Velkommen  

Nyheder

Får du ikke allerede vores nyhedsmail, kan du tilmelde dig her.

 


27-11-2008
Innovative advokater i kappestrid


Danske Advokaters innovationspris 2008 gik til henholdsvis ”legeplads for advokater”, nye ledelsesuddannelser og effektmålt kompetence-udvikling. Fænomener som moderne ledelse, innovation og coaching er med stor fart på vej ind i advokatbranchen.

Advokatbranchen har over en længere årrække gennemgået en voldsom konsolidering, og såvel de nye store spillere som deres mindre konkurrenter har kastet sig ud i betydeligt mere opfindsomme måder at løse advokatopgaven på. Der arbejdes i dag i langt større udstrækning med nye ledelsesformer, teknologi og innovation.

Danske Advokaters Innovationspris har til hensigt at belønne de virksomheder, der har demonstreret den største originalitet, de bedste resultater, og som frem for alt har evnen til at inspirere andre.

Advokatstanden bliver imidlertid af mange stadig set som en noget støvet og konservativ branche. I takt med at virkeligheden har ændret sig på advokatkontorerne, er disse opfattelser lige så stille gledet ind i rækken af myter og fordomme samtidig med, at den almindelige opfattelse i offentligheden ikke har rokket sig nævneværdigt.

"Vores branche er blandt andet kendt for, at der arbejdes både hårdt og længe. Tendensen i branchen går imidlertid mod at arbejde "smarter, not harder". Vi vil gerne hjælpe med at gøre opmærksom på denne tendens og med at skubbe yderligere til den udvikling," forklarer administrerende direktør i Danske Advokater, Frank Jensen. Han tilføjer:

"Jeg tror faktisk, at det kan vendes til en fordel, at vi traditionelt har været mere tilbageholdende med at kaste os hovedløst over den sidste nye tendens eller teknologi. Det giver os mulighed for at springe nogle trin over i den evolution, mange andre brancher allerede har været igennem."

I 2008 blev vinderen af førstepræmien på 125.000 kr.:

- Sirius Advokaterne for projektet: Sirius Akademi - ADHARA

Sirius har skabt et coaching-baseret kompetenceudviklingsprogram med løbende effektmålinger gennem hele forløbet. Uddannelsen indebærer forbedring af følgende kompetencer: Faglig kompetence, selvledelse, innovation og kreativitet, læringskompetence og kulturkompetence. Undervisningen sker via coaching, mentoring, personlig feed-back, undervisning/træning, struktureret refleksion og ekstra udfordrende opgaver. Sirius har formået at skabe en attraktiv arbejdsplads, der har vist vilje til at skabe fornyelse og gerne via utraditionelle måder. Virksomheden viser her en vilje til at få det bedste ud af sine medarbejdere, ser fordelen ved systematisk talentpleje og erkender, at virksomheden må ofre mange debiterbare timer herpå.

Andenpræmien på 75.000 kroner:

- Plesner for projektet: Plesner Leadership Excellence (PLE)

Andenpræmien tildeles til Plesner for et helt igennem gennemarbejdet og professionelt lederuddannelsestiltag, der klæder egne medarbejdere bedre på, både ledermæssigt og forretningsmæssigt, men som også kan udvikle branchen, give grobund for en udvidelse af advokatstanden og sikre erhvervslivet en rådgivning, der er værdiskabende ikke alene indenfor jura, men også på det kommercielle og strategiske plan. Plesner har således givet sin lederuddannelse et udtryk, der kan bruges eksternt og markedsføringsmæssigt, således at kunder og potentielle ansatte får øje herfor.

Tredjepræmien på 50.000 kroner:

- Johansen og Blidahl for projektet: Et anderledes advokatfirma

Tredjepræmien tildeles for firmaets mod og vilje til at forsøge sig med utraditionelle metoder til at ændre en advokatvirksomhed i forbindelse med et generationsskifte. Visionen var at skabe en legeplads for advokater og de øvrige medarbejdere, der ville resultere i mere munterhed, sprudlende ideer, spændende produktudvikling, tiltrækning af modige og lidenskabelige medarbejdere, ny vækst og hurtig problemløsning. Visionen udmøntede sig i en række tiltag både indadtil og udadtil. Og vigtigst af alt har Johansen og Bliddal har ikke været bange for at rejse ud i ukendt land eller for at erkende og vise sine fejltrin - hvilket er absolut centralt i en lærende organisation.
For yderligere kommentarer kontakt venligst adm. direktør Frank Jensen, tel.: 30 30 50 46
 


 

Sider

KURSER

Søren Møller Andersen
Søren Møller Andersen | Chef for kommunikation og public affairs | 33 43 70 19 sma@danskeadvokater.dk


Kontakt

Søren er ansvarlig for Danske Advokaters kommunikation, presse og public affairs.  

 

Søren arbejder med alle genrer inden for kommunikation. Han tager sig blandt andet af foreningens pressearbejde og er ansvarlig for den digitale kommunikation og vores nyhedsbreve. 

 

Du er altid velkommen til at ringe til Søren, hvis du eksempelvis har forslag til særlige emner, som Danske Advokater bør sætte fokus på i sin kommunikation med medlemmerne. 

Læs mere…

33 43 70 19