6. august 2026
Kom til gå-hjem-møde: Strafferetsadvokater i mediernes søgelys

Hvordan håndterer man pressens interesse i en straffesag uden at gå på kompromis med klientens interesser eller de advokatetiske regler?
Når en straffesag udvikler sig til en mediesag, bliver advokaten ofte en central aktør i offentligheden. Medierne arbejder under korte deadlines og efter andre præmisser end retssystemet, og som advokat kan det være en udfordring at navigere mellem hensynet til klienten, tavshedspligten og pressens behov for hurtige svar.
Derfor inviterer Danske Advokater i samarbejde med Landsforeningen af Forsvarsadvokater til et gå-hjem-møde den 2. september om samspillet mellem strafferetsadvokater og medierne.
Arrangementet giver deltagerne et unikt indblik i både journalisternes arbejdsmetoder og de advokatetiske rammer, der gælder, når en sag får offentlig bevågenhed. Målet er at give strafferetsadvokater konkrete redskaber til at håndtere pressen professionelt og samtidig bidrage til en mere nuanceret forståelse af advokatens rolle i retssamfundet.
Til arrangementet kan du møde:
- Astrid Søndberg, krimi- og retskorrespondent, TV2
- Mette Fleckner, kriminalreporter, Ekstra Bladet
- Luise Høj, forsvarsadvokat og medforfatter til bogen ”God Advokatskik for Forsvarere”
Journalisterne giver dig et indblik i, hvordan medierne arbejder, hvad der gør en historie interessant, og hvordan advokater bedst kan samarbejde med pressen. Herefter sætter Luise Høj fokus på de advokatetiske rammer for udtalelser til medierne, herunder tavshedspligt, loyalitet over for klienten og god advokatskik for forsvarsadvokaten.
Du får blandt andet
- indsigt i journalisternes arbejdsmetoder og prioriteringer
- konkrete råd til håndtering af interviews og pressehenvendelser
- overblik over de advokatetiske rammer for kontakt med medierne
- mulighed for at drøfte dilemmaer med både journalister og advokater med stor erfaring på området.
Tid og sted
Tid: 2. september 2026 kl. 16.00 – 19.00
Sted: Danske Advokater, Vesterbrogade 32, 1620 København V
Pris: Arrangementet er gratis.
Tilmelding skal ske her senest den 28. august 2026.
Vi glæder os til at byde dig velkommen.

Vil du modtage nyheder fra Danske Advokater i din indbakke?
Tilmeld dig vores nyheds- og kursusmail og få kurser, arrangementer, jobopslag og brancherelevante nyheder i din indbakke.