tit også meget positivt at have med at gøre som advokat, for jeg omgås folk, der kommer igennem en krise,” siger han.
Han fortæller, at det er nøjagtig det modsatte, der gør sig gældende med arbejdsretten.
”Her er jeg helt nede i juraens finmekanik, og det er et godt supplement. Her kan jeg sidde stille og roligt og forberede mig på mit kontor,” siger han og kommer med en enkelt overvejelse.
”Jeg har da tit tænkt på - ud fra et suboptimeringssynspunkt - at med alle de timer, jeg har lagt i mit arbejde, kunne jeg være kommet rigtig dybt i ét af specialerne, men sådan har det altså været,” siger han og fortryder det ikke.

En mand med holdninger
Som den beskedne mand, Jens Paulsen er, er han ikke meget for at svare på, hvorfor han tror, at det er ham, der i år får Dreyers Fonds Hæderspris.
”Jeg troede, det var en joke, da de ringede og sagde det. Jeg er selv sådan en, der godt kan finde på at tage gas på de andre på kontoret, så jeg var sikker på, at det var deres gengældelse. Det er sjældent, at prisen gives til advokater uden for Valby Bakke, og jeg havde ikke drømt om, at jeg var i spil.”
Men hvis han alligevel skal give et bud, bliver det noget med alle de bøger, han har skrevet, som er kendetegnet ved at være meget praktiske og dermed brugbare for kollegerne.
”Hertil kommer, at jeg har været aktiv i mange udvalg i forbindelse med høringssvar til lovgivning,” siger han.
Men måske har det også noget at gøre med, at han er en mand med holdninger.
”Mit personlige motto er: Vi giver ikke op, før alle muligheder er undersøgt. Det motto lever jeg ud fra, ikke mindst når der skal søges ordninger for økonomisk truede virksomheder, og det er i særlig grad denne undersøgelse af muligheder, der er det konstruktive og for så vidt også livsbekræftende i arbejdet med insolvensret, som ellers - ud fra en umiddelbar betragtning - må opfattes som røvkedeligt,” siger han og tilføjer:
”Min generelle baggrund for at finde løsninger er tre ord, nemlig: rimelighed, retfærdighed og ”rent trav” – kun hvis disse betingelser kan honoreres, er det muligt at finde en holdbar løsning. Hvis der ikke bordet rundt er opbakning om dette synspunkt, må vejene skilles,” siger Jens Paulsen.

En person der gør en forskel
Men folk omkring ham er slet ikke så overraskede over, at der er blevet lagt mærke til ham på højeste niveau.
”Nogle gange har vi en mistanke om, at der er et Duracell-batteri gemt i ham et sted, ” siger en af hans kolleger.
”Han er jo en person, der gør en forskel. Som regel er han den første, der møder, og den sidste, der går. Han overkommer utrolige mængder af arbejde og er produktiv langt ud over det sædvanlige samtidig med, at han altid er en god kollega og chef,  der tager sig tid til dem, der har behov for det,” siger vedkommende.
At han også har humor og er meget socialt anlagt kommer alle på kontoret til gode.
Når tiden tillader det og uden for normal arbejdstid, kan man godt drøfte et fagligt spørgsmål over en øl – han lægger vægt på, at de folk, der er i afdelingen, også har et socialt gen,” lyder det.
En anden i hans omgangskreds hæfter sig med, at for Jens Paulsen er det altid det faglige, der er det afgørende i en sag.
”Jens har både store virksomheder som klienter og også gældssaneringssager med triste skæbner. Han dækker hele spektret og dømmer ikke nogen. Og så færdes han lige godt på de bonede gulve som i helt andre miljøer,” lyder det.
Så selvom Jens Paulsen troede, at det var en joke, kommer det ikke bag på nogle af hans kolleger, at han får prisen.
”Alle her synes, at det er absolut velfortjent. Det er ham så vel undt, at han får den påskyndelse for at knokle med at formidle sit stof.”


CV: Jens Paulsen

Født: 1954
Cand. Jur. 1979. Aarhus Universitet
1979-2011: Dahl Advokater, Herning
 


 

Nyheder

KURSER