17. november 2025

Danske Advokater ønsker, at fagudvalgsarbejde og en del frivilligt arbejde tæller som efteruddannelse

Danske Advokaters formand Jesper Rothe

I Danske Advokater sætter vi meget stor pris på, at de dygtige medlemmer af vores fagudvalg tager sig tid til at udføre et vigtigt stykke arbejde, som kommer borgerne til gavn i form af at holde fast i rammerne for retssikkerhed ved at afgive høringssvar og meget andet. 

Ligeledes yder advokater et samfundsbidrag og får udvidet deres juridiske horisont både fagligt og menneskeligt, når de arbejder frivilligt i en advokatvagt eller retshjælp.

Det bør belønnes med efteruddannelsespoint, selvom der naturligvis skal sondres mellem frivilligt arbejde, der udvikler advokatens færdigheder og det, der ikke gør.

”Blandt andet fagudvalgs- og pro bono-arbejde bør kunne tælle som efteruddannelse. Vi synes, at man måske skal se lidt bredere på, hvad der egentlig er kvalifikationsgivende, og hvad man kan se på som efteruddannelse”, udtaler Danske Advokaters formand, Jesper Rothe til Advokatwatch

Den ulønnede tid bør belønnes

Danske Advokater mener, at der er behov for en modernisering af reglerne for advokaters obligatoriske efteruddannelse, så man også tilgodeser det utroligt vigtige – og lidt oversete - frivillige arbejde, som mange advokater udfører i form af pro bono- og fagudvalgsarbejde, da det netop giver en kvalificerende udvikling af advokatens faglighed.

Reglerne om obligatorisk efteruddannelse blev indført i 2008 og kræver 54 lektioner over tre år. Kurser og aktiviteter vurderes fortsat konkret, og der er grænser for, hvilke typer der kan godkendes.

I 2023 blev reglerne lempet til at omfatte kurser om forretningsudvikling og ledelse.

Danske Advokater foreslår at arbejde i udvalg hos Advokatsamfundet, i fagudvalg hos Danske Advokater samt andet fagligt relevant pro bono-arbejde kan give kursuspoint. Det vil give endnu flere advokater mulighed for at prioritere det vigtige arbejde, der ikke blot bidrager til deres egen udvikling og faglighed, men i særdeleshed også til retssikkerheden i samfundet.

Jesper Rothe
Bestyrelsesformand
Bech-Bruun Advokatpartnerselskab
Vil du modtage nyheder fra Danske Advokater i din indbakke?

Tilmeld dig vores nyheds- og kursusmail og få kurser, arrangementer, jobopslag og forskellige brancherelevante nyheder i din indbakke.

Kontakt os