Velkommen   (0 lektioner)

Nyheder

Får du ikke allerede vores nyhedsmail, kan du tilmelde dig her.

 


25-01-2021
Sexisme-undersøgelse understreger behovet for handling

Danske Advokater søsatte i oktober sidste år en række initiativer, der skal bekæmpe sexisme og seksuelle krænkelser i branchen. Ét af initiativerne var at gennemføre en undersøgelse blandt alle medarbejdere i Danske Advokaters medlemsvirksomheder. Djøf Advokat har også gennemført en undersøgelse, som vores spørgeskema er baseret på. Resultaterne af de to undersøgelser foreligger nu.

 

361 personer har svaret, at de på deres nuværende arbejdsplads har oplevet en eller flere former for sexisme eller seksuelle krænkelser. Det svarer til knap 15 % af de 2.431 personer, der svarede på spørgsmålet. Det er ikke ensbetydende med, at 15 % af alle beskæftigede i advokatbranchen har været udsat for sexisme eller seksuelle krænkelser, da resultaterne her udelukkende er baseret på de 27 %, der har besvaret undersøgelsen.

 

”For første gang har vi nu et samlet overbliksbillede, og vi har – i lighed med mange andre brancher – en stor opgave foran os. Siden MeToo-debatten begyndte at rulle, har det vigtigste været at skabe grundlag for varige forandringer, for jeg har den grundholdning, at ét eksempel er ét for meget”, understreger Danske Advokaters adm. direktør Paul Mollerup og fortsætter:

 

”Alle advokatvirksomheder bør have en nul-tolerance, og det kan ikke italesættes klart nok fra ledelsesmæssig side”.

 

Danske Advokater har nedsat en arbejdsgruppe, der skal udarbejde forslag til en modelpolitik mod krænkelser og sexisme, som kan anvendes og inspirere ude i advokatvirksomhederne.

 

”Vi kan se i undersøgelsen, at der i høj grad peges på kommentarer med seksuelle undertoner, platte vittigheder og uønskede berøringer, ligesom vi kan læse af kommentarerne, at indtagelse af alkohol i forbindelse med sociale arrangementer spiller en betydelig rolle, bare for at understrege, at det kræver, at ledelsen går foran som det gode eksempel og kommunikerer meget klart. Derfor er det et meget vigtigt arbejde, som arbejdsgruppen har taget hul på”, siger Paul Mollerup og tilføjer: 

 

”Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at bekæmpe sexisme og seksuelle krænkelser. Derfor afviser jeg ingen redskaber på forhånd, og jeg ser meget frem til arbejdsgruppens indstillinger”.

 

Denne undersøgelse af sexisme, seksuelle krænkelser og mobning i advokatbranchen er udført i et samarbejde mellem Danske Advokater og Djøf Advokat. Der er blevet udsendt to næsten identiske spørgeskemaer af Danske Advokater og Djøf Advokat målrettet hhv. de beskæftigede i Danske Advokaters medlemsvirksomheder og medlemmerne af Djøf Advokat. Resultaterne er derefter blevet konsolideret for at kunne vise det mest nøjagtige billede. I alt er 10.050 personer i advokatbranchen blevet spurgt om deres oplevelser med sexisme, seksuelle krænkelser og mobning. Af dem har 2.668 svaret på undersøgelsen svarende til 27%.

 

Læs hele undersøgelsen her

 
kommentarer

 

Sider

KURSER

Søren Møller Andersen
Søren Møller Andersen | Chef for kommunikation og public affairs | T: +45 33 43 70 19&E: sma@danskeadvokater.dk


Kontakt

Søren er ansvarlig for Danske Advokaters kommunikation og public affairs. 
 

Søren arbejder med alle genrer inden for kommunikation. Han tager sig blandt andet af foreningens pressearbejde og er ansvarlig for den digitale kommunikation og vores nyhedsbreve.


Du er altid velkommen til at ringe til Søren Møller Andersen, hvis du eksempelvis har forslag til særlige emner, som Danske Advokater bør sætte fokus på i sin kommunikation med medlemmerne.

Læs mere…

Kontakt Søren Møller Andersen på tlf.

33 43 70 19