Velkommen   (0 lektioner)

Nyheder

Får du ikke allerede vores nyhedsmail, kan du tilmelde dig her.

 

Shaina Jabbar er advokat og partner i Plesner. Hun er vokset op med udfordringer i forhold til sin skolegang, der både foregik i Danmark og i Pakistan. Derfor har hun altid haft et ønske om at gøre en forskel for unge, der sidder med de samme udfordringer, som hun engang var præget af. I dag står hun for Plesners skoleprojekt, som støtter unge på Nørrebro i deres skolegang.

22-03-2017
Advokat og rollemodel for unge med udfordringer

Shaina Jabbar er advokat og partner i Plesner. Hun er vokset op med udfordringer i forhold til sin skolegang, der både foregik i Danmark og i Pakistan. Derfor har hun altid haft et ønske om at gøre en forskel for unge, der sidder med de samme udfordringer, som hun engang var præget af. I dag står hun for Plesners skoleprojekt, som støtter unge på Nørrebro i deres skolegang.

 

Af Rikke Kynde

 

Mød Shaina Jabbar. Hun er 42 år og partner hos en af Danmarks største advokatvirksomheder, Plesner. Til daglig har hun sin gang i kobbertårnet på Amerika Plads. Men du kan også finde hende på skoler på Nørrebro. For ud over sit advokatarbejde bruger Shaina nemlig meget tid sammen med elever, der kommer fra en baggrund med særlige udfordringer.

 

”Vi vil gerne gøre en indsats for børn, der går i skole, og som har nogle forældre, der måske ikke er så stærke ressourcemæssigt, og som derfor har behov for hjælp og guidance i forhold til at tage en uddannelse.”

 

I 2011 startede hun Plesners skoleprojekt, som hun siden har været tovholder, rollemodel og koordinator for. Skoleprojektet går ud på at hjælpe folkeskoleelever i de sidste tre år af deres skoletid, så de bliver inspireret og støttet til at fortsætte med at uddanne sig. Projektet foregår i øjeblikket på Nørrebro Park Skole og Blågård Skole på Nørrebro.

 

”Jeg er meget stolt over, at Plesner er med til at løfte en så stor samfundsnyttig opgave. Jeg er selv, ligesom en hel del af de elever, vi har med i projektet, vokset op i et hjem, som har været præget af to forskellige kulturer, to forskellige normer og to forskellige sprog og været præget af de udfordringer, der følger med sådanne forskelle. Mine forældre har ikke selv gået i skole, derfor har det været vanskeligt for dem at give mig tilstrækkelig opbakning i forhold til min skolegang og uddannelse. Så det gør mig utrolig glad, at Plesner gennem det her skoleprojekt rent faktisk er med til at gøre en forskel for elever, som har de samme udfordringer, jeg selv havde engang.”

 

Med tidsmaskinen til en skolegang i Pakistan

Shaina er født i Danmark af afghanske forældre, der kom til landet som gæstearbejdere i 1960’erne. Sammen med sine forældre og fem andre søskende voksede hun op på Nørrebro, hvor hun gik på én af de skoler, der i dag er med i skoleprojektet – Nørrebro Park Skole.

 

Shainas skolegang i Danmark blev dog ofte afbrudt af længerevarende ophold i Pakistan. Hendes forældre savnede hjembyen Quetta, der ligger nær den afghanske grænse i Pakistan. Det betød, at familien flyttede frem og tilbage mellem Pakistan og Danmark gennem Shainas opvækst. Opholdene i Pakistan varede i flere måneder. Derfor foregik hendes skolegang skiftevis på Nørrebro Park Skole og en pakistansk skole – en helt anden verden, hvis man spørger Shaina:

 

”Jeg følte, at jeg satte mig ind i en tidsmaskine, hver gang jeg steg på et fly fra Danmark til Pakistan. Kvinder går fuldstændig tildækket, og skolen er helt anderledes. Der var slet ikke den samme luksus som i Danmark. Man sad på gulvet under primitive forhold og fik et slag, hvis man ikke svarede rigtigt. Det var et meget hårdere skolemiljø, og det fik mig til at indse, hvor godt det er at gå i skole i Danmark. Det fik mig til at holde fast i skolegangen og virkelig fokusere på at tage en uddannelse og være glad for alle de muligheder, der er her i landet. Så det har også været en stor fordel for mig at have oplevelserne fra Pakistan med i bagagen.”

 

Shaina fortæller, at hun også har forklaret eleverne i skoleprojektet om sin skolegang i Pakistan. Hun mener, at det er vigtigt, at de får øjnene op for, hvilke fordele de har i skolesystemet her i Danmark.

 

Efter folkeskolen tog Shaina tilbage til Pakistan og gik i gymnasiet der. Da hun kom tilbage til Danmark, gik hun på en international handelsskole, IBB, og fik idéen til at søge ind på jurastudiet gennem et piccolinejob i Advokatsamfundet. I 2004 afsluttede hun sin jurauddannelse fra Københavns Universitet og blev ansat hos Plesner.

 

På grund af skiftene mellem Danmark og Pakistan tog det lidt længere tid for Shaina at finde sin vej i livet. Så da hun fandt sin plads, vidste hun, at hun ville gøre en forskel for unge, der også har udfordringer i forhold til deres skolegang.

 

”Lige siden jeg blev færdiguddannet, ville jeg rigtig gerne tilbage til den folkeskole, jeg selv har gået på, og det miljø jeg selv kom fra. Jeg ønskede at hjælpe nogle af de unge, som sidder i samme situation, som jeg selv sad i og give dem svar på spørgsmål, jeg selv havde, da jeg var på deres alder. Så på den måde passer det helt perfekt, at Plesner også har haft et ønske om at gøre en forskel på det område.”

 

  
Billeder fra skoleprojektet

 

En rollemodel man knytter sig til

Formålet med Skoleprojektet er at motivere elever til at tage en uddannelse og få dem til at forstå, hvorfor uddannelse er vigtig, og hvilke jobmuligheder og frihedsgrader det afføder. Helt praktisk foregår det således, at rollemodeller fra Plesner og fra andre virksomheder mødes med klasserne en gang om måneden. Klasserne er inddelt i grupper af 4-5 elever, som hver har en fast rollemodel tilknyttet. Shaina, som selv er rollemodel, fortæller, at de lærer eleverne rigtig godt at kende gennem årene fra 7. til 9. klasse og på den måde får opbygget en vis fortrolighed med eleverne, så de både kan snakke om uddannelse, men også privat.

 

”En episode, der virkelig varmede mit hjerte, var, da vi i sommer var inviteret til en 9. klasses-dimission på Nørrebro Park Skole. Der var en ret genert tørklædebærende pige, som holdt en spontan tale. Det var så dejligt at se, at hun tog mod til sig og lige pludselig stillede sig op foran ret mange mennesker og fortalte, hvad skoleprojektet havde betydet for hende personligt, og hvordan det havde åbnet hendes øjne for, hvad der er af muligheder for job og uddannelse.”

 

Hver anden måned tager Plesner klasserne på virksomhedsbesøg, hvor eleverne møder direktører og medarbejdere, som de kan stille spørgsmål til og blive inspireret af. Eleverne har blandt andet besøgt Sund & Bælt, Dong Energy, Berendsen Tekstilservice, McDonalds og Bellahøj Politi.

 

Rollemodellerne har typisk en anden etnisk baggrund end dansk, så eleverne har nogle, de kan spejle sig i, da de fleste elever i projektet også har en anden etnisk baggrund end dansk.

 

”Det gør et stort indtryk på eleverne, når vi fortæller vores historie om, hvordan vi har brudt den sociale arv. Det er nemt for dem at identificere sig med os, da vi fortæller om udfordringer, vi har haft på grund af vores baggrund – udfordringer, som de selv sidder med. Det giver dem et håb og en tro på, at ’ja, det kan godt lade sig gøre, man skal bare arbejde hårdt, så er alt muligt’, og det er også vores budskab. Jeg mener sådan set, at der ikke er noget i livet, der er uopnåeligt, hvis bare man brænder nok for det. Det kræver selvfølgelig, at man arbejder hårdt og målrettet, og det er også en tankegang, jeg rigtig gerne vil give videre til eleverne.”

 

Nu er der gået nogle år siden, den første klasse i projektet dimitterede, og Shaina fortæller, at de alle har fortsat med at uddanne sig på enten gymnasium, handelsskole, teknisk skole eller i 10. klasse. 

 

”Samtlige elever i de klasser, vi har haft med i projektet, er gået videre ad uddannelsesvejen efter 9.klasse, og det er ikke helt sædvanligt for de skoler, vi har med at gøre.”

 

Skoleprojektet vinder Dreyers Prisen

Danske Advokater værdsætter Shainas og Plesners arbejde med skoleprojektet, da vi mener, at det er meget vigtigt at yde en social indsats og på den måde samtidig styrke advokatbranchens synlighed og image. Derfor overrakte vi, på vores kongres den 30. september 2016, Danske Advokaters Dreyers Pris’ tredjepræmie samt 25.000 kr. til Plesner for deres store indsats og det flotte eksempel, de sætter for resten af branchen.




Shaina Jabbar modtager Danske Advokaters Dreyers Pris på vegne af Plesner.


”Jeg var rigtig glad og stolt på vegne af Plesner, skoleprojektet og eleverne. Eleverne var også rigtig glade for at høre, at vi vandt og for de penge, som skal bruges på skolerne. Det er meget positivt, at projektet bliver anerkendt og synliggjort. Det gør mig rigtig glad, at vores brancheorganisation har fokus på de her områder og er med til at sprede budskabet, så andre brancher og virksomheder bliver inspireret til at tage initiativ til lignende projekter”, lyder det fra Shaina Jabbar.

 

Advokatvirksomheden, Plesner, er en del af Danske Advokaters branchekodeks – advokatKODEKS.

Læs mere om skoleprojektet her.


 

 


 

 


 

 

 
kommentarer

 

Sider

KURSER

Søren Møller Andersen
Søren Møller Andersen | Chef for kommunikation og public affairs | T: +45 33 43 70 19&E: sma@danskeadvokater.dk


Kontakt

Søren er ansvarlig for Danske Advokaters kommunikation og public affairs. 
 

Søren arbejder med alle genrer inden for kommunikation. Han tager sig blandt andet af foreningens pressearbejde og er ansvarlig for den digitale kommunikation og vores nyhedsbreve.


Du er altid velkommen til at ringe til Søren Møller Andersen, hvis du eksempelvis har forslag til særlige emner, som Danske Advokater bør sætte fokus på i sin kommunikation med medlemmerne.

Læs mere…

Kontakt Søren Møller Andersen på tlf.

33 43 70 19