16. maj 2025
Bekendtgørelse om Konkurrenceankenævnet
Høring over udkast til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om Konkurrenceankenævnet
Med ændringerne vil behandling af adfærdsmæssige påbud udstedt som led i en markedsefterforskning og behandlingen af foreløbige påbud ligestilles. Det er i udgangspunktet hensigtsmæssigt.
Dog hæfter vi os ved, at der med den nye bekendtgørelse indføres en undtagelse til, at skriftvekslingen skal ske inden for 2 uger, idet der åbnes op for, at formanden for Ankenævnet kan fastsætte en længere frist. Spørgsmålet er herefter, om påbuddet får opsættende virkning. Det vil være tilfældet for påbud udstedt som led i en markedsefterforskning, men ikke tilfældet for foreløbige påbud.
Det anser vi ikke for hensigtsmæssigt, idet der er risiko for, at virksomheden pålægges byrder, hvis konkurrencemyndigheden beder om en fristforlængelse, fx pga. ferieperioder i styrelsen. Vi anbefaler derfor, at der ikke tilføjes en undtagelse til 2 ugers fristen i forbindelse med foreløbige påbud. Foreløbige påbud er efter deres natur meddelt på et ufuldstændigt (foreløbigt) grundlag, og sagsbehandlingen i Ankenævnet skal derfor gå hurtigt og ikke kunne trækkes i langdrag til skade for den undersøgte virksomhed.
