Direktørens blog: Derfor skal statens juridiske rådgivning i udbud

I 2024 brugte staten 654 millioner kroner på juridisk rådgivning inden for aftalen og et trecifret millionbeløb udenfor – det er mange skattekroner! En ting er, at Kammeradvokatordningen og det private advokatfirma bag aftalen har en monopollignende rolle i forhold til rådgivning af staten. Det politiske og retssikkerhedsmæssige problem er, at kammeradvokatordningen, der oprindeligt er fra 1936, skaber et vidensmonopol på statens juridiske praksis hos én privat aktør.

Advokatfirmaet Poul Smith, der i dag er kammeradvokat, arbejder inden for de rammer, man har bestemt politisk. Kritikken af ordningen må derfor rettes mod dem, der bestemmer; vores folkevalgte politikere.

Det undrer mig dybt, at man tilsyneladende fortsat politisk ønsker at have en ordning, der skaber ulige konkurrence på markedet, understøtter et privat vidensmonopol og udfordrer retssikkerheden for borgere og virksomheder. En model, der ikke findes i sammenlignelige lande.

Monopollignende situation forhindrer staten i at sammenligne pris og kvalitet

I regeringsgrundlaget fra 2022 skriver regeringen selv: ” Regeringen ønsker øget konkurrence om den juridiske rådgivning af staten. Regeringen vil se på mulighederne for – og potentialerne ved – hel eller delvis konkurrenceudsættelse af kammeradvokatordningen, der skal frigive et provenu for staten.”

Det gav anledning til at nedsætte en ekspertgruppe, der i december 2024 meget klart konkluderede, at statens aftale med Kammeradvokaten ikke nødvendigvis er den mest omkostningseffektive løsning. Ekspertgruppen anbefalede, at statens juridiske rådgivning bliver konkurrenceudsat i varierende grad.

Nu siger kalenderen maj 2025, og regeringen er stadig ikke kommet frem til en beslutning på trods af, at dens intention står meget klart i regeringsgrundlaget og også bakkes op af eksperter. Det faglige arbejde er gjort, men der mangler desværre fortsat en politisk stillingtagen. 

På skatteborgernes vegne kan man undre sig over, at regeringen endnu ikke har taget stilling til ekspertgruppens arbejde. Offentlige udbud har historisk vist sig at reducere omkostninger, fordi det giver mulighed for at sammenligne pris og kvalitet.

På Danske Advokaters medlemmers vegne kan vi kun være utilfredse med, at vores dygtige medlemmer ikke får mulighed for at byde ind på de mange opgaver i staten. Det gælder ikke kun de allerstørste medlemmer, der er flere opgaver, som flere mellemstore medlemsvirksomheder vil kunne byde ind på. Det samme gælder for små specialistvirksomheder. Ligesom vi ser det på andre områder inden for andre brancher i staten eller kommunerne.

Desuden giver juridisk rådgivning af staten en stor anseelse internationalt, der for de helt store virksomheder må siges at være et væsentligt konkurrenceparameter.

Vidensmonopol på statens juridiske praksis er problematisk

En anden udfordring er det vidensmonopol som Poul Schmith/Kammeradvokaten har opbygget over tid. Ekspertgruppen skriver, at vidensopbygningen om statens juridiske praksis primært sker hos Kammeradvokaten og ikke i departementerne. Samtidig har staten ikke en central database med alle historiske retssager, hvilket betyder, at det i praksis er en privat virksomhed, der besidder denne information.

I andre lande findes der offentlige arkiver over statens retspraksis – det er en mere demokratisk tilgang til viden, som burde være en selvfølge i en retsstat som Danmark.

Lad os få en regeringsadvokat som i Norge

Ekspertgruppen anbefaler en model med en regeringsadvokat, som man har i Norge. En model vi i Danske Advokater har arbejdet for og anbefaler. Det kunne fx være som ny myndighed under justitsministeriet. 

Den norske model bygger på en stærk intern juridisk enhed, der bistår med juridisk rådgivning og håndtering af advokatindkøb og førelse af principielle retssager på statens vegne. En model, der sikrer, at staten altid har adgang til juridisk rådgivning på de få områder, der af forskellige årsager ikke kan løses af markedet.

Modellen sikrer også, at staten altid har en kompetent spiller, der kan tage dialogen med eksterne advokater i de sager, som enheden ikke selv fører, og som dermed sikrer, at der er hånd i hanke med ressourceforbruget og retssagsøkonomien.

I dag ser vi fx, som Berlingske har afdækket, at en borgers advokat får tilkendt 16.000 kroner svarende til 8 timers arbejde, mens statens advokat under kammeradvokatordningen får dækket en advokatregning på knap 300.000 kroner. Det er et væsentligt retssikkerhedsmæssigt problem i mødet mellem borger, virksomhed og stat. Og sagen er ikke en enlig svale.

Der findes allerede velafprøvede løsninger, der kan sikre staten juridisk rådgivning uden at skabe afhængighed af én aktør. Hvorfor har regeringen ikke taget skridt mod en mere moderne model?