Får du ikke allerede vores nyhedsmail, kan du tilmelde dig her.
30-09-2013 SKAT har hævet sagen om adgang til klientkontoen Det meget vigtige og principielle spørgsmål om, hvorvidt SKAT kan foretage udlæg i indestående på en advokats klientkonto, bliver alligevel ikke prøvet ved domstolene i denne omgang. Klienten i den konkrete skattesag har valgt at lukke sagen med SKAT, hvilket har fået SKAT til at hæve sagen mod advokaten, der nægtede SKAT adgang til klientkontoen. Danske Advokater biintervenerede i sagen og har sammen med advokaten fået godtgjort sagsomkostninger.
”Det er positivt, at retten har vurderet, at retssagen var af væsentlig interesse for os, og at både vi og vores medlem har fået tillagt sagsomkostninger, men det kan godt ærgre mig, når det nu var nået dertil, at vi ikke fik prøvet sagen hele vejen, så vi kunne få rettens ord for, at vi har ret i, at der gælder en særlig sikring af midler, der er indsat på en klientkonto”, siger Danske Advokaters formand, Lars Svenning Andersen, og tilføjer:
”Jeg håber, at denne sag får SKAT til at besinde sig, så andre advokater ikke skal udsættes for det samme. Ud fra en retssikkerhedsmæssig betragtning må det være sådan, at alle har ret til et effektivt forsvar. Staten har uanede ressourcer at føre retssager for. Borgerne er i den modsatte situation. Så dur det altså ikke, hvis staten oven i købet kan umuliggøre et effektivt forsvar”.
Problematikken har blandt andet været omtalt på forsiden af Jyllands-Posten den 3. maj, og her vurderede Dansk Institut for Menneskerettigheder, at SKATs metode måske var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. “Det er et væsentligt princip, at man ikke må vanskeliggøre borgerens mulighed for at få et effektivt forsvar, og hvis man tager de penge, som var beregnet til advokaten, kan det være et problem”, forklarede instituttets chefkonsulent, Christoffer Badse. Også lektor i skatteret på Aalborg Universitet, Thomas Rønfeldt, mente, at sagen illustrerer et klart retssikkerhedsmæssigt problem: “Det er en meget snedig måde at forsøge at undgå, at skatteborgerne får ført og prøvet deres sager”, udtalte han i artiklen.
Også for Lars Svenning Andersen er sagen helt principiel: ”Det ligger helt fast, at hvis andre af Danske Advokaters medlemmer bliver udsat for det samme, så er vi klar til at tage kampen mod SKAT – hele vejen. Det drejer sig grundlæggende om sikringen af borgernes retssikkerhed. Her går vi ikke på kompromis, men jeg håber, at eftertænksomheden vil melde sig i SKAT efter denne sag”, siger han. |
|||||||||||
|
|||||||||||
|
|||||||||||
Tilbage |
Sider
KURSER

Kontakt
Søren er ansvarlig for Danske Advokaters kommunikation, presse og public affairs.
Søren arbejder med alle genrer inden for kommunikation. Han tager sig blandt andet af foreningens pressearbejde og er ansvarlig for den digitale kommunikation og vores nyhedsbreve.
Du er altid velkommen til at ringe til Søren, hvis du eksempelvis har forslag til særlige emner, som Danske Advokater bør sætte fokus på i sin kommunikation med medlemmerne.
Læs mere…33 43 70 19