Velkommen  

Nyheder

Får du ikke allerede vores nyhedsmail, kan du tilmelde dig her.

 


29-08-2022
To advokater i medieansvarsudvalg

Hele to advokater har fået plads i kulturministerens nye medieansvarsudvalg, der skal undersøge, hvordan rammerne for mediernes ansvar kan gøres mere tidssvarende og styrke borgernes retssikkerhed i en digital medievirkelighed. Det drejer sig om advokat Heidi Højmark Helveg fra CO:PLAY og advokat Peter Lambert fra Lassen Ricard. Tidligere justitsminister Søren Pind er formand for udvalget, som består af en række repræsentanter fra mediebranchen og civilsamfundet.

 

”Det er over 35 år siden, at det seneste medieansvarsudvalg blev nedsat, og den gældende medieansvarslov er fra 1990. Jeg ser frem til at bidrage med mine erfaringer i arbejdet med at undersøge ansvarssystemet for medierne, de klassiske såvel som andre formidlere af nyheder og holdninger. I en nutidig medievirkelighed, hvor dagens avis fylder væsentligt mindre end den gjorde, da den gældende lov blev skrevet, er der dilemmaer og temaer, som fortjener den brede repræsentation og granskning, der lægges op til med kommissoriet”, lyder det fra advokat Heidi Højmark Helveg.

 

Også advokat Peter Lambert ser frem til at bidrage med sin faglighed:

 

”Udvalget skal beskæftige sig med vigtige problemstillinger om rammerne for mediernes ansvar. Jeg har som medieretsadvokat og forfatter af juridiske værker beskæftiget mig indgående med emnet i mange år, og jeg ser frem til at bringe den viden og erfaring ind i udvalget.”

 

Udpegningerne glæder Danske Advokaters adm. direktør Paul Mollerup:

 

”Advokater har en helt unik faglighed, der virkelig kan komme konstruktivt i spil i det her udvalgsarbejde. Udviklingen på internettet og på de sociale medier gør, at retssikkerheden for borgere og brugere er helt afgørende. Derfor fortjener Kulturministeriet stor ros for at inddrage branchens stærke faglighed i arbejdet”.

 

Udvalget skal afgive anbefalinger senest om halvandet år. Udvalget kan afgive delrapporteringer, hvis det vurderes hensigtsmæssigt.

 

Læs mere her

 
kommentarer

 

Sider

KURSER

Søren Møller Andersen
Søren Møller Andersen | Chef for kommunikation og public affairs | 33 43 70 19 sma@danskeadvokater.dk


Kontakt

Søren er ansvarlig for Danske Advokaters kommunikation, presse og public affairs.  

 

Søren arbejder med alle genrer inden for kommunikation. Han tager sig blandt andet af foreningens pressearbejde og er ansvarlig for den digitale kommunikation og vores nyhedsbreve. 

 

Du er altid velkommen til at ringe til Søren, hvis du eksempelvis har forslag til særlige emner, som Danske Advokater bør sætte fokus på i sin kommunikation med medlemmerne. 

Læs mere…

33 43 70 19