17. november 2025
Høring over udkast til forslag om lov om ny ekspropriationsproceslov og forslag om ændring af lov om offentlige veje m.v. og jernbaneloven
Ny ekspropriationsproceslov
Danske Advokater finder det positivt, at man samler reglerne for ekspropriation i én lov, og at man i den forbindelse søger at forenkle reglerne. Det må dog forudsættes, at der ikke sker forringelser i forhold til borgernes retsstilling.
Lov om offentlige veje m.v. og jernbaneloven
Danske Advokater finder det bekymrende at det foreslås, at forpersonen for en ekspropriationskommission, en taksationskommission eller et taksationsklagenævn – på egen hånd - kan ”træffe afgørelse eller beslutninger i sager, der ikke vedrører spørgsmål af større eller principiel betydning og om forhold, der alene beror på en juridisk vurdering”. Set i sammenhæng med de øvrige lovforslag om ekspropriation, så er det meget uheldigt, at erstatningen kan udmåles af én person alene og uden forudgående møde samtidig med at borgernes klagemulighed forsvinder.
