26. september 2025
Høringssvar over konkurslovens regler om forebyggende rekonstruktion m.v.
Danske Advokater støtter generelt reglerne om både rekonstruktionsbehandling og forebyggende rekonstruktion, og det er på baggrund af meldinger fra vores medlemmer opfattelsen, at reglerne benyttes i ikke uvæsentligt omfang.
Den oprindelige målsætning med indførelsen af reglerne om rekonstruktionsbehandling og senere reglerne om forebyggende rekonstruktion var, at flere virksomheder skulle reddes fra konkurs.
Vores bemærkninger og forslag er således motiveret af, hvad der skal til, for at reglernes udbredelse kan ske i et omfang, der indfrier målsætningen om færre konkurser og flere virksomhedsredninger.
Vi opfordrer derfor til, at der sker en regeltilpasning på de punkter, der er fremhævet i høringssvaret, således at den oprindelige målsætning kan realiseres, og vores medlemmer i praksis får bedre og mere håndterbare regler.
