1. december 2025
Direktørens blog: Oplevet retssikkerhed – justice delayed is justice denied

Retssikkerhed er en forudsætning for en retsstat – ikke bare en flot formulering i skåltaler for folkestyret og magtens tredeling.
I Danmark ynder vi at fortælle hinanden, at alle er lige for loven og dermed har adgang til retfærdighed. Men når borgere og virksomheder må vente i årevis på at få afgjort en straffesag, en skattesag eller en erstatningssag, må vi stille spørgsmålet: Er det ikke bare en rettighed på papiret, men ikke i virkeligheden?
Til Danske Advokaters “Retssikkerhedens Dag”, som fandt sted i Fælles Salen på Christiansborg, fik deltagerne et eksklusivt indblik i en endnu ikke offentliggjort analyse fra Danske Advokater. Analysen sætter fokus på sagsbehandlingstider og ventetider og deres betydning for retssikkerheden inden for strafferet, skatteret og erstatningsret.
Analysen viser, at sagerne strækker sig over mange år – helt op til et årti, og i flere tilfælde skal forbi et overvældende antal instanser, et overvældende antal gange, førend der falder en endelig afgørelse eller dom. Det er ikke enkeltstående historier, men udtryk for et strukturelt problem, som analysen også viser.
Konklusionen er egentligt enkel; myndighedernes enkeltstående opgørelser af gennemsnitlig ventetid står ikke mål med den oplevede sagslængde hos de borgere eller virksomheder, der venter på, at retfærdigheden sker fyldest.
Delvise opgørelser af sagsbehandlingstider hos de forskellige instanser kan se acceptable ud fra myndighedsside. Set fra den borger eller virksomhed, der lever i uvished i årevis, er konklusionen en helt anden.
Det er her, retssikkerheden for alvor bliver sat på prøve – og analysen viser, at retssikkerhedstilstanden i Danmark kunne have det bedre.
Med analysen, som vi glæder os til at dele med jer inden længe, ønsker Danske Advokater at kvalificere den politiske og faglige debat om ventetider og retssikkerhed.
Vi kan kun kalde os en retsstat med høj retssikkerhed, hvis adgangen til retfærdighed ikke udhules af årelang sagsbehandling og ventetid.

Vil du modtage nyheder fra Danske Advokater i din indbakke?
Tilmeld dig vores nyheds- og kursusmail og få kurser, arrangementer, jobopslag og forskellige brancherelevante nyheder i din indbakke.