Hvorfor fastholder staten sin afhængighed af én privat advokat?

Af Jesper Rothe, bestyrelsesformand i Danske Advokater og
Karsten Lauritzen, administrerende direktør i Danske Advokater

Forestil dig en virksomhed, der i næsten 100 år har haft én fast advokat til at håndtere alle juridiske spørgsmål – uden konkurrence, uden mulighed for at sammenligne kvalitet og pris, og uden et alternativ, hvis samarbejdet ikke fungerer.

Det strider imod al logik, men ikke desto mindre er det præcis sådan, staten og vores folkevalgte regering har valgt at organisere sin juridiske rådgivning. 

Danmark har i dag en ordning, hvor staten køber stort set al ekstern juridisk rådgivning fra én privat virksomhed – nemlig advokatfirmaet Poul Schmith også kendt som Kammeradvokaten. Firmaet arbejder inden for de rammer, man har bestemt politisk. Kritikken af ordningen må derfor rettes mod dem, der bestemmer; vores folkevalgte politikere.

Kammeradvokatordningen betyder, at der er skabt et vidensmonopol på statens juridiske praksis, hvor ejerskabet er hos én privat aktør. Det kan man måske forsvare som en privat virksomhed, men det er langt sværere at forsvare som stat og regering, der skal sikre en langsigtet og robust forvaltning.

Vigtig juridisk viden om lovgivning, myndighedsudøvelse og statens retspraksis er med politikernes velsignelse i vidt omfang placeret uden for staten selv. Senest har bl.a.  Finans og Berlingske beskrevet, hvordan det er advokater fra kammeradvokaten, der møder i højesteret i en frihedsberøvelsessag – man må altså forstå, at anklagerne hos anklagemyndigheden, rigsadvokaten og justitsministeriet ikke er dygtige nok.

Som minister fik jeg indblik i, hvordan staten træffer beslutninger, forvalter sine ressourcer og håndterer juridiske spørgsmål, der har vidtrækkende konsekvenser for borgere og virksomheder.

Når skiftende finansministre de facto udskriver en blankocheck til at indkøbe juridisk rådgivning hos én specifik aktør på markedet for juridiske ydelser, er det letteste for dygtige embedsfolk i departementerne at følge Finansministeriets anbefaling. Det kan dog undre ud fra et skatteborgerperspektiv, at alt andet end statens brug af juridiske ydelser og indkøb af kampvogne sendes i udbud af hensyn til lige konkurrence, pris og kvalitet.

Vidensmonopol og afhængighed

Når staten overlader næsten al juridisk rådgivning til én privat virksomhed, opstår der et vidensmonopol. Det betyder, at væsentlig juridisk indsigt om statens egne sager forankres uden for centraladministrationen. Embedsmænd skifter, ministre kommer og går – men kammeradvokatordningen består.

Konsekvensen er, at staten bliver afhængig af én aktør. Spørgsmålet er, i hvilket omfang staten reelt træffer sine egne juridiske beslutninger, og i hvilket omfang det er det private advokatfirma Poul Schmith, som sætter rammerne for, hvordan staten håndterer juridiske spørgsmål og i det daglige træffer beslutning om, om en sag skal ankes eller ej.

Det er naturligvis problematisk, da et kommercielt hensyn hos Poul Schmith kan komme til at veje tungere end et retssikkerhedsmæssigt hensyn til en borger eller en virksomhed. Når den samme private aktør både rådgiver om lovgivning, fører statens retssager og samtidig har private klienter med interesser på de samme områder, risikerer staten at miste sin uafhængige juridiske dømmekraft.

Derfor bør den nuværende regering også gribe muligheden for et opgør med Kammeradvokatordningen. En mulighed den selv har skabt ved at indskrive øget konkurrence om statens advokatopgaver i regeringsgrundlaget. På sjette måned siden offentliggørelsen af anbefalingerne fra den ekspertgruppe regeringen selv har nedsat, tøver regeringen dog stadig med at træffe en politisk beslutning. Det kan være svært at forstå, hvorfor.

Løsningen: En regeringsadvokat og konkurrence om opgaverne

Nogen vil måske argumentere for, at en konkurrenceudsættelse af statens advokatopgaver blot risikerer at skabe en ny form for monopol. Derfor er det afgørende, at en ny model ikke bare erstatter én monopolstruktur med en anden, men i stedet sikrer reel konkurrence og kvalitet. Netop af den grund støtter Danske Advokater – med opbakning fra vores medlemmer – en model, hvor en regeringsadvokat efter norsk forbillede, varetager de mest centrale sager for staten.

En regeringsadvokat vil sikre, at nødvendig juridisk viden fastholdes i ministerier og styrelser. Samtidig vil den kunne vurdere, om det overhovedet er nødvendigt at føre en sag mod en borger eller en virksomhed – for eksempel i skattesager, hvor staten i dag ofte bruger store ressourcer på retssager mod borgere og virksomheder, der allerede har vundet i første instans.

En regeringsadvokat vil dog ikke stå alene. Ved at udbyde øvrige juridiske opgaver kan staten drage fordel af markedets brede ekspertise og undgå afhængighed af én enkelt aktør.

Denne tilgang vil skabe en mere dynamisk og konkurrencedygtig model, hvor kvalitet og pris kan benchmarkes på lige vilkår – præcis som staten gør med alle andre større indkøb.

Tid til at tage beslutningen

Regeringen har i sit eget regeringsgrundlag forpligtet sig til at se på konkurrenceudsættelse af Kammeradvokatordningen. Den har nedsat en ekspertgruppe, og den har modtaget en række konkrete anbefalinger. Der har været tid til eftertænksomhed, nu er det tid til handling.

En af de erfaringer, man gør sig som minister, er, hvor afgørende det er at have adgang til kvalificeret juridisk rådgivning, ikke mindst i komplekse sager, hvor statens beslutninger kan få store økonomiske og retssikkerhedsmæssige konsekvenser. Den rådgivning kan mange advokatvirksomheder levere. Hvis man er i tvivl, kan man blot se til vores nabolande, hvor staternes brug af advokatydelser er konkurrenceudsat.

Staten bør ikke fortsætte med at være afhængig af én privat leverandør, når det handler om noget så fundamentalt som juridisk bistand. En regeringsadvokat kombineret med konkurrenceudsættelse af de øvrige opgaver vil skabe en bedre balance mellem statens behov for uafhængig rådgivning og markedets evne til at levere den bedste juridisk ekspertise til den bedste pris.

Det er en model, der styrker statens ejerskab over central juridisk viden, giver mulighed for at spørge flere aktører om pris og kvalitet, inden man køber – og vigtigst af alt: Det reducerer statens afhængighed af én privat virksomhed.