7. september 2026
Klar til AMLR? Opdateret vejledning og fokus på proportionale hvidvaskregler

Alle advokatvirksomheder skal fra den 10. juli 2027 anvende EU's hvidvaskforordning (AMLR). Det medfører skærpede og mere detaljerede krav til advokatvirksomheder på en række områder. Danske Advokater har derfor opdateret vores AMLR-vejledning, så du nemt kan få overblik over ændringerne og begynde forberedelserne i god tid.
Siden den første AMLR-vejledning blev udarbejdet, har den europæiske hvidvasktilsynsmyndighed, AMLA, sendt en række tekniske standarder og retningslinjer (RTS’er) i høring. De konkretiserer blandt andet kravene til risikovurdering, kundekendskab, løbende overvågning og compliance.
Den opdaterede AMLR-vejledning tager højde for dette arbejde og peger på, hvad der ændrer sig, og hvad advokatvirksomheder med fordel kan begynde at forberede allerede nu.
Vi arbejder for regler, der også fungerer i en advokatvirkelighed
Danske Advokater bakker op om en effektiv indsats mod hvidvask og finansiering af terrorisme og proliferation. Samtidig arbejder vi aktivt for, at de kommende detailregler bliver proportionale og risikobaserede i praksis.
Det gælder ikke mindst for små og mellemstore advokatvirksomheder, som ikke har samme systemer, compliancefunktioner og administrative kapacitet som store finansielle virksomheder. Samtidig skal reglerne respektere de særlige retlige rammer for advokaters arbejde, herunder tavshedspligten og fortroligheden mellem advokat og klient.
Lars Lindencrone Petersen formand for Danske Advokaters fagudvalg om hvidvask og pennefører på den opdaterede AMLR-vejledning, siger:
”Advokater har en vigtig rolle i indsatsen mod hvidvask. Men reglerne skal være proportionale med den konkrete risiko og kunne fungere i praksis – også i en mindre advokatvirksomhed. Ellers risikerer vi at bruge betydelige ressourcer på dokumentation og processer uden en tilsvarende reel effekt i bekæmpelsen af hvidvask.”
Danske Advokater har derfor løbende afgivet høringssvar til AMLA med fokus på blandt andet proportionalitet, praktisk anvendelighed og advokatbranchens særlige forhold.

Begynd forberedelserne nu
Ikke alle tekniske standarder og retningslinjer er endeligt vedtaget. Men en række ændringer står allerede klart. Vi anbefaler derfor, at advokatvirksomheder bruger den opdaterede vejledning til at identificere, hvor AMLR kan kræve ændringer i deres eksisterende processer og dokumentation.
To områder, du bør have særligt øje på frem mod 10. juli 2027:
Risikovurdering og interne procedurer
Kravene bliver mere detaljerede og skal afspejle virksomhedens konkrete risici, størrelse og kompleksitet.
Kundekendskab og reelt ejerskab
Der kommer nye og mere detaljerede krav til identifikation og kontrol af klienter, reelle ejere og personer, der handler på klientens vegne.
Danske Advokater følger fortsat arbejdet i AMLA og EU-Kommissionen og opdaterer medlemmerne, efterhånden som reglerne falder endeligt på plads.
Læs den opdaterede vejledning om AMLR
AMLR – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1624 – finder anvendelse fra den 10. juli 2027.

Vil du modtage nyheder fra Danske Advokater i din indbakke?
Tilmeld dig vores nyheds- og kursusmail og få kurser, arrangementer, jobopslag og brancherelevante nyheder i din indbakke.