20. oktober 2026
Ditlev Tamm modtager Dreyers Pris 2026

Juraprofessor Ditlev Tamm modtager Dreyers Pris for Jura 2026 for sit store bidrag til dansk retshistorie og sin evne til at gøre juraens sammenhæng med historie, kultur og samfund tilgængelig for andre end jurister. Blandt meget andet er Ditlev Tamm også et skattet medlem af Danske Advokaters retsudvalg.
Ditlev Tamm er både glad og rørt over anerkendelsen, der sætter fokus på hans mangeårige arbejde med jura og retshistorie.
”Jeg var meget rørt over den smukke motivation og er naturligvis glad for, at nogen har lagt mærke til, hvad jeg skriver. Min beskedenhed forbyder mig at være stolt over noget. Men jeg er faktisk taknemmelig over, at jeg i sin tid valgte jura som studium og har fået mulighed for at skrive bøger og andet, som kan føre faget fremad eller bidrage til en bedre forståelse af, hvor vigtig jura er,” fortæller Ditlev Tamm til Danske Advokater.
Jura handler også om samfundsansvar
Gennem sit arbejde har Ditlev Tamm været optaget af at vise, hvordan retshistorien kan give nutidens jurister og advokater en dybere forståelse af deres fag og samfundsmæssige rolle.
”Retshistorie har for mig været den platform, hvorfra jeg har søgt at styrke juristernes og herunder advokaternes forståelse af, at vi som jurister arbejder i en årtusindegammel tradition for at værne om lov og ret. At være jurist eller advokat handler ikke kun om en selv, det handler i høj grad om at fylde sin rolle ud – større eller mindre – som en, der varetager en vigtig samfundsmæssige funktion", siger prismodtageren.
Et godt råd: Læs mere end jura
Ditlev Tamm har også et klart råd til den næste generation af advokater og jurister: Løft blikket fra de juridiske lærebøger, og vær nysgerrig på verden omkring jer.
”Lær og læs så meget som muligt. Læs fremmede sprog, sæt jer ind i andre landes lov og ret og læs historie og en masse skønlitteratur, så I bygger en kritisk og vidende personlighed op og ikke ender som fagidioter. Så svær er jura heller ikke, at man behøver at bruge al sin tid på den.”
Advokat Mads Pramming fra Dreyers Fonds bestyrelse fremhæver netop Ditlev Tamms vedvarende nysgerrighed og evne til at udfordre etablerede forestillinger om juraen og juristens rolle:
”Ditlev Tamm betragter ikke retshistorien som noget afsluttet. Han bliver ved med at stille spørgsmål til den. Og han viser, at fortiden ikke bare er noget, vi kan lægge bag os – den er med til at forme vores forståelse af nutiden. Samtidig har han en helt særlig evne til at åbne juraens verden for mennesker, som ellers måske aldrig ville have interesseret sig for den.”
Danske Advokater ønsker Ditlev Tamm stort tillykke med den velfortjente pris.
Dreyers Pris for Arkitektur går i år til Cecilie Morsbøl og Thelma Slaatto, der har markeret sig med en eksperimenterende tilgang til genbrug af byggematerialer.


Vil du modtage nyheder fra Danske Advokater i din indbakke?
Tilmeld dig vores nyheds- og kursusmail og få kurser, arrangementer, jobopslag og brancherelevante nyheder i din indbakke.