9. november 2026
Danske Advokater søger to nye medlemmer til fagudvalget for sikkerhed og beredskab

Arbejder du i krydsfeltet mellem cyber- og informationssikkerhed, beredskab, forsyningssikkerhed og kritisk infrastruktur? Så er du måske et af de to nye medlemmer, vi søger til Danske Advokaters fagudvalg for sikkerhed og beredskab
Sikkerheds- og beredskabsområdet er i hastig udvikling. Det rejser nye juridiske spørgsmål og stiller krav til både lovgivning og rådgivning. Vi ønsker derfor at supplere udvalgets otte advokater med to medlemmer, der kan styrke udvalgets samlede kompetencer og sikre en bredere faglig dækning.
Hvilke kompetencer søger vi?
Vi søger advokater med specialiseret viden og praktisk erfaring inden for et eller flere af følgende områder:
- Cyber- og informationssikkerhed.
- Regulering af beredskab og forsyningssikkerhed.
- Regulering og beskyttelse af kritisk infrastruktur, eksempelvis havne og tilhørende IT- og cyberinfrastruktur.
Erfaring med samspillet mellem regulering, kvalitetskrav og sikkerhed, herunder ved anvendelse af AI, er også relevant. Du behøver ikke at dække alle områderne.
Hvad laver fagudvalget?
Udvalget bidrager med faglige input til Danske Advokaters politiske arbejde og høringssvar. Det foreslår desuden initiativer, der styrker retssikkerheden og understøtter hensigtsmæssige rammer på sikkerheds- og beredskabsområdet.
Arbejdet foregår gennem fysiske og digitale møder cirka fire gange årligt samt løbende skriftligt arbejde. Danske Advokaters sekretariat understøtter og koordinerer udvalgets arbejde. Læs mere om fagudvalget her.
Vil du være med?
Send en kort, motiveret ansøgning med oplysninger om din baggrund og dine kompetencer til Danielle Løw på dlo@danskeadvokater.dk senest den 1. december 2026.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Danielle Løw på 31 57 50 90.
Medlemskab af Danske Advokater er en forudsætning for at indtræde i udvalget.
Ved sammensætningen lægger vi vægt på, at de nye medlemmers kompetencer supplerer udvalgets eksisterende faglighed. Vi tilstræber samtidig en bred sammensætning med hensyn til køn, alder, virksomhedsstørrelse og geografi.
