Velkommen  

Nyheder

Får du ikke allerede vores nyhedsmail, kan du tilmelde dig her.

 

En lang karriere i advokatbranchen blev kronet den 29/3, da advokat Allan Ohms modtog Dreyers Fonds Hæderspris for gennem sin karriere at have bidraget væsentligt til udviklingen af advokatbranchen og for at have gjort et forbilledligt arbejde inden for retspolitik og menneskerettigheder.

30-03-2017
Ohms sætter strøm til samfundsdebatten

En lang karriere i advokatbranchen blev kronet den 29/3, da advokat Allan Ohms modtog Dreyers Fonds Hæderspris for gennem sin karriere at have bidraget væsentligt til udviklingen af advokatbranchen og for at have gjort et forbilledligt arbejde inden for retspolitik og menneskerettigheder.

 

Af Søren Møller Andersen

 

Navnet Allan Ohms er velkendt i advokatbranchen og i Danske Advokater, som han var med til at stifte i 2008. Hvis man følger med i retspolitiske debatter, er man ikke i tvivl om, at Allan Ohms er en advokat, der bruger sin ytringsfrihed lige så markant, som han værner om den. Faktisk mener han, at alle har en pligt til at deltage i den demokratiske debat med de forudsætninger, man nu engang har. For Ohms handler det om at påpege, hvor man kan bidrage med løsninger – også i branchepolitiske spørgsmål. Dialog er nemlig vejen frem, understreger han. For ham er den store debatlyst dog ikke uden omkostninger. ”Det koster tid og energi. Jeg prøver altid at gå efter bolden og ikke personen, men det lykkes ikke altid, når engagementet løber af mig med. Jeg bliver ked af det, når jeg utilsigtet er kommet til at træde et andet menneske over tæerne. Jeg prøver hele tiden at blive bedre og giver gerne en undskyldning”, lyder det fra advokaten, der er kendt for sit store engagement, som ifølge ham selv er drevet af nysgerrighed.

 

Den ekstra dimension

Allan Ohms lægger ikke skjul på, at han har været igennem en personlig udvikling, som han bruger i sin advokatforretning. Her skal kunderne ikke have, hvad de beder om. Her skal kunderne have, hvad de har brug for. Ohms er en stærk tilhænger af mediation, og det at lytte og stille spørgsmål er udgangspunktet for hans rådgivning. Eksempelvis handler det for ham ikke bare om rent håndværksmæssigt at udforme en ægtepagt. Det handler i lige så høj grad om, at den ikke kommer i brug. ”Man har et produktansvar” og ”kunderne skal kende alle virkninger og konsekvenser”, lyder forklaringen på, hvorfor han lægger en ekstra menneskelig dimension ind i rådgivningen. ”Juraen er bedre til at forebygge end til at helbrede”, forklarer han.

 

Muligheden for at kunne gøre en forskel for mennesker og kampen for, hvad han selv betegner som ordentlighed, var drivkraften bag, at han i sin tid valgte at blive advokat. På spørgsmålet om, hvor han ser advokatbranchens styrker, peger han igen på ordentlighed, et højt uddannelsesniveau og det at ”gå efter retfærdighed”. Samtidig gør han det meget klart, at han bryder sig ikke om: ”Hvis der er for meget forretning og for lidt advokat”. Advokater skal nemlig, ifølge Ohms, være en ”betroet rådgiver med hjertet”.

 

Lyt og vær i øjenhøjde

I mange år var han en stærk stemme i Danske Advokaters bestyrelse, efter han selv var med til at danne brancheforeningen. Den rejse betegner han som ”et spændende nybyggerprojekt”, som han har lært meget af. ”Vi har nået meget, men på nogle områder kunne jeg godt ønske mig, at vi var nået længere. Det er ikke lykkedes godt nok at komme i øjenhøjde med alle advokater i hele landet. Selv mener jeg ikke, at der er tale om Københavneri, men det er vigtigt, at man alle steder og i alle typer advokatvirksomheder kan se værdien af et medlemskab”, understreger han.

 

Allan Ohms er stadig særdeles aktiv i Danske Advokater, hvor han i øjeblikket indgår i en arbejdsgruppe, der beskæftiger sig med brancheudviklingen, og han er ikke i tvivl om, at der fortsat vil være brug for advokater i en verden præget af kunstig intelligens. ”En betroet rådgiver, der vil lytte og hjælper med de bedste løsninger, vil der også være behov for i fremtiden. Den menneskelige ramme om rådgivningen giver værdi, og det menneskelige anker i en digital verden kan godt være advokaten”, pointerer han. På spørgsmålet om, hvorvidt han har et godt råd til unge advokater, falder svaret prompte: ”Respekter, at man er født med to ører og kun én mund. Man skal møde mennesker i øjenhøjde, der hvor de er. Man skal have modet til at lytte, for det er fantastisk berigende. Man skal motivere, mediere og facilitere, for det rigtige svar finder man i maven”.

 

Samfundsansvaret

En af begrundelserne for, at Allan Ohms har fået hædersprisen, er hans store samfundsengagement. I dag sidder han i bestyrelsen i ”Levende Menneskerettigheder”, er fast inventar på Folkemødet på Bornholm og en flittig debattør i medierne. Forum Advokater, hvor han er partner, bruger mange kræfter på at oplyse om jura via forskellige kanaler, ligesom virksomheden uden beregning underviser i, hvad man kan bruge jura til. Mange husker nok også Ohms som advokaten, der - sammen med to kollegaer - gratis tog den såkaldte Scharla Nielsen-sag og efterfølgende fik bevilget fri proces i sagen, hvor pensionisten Hans Peter Scharla Nielsen mente, at staten siden 1994 og frem til 2000 havde snydt borgerne for 50 mia. kroner. Årsagen var, at Finansministeriet uden om Folketinget havde fastsat sit eget system til at regulere både skattesatser og udbetaling til pensionister. I 2006 blev staten frifundet i Højesteret. Allan Ohms husker tydeligt dagen, hvor Scharla Nielsen bankede på døren. Han havde fået afslag på fri proces, og beskeden fra Østre Landsret var klar: Hvis du ikke møder med advokat, så afviser vi din sag. ”Det var ikke en ordentlig måde at behandle en pensionist på. Alle skal have en ordentlig behandling, så vi tog sagen”, fortæller Ohms.

 

Prisens betydning

Ord betyder meget for Ohms, for som han siger: ”Ord kan starte krige og ord kan slutte krige. Ord kan redde menneskeliv”. Men hvilke ord vil han selv sætte på betydningen af prisen for ham?

 

”Prisen betyder meget, særligt fordi anerkendelsen kommer fra kollegaer. Jeg er glad, taknemmelig og ydmyg”.   

 

Danske Advokater ønsker Allan Ohms et stort til lykke med Dreyers Fonds Hæderspris.

Læs også pressemeddelelsen fra Dreyers Fond, hvor bestyrelsesmedlem og advokat Claus Barrett Christiansen motiverer valget af Allan Ohms.

 

 

 

Om Allan Ohms:

Blev cand.jur. i 1979 på Københavns Universitet. Advokatfuldmægtig 1979-1982 i Advokatfirmaet Birgitte & Niels Grubbe. Advokat i 1982 og var frem til 1985 advokat hos Advokaterne Wildt & Lindélius. Stiftede siden Advokatfirmaet Allan Ohms, som i 2000 fusionerede med Advokatfirmaet Ammitzbøll og Tygesen til Forum Advokater, hvor han i dag er partner og bestyrelsesformand. Allan Ohms blev certificeret som mediatoradvokat i 2003.

 

 
kommentarer

 

Sider

KURSER

Søren Møller Andersen
Søren Møller Andersen | Chef for kommunikation og public affairs | 33 43 70 19 sma@danskeadvokater.dk


Kontakt

Søren er ansvarlig for Danske Advokaters kommunikation, presse og public affairs.  

 

Søren arbejder med alle genrer inden for kommunikation. Han tager sig blandt andet af foreningens pressearbejde og er ansvarlig for den digitale kommunikation og vores nyhedsbreve. 

 

Du er altid velkommen til at ringe til Søren, hvis du eksempelvis har forslag til særlige emner, som Danske Advokater bør sætte fokus på i sin kommunikation med medlemmerne. 

Læs mere…

Kontakt Søren Møller Andersen på tlf.

33 43 70 19