Velkommen  

Nyheder

Får du ikke allerede vores nyhedsmail, kan du tilmelde dig her.

 


03-01-2011
Kromann Reumert har stor succes med speednetworking

I et forsøg på at få bragt relevante parter sammen og udvekslet erfaringer inden for et bestemt emne har Kromann Reumert arrangeret en række speednetworking-events. Det er en metode, der ser ud til at virke, og virksomheden er klar med en ny speednetworking-event den 27. januar.

100 mennesker, der i et par timer i løbet af en eftermiddag får talt, udvekslet visitkort og sat ansigter på navne. Sådan nogenlunde lyder det enkle koncept, når Kromann Reumert inviterer til speednetworking.

Speeddating er egentlig mest kendt fra single-arrangementer, hvor singler i løbet af ganske kort tid kan møde en masse andre singler. Så behøver man ikke bruge en hel aften på en person, som man allerede efter et par minutter ved, at man aldrig har lyst til at se igen. Med andre ord: Et effektivt og tidsbesparende matchmaking-redskab.

Inspiration fra London
Fænomenet har i et stykke tid været benyttet i dele af erhvervslivet – og breder sig nu til advokatbranchen.

”Inspirationen kom fra en speednetworkingevent, jeg selv var inviteret til hos advokatkontoret Watson, Farley & Williams i London,” fortæller partner Jens Blomgren-Hansen fra Kromann Reumert.

”Jeg kunne se, at det var utrolig effektivt og tænkte, at det ville være godt også på det danske marked.”

Lidt skepsis
Og som sagt, så gjort. Jens Blomgren-Hansen foreslog et lignende arrangement hos Kromann Reumert.

”Umiddelbart var der lidt skepsis i forhold til det, da det jo selvfølgelig er lidt utraditionelt, men ledelsen var positiv, så derfor arrangerede vi den første speednetworking for ca. et år siden inden for emnet vedvarende energi,” fortæller Jens Blomgren-Hansen.

”Dybest set handler det om at få bragt parter sammen, skabe links mellem forskellige aktører og hjælpe med transaktioner. Vores rationale er, at hvis vores klienter kommer til at lave noget mere, så kommer vi også til at lave noget mere,” siger Jens Blomgren-Hansen. Og arrangementet var succesfyldt. Ca. 100 mennesker mødte op med skarptslebne budskaber og masser af visitkort i lommen.

Vigtigt med skarpe budskaber
”Jeg kom med et kort oplæg, og herefter gik seancen i gang. Vi havde stillet cafeborde op, og folk fik et blåt, rødt eller grønt kort. Dem med de blå kort skulle stå stille, dem med de grønne skulle gå til højre, og dem med det røde mod venstre. Hvert femte minut blev der ringet på klokken, og så var det tid til at rykke,” fortæller Jens Blomgren-Hansen.

Tanken var, at man i løbet af de to timer skulle møde de omkring 100 andre fremmødte.

”Det er jo meget uformelt, men alligevel måtte flere sande, at det godt kan betale sig at være godt forberedt. Man skal have skarptslebet sine budskaber og skal kunne sælge dem,” siger han.

Mange opfølgende møder
Efterfølgende har stort set samtlige deltagere meldt positivt tilbage.

”Man har jo selv ansvar for at følge op på de kontakter, man har fået. Til gengæld er der intet odiøst i det, og det er noget, vi opfordrer til. Det, at man har mødtes før og udvekslet visitkort, gør, at man har en lovlig undskyldning for at tage fat på folk efterfølgende,” siger Jens Blomgren-Hansen.

Og Kromann Reumert har fået nye klienter, nye sager og en række muligheder for opfølgning. Faktisk kom der 32 helt konkrete nye møder i stand efter seancen.

”Så vi gør det igen. Og i princippet kan man gøre det på alle forretningsområder, så længe de er transaktionsbaserede. Kroman Reumert står bag en ny event den 27. januar, hvor emnet er grønne investeringer.

 

Sider

KURSER

Søren Møller Andersen
Søren Møller Andersen | Chef for kommunikation og public affairs | 33 43 70 19 sma@danskeadvokater.dk


Kontakt

Søren er ansvarlig for Danske Advokaters kommunikation, presse og public affairs.  

 

Søren arbejder med alle genrer inden for kommunikation. Han tager sig blandt andet af foreningens pressearbejde og er ansvarlig for den digitale kommunikation og vores nyhedsbreve. 

 

Du er altid velkommen til at ringe til Søren, hvis du eksempelvis har forslag til særlige emner, som Danske Advokater bør sætte fokus på i sin kommunikation med medlemmerne. 

Læs mere…

Kontakt Søren Møller Andersen på tlf.

33 43 70 19