17. august 2026
Efter seks år uden regulering: Vejledende salærtakster i civile sager opdateres

Efter seks år uden regulering bliver de vejledende salærtakster for sagsomkostninger i civile sager nu opdateret. Taksterne har været uændrede siden 2019, selv om både priser og lønninger i samme periode er steget markant. Landsretspræsidenterne har besluttet at regulere satserne med virkning fra den 1. september 2026 på baggrund af udviklingen i nettoprisindekset.
Reguleringen er et vigtigt skridt, som bidrager til, at de vejledende salærtakster i højere grad følger den almindelige prisudvikling.
Resultat af en vedholdende indsats
Danske Advokater har gennem en længere periode arbejdet målrettet for en regulering af de vejledende salærtakster og har løbende været i dialog med landsretspræsidenterne om behovet for en opdatering.
Den manglende regulering af taksterne har betydet, at honoreringen i civile retssager gradvist er blevet udhulet, og at de vejledende satser i stigende grad har været ude af trit med de faktiske omkostninger ved at føre en sag.
Landsretspræsidenternes beslutning om at regulere satserne er derfor en vigtig anerkendelse af den problemstilling, som Danske Advokater gennem længere tid har gjort opmærksom på.
Første skridt
Den gennemførte regulering er en væsentlig forbedring og et vigtigt første skridt.
Danske Advokater ser frem til at fortsætte den gode og konstruktive dialog med landsretspræsidenterne om sagsomkostningsområdet og bidrage til det videre arbejde med at sikre et tidssvarende og velfungerende system for fastsættelse af sagsomkostninger i civile sager.
Vi vil fortsat arbejde for løsninger, der understøtter både retssikkerheden og gode rammevilkår for de advokater, der fører civile retssager.
Du kan downloade notatet om vejledende satser for sagsomkostninger i civile sager i boksen til højre.
Du kan læse notatet om vejledende satser for sagsomkostninger i civile sager herunder
Vil du modtage nyheder fra Danske Advokater i din indbakke?
Tilmeld dig vores nyheds- og kursusmail og få kurser, arrangementer, jobopslag og brancherelevante nyheder i din indbakke.
