6. oktober 2026
Lovprogram 2026/2027 – fagudvalg for strafferet og straffeproces
Lovprogrammet rummer flere væsentlige forslag på strafferetsområdet. Danske Advokater har særligt fokus på værnet om demokratiet, indsatsen mod bandekriminalitet og kriminelle familier samt ændringer i retsplejen.
Prioriterede forslag
Ændring af straffeloven, lov om politiets virksomhed og forskellige andre love (Gennemførelse af dele af »Aftale om et stærkere værn om demokratiet«)
Forslaget skal gennemføre de dele af aftalen om et stærkere værn om demokratiet fra februar 2026, der kræver lovgivning.Ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Skærpet indsats mod bandekriminalitet og kriminelle familier m.v. samt baggrundstjek af visse havne medarbejdere)
Forslaget skal skærpe indsatsen mod bandekriminalitet og kriminelle familier gennem initiativer rettet mod nye tendenser i den kriminelle underverden. Derudover skal der indføres regler om baggrundstjek af visse havnemedarbejdere.Ændring af retsplejeloven og lov om tv-overvågning m.v. (Anvendelse af lydoptagelse med henblik på automatisk transskribering til indførsler i retsbogen, ændringer af reglerne om afgørelser om dommeres inhabilitet og om antallet af dommere, indførelse af en ordning om underretning af almene boligorganisationer om beboeres ophævelsesbegrundende straffedomme samt om oplysningspligt i forbindelse med tv-overvågning)
Forslaget skal give mulighed for lydoptagelse og automatisk transskribering af retsmøder til retsbogen samt justere reglerne om habilitetsindsigelser og antallet af dommere. Desuden indføres en ordning om underretning af almene boligorganisationer om beboeres ophævelsesbegrundende straffedomme, og oplysningspligten ved tv-overvågning tilpasses EU-Domstolens praksis.
Øvrige forslag
Ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og retsplejeloven (Udvidelse af indsattes ret til fortrolig kommunikation med visse juridiske rådgivere, indgreb i varetægtsarrestanters kommunikation som led i indsatsen mod radikalisering og ekstremisme og udvidelse af adgangen til overførsel af indsatte mellem ensartede institutioner m.v.)
Forslaget skal bl.a. udvide indsattes ret til fortrolig kommunikation med visse juridiske rådgivere i lyset af Danmarks internationale forpligtelser og øge sikkerheden i Danmarks Fængsler. Det omfatter også indgreb i varetægtsarrestanters kommunikation mod radikalisering og ekstremisme samt udvidet adgang til at overføre indsatte mellem ensartede institutioner.Ændring af retsplejeloven, straffeloven og forskellige andre love (Effektivisering af straffesagskæden m.v.)
Forslaget skal sikre en mere hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcerne hos politiet, anklagemyndigheden, domstolene og Danmarks Fængsler samt bedre vilkår for myndighedernes opgaver. Det skal desuden gøre det muligt at foretage retsmedicinske undersøgelser af børn uden forældresamtykke.Ændring af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning (Justering af ordning med elektronisk kontrol som supplement til et opholdsforbud)
Forslaget skal justere ordningen med elektronisk kontrol som supplement til et opholdsforbud.Ændring af straffeloven (Strafskærpelse for simpel vold med døden til følge begået af personer, der tidligere har begået personfarlig kriminalitet)
Forslaget skal skærpe straffen for simpel vold med døden til følge, når gerningspersonen tidligere har begået personfarlig kriminalitet.Ændring af straffeloven og retsplejeloven (Styrket indsats mod parallelsamfund og negativ social kontrol) Forslaget skal kriminalisere mæglingsråd, gøre æresrelateret motiv til en strafskærpende omstændighed og udvide tildækningsforbuddet til uddannelsessteder. Det er en genfremsættelse af L 103 fra folketingsåret 2025/26 (1. samling).
Høringer, vi allerede har svaret på
- Ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Gennemførelse af dele af »Aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2026-2030«). Se høringssvar
- Lov om kontrolforanstaltninger for terrordømte og radikaliserede. Se høringssvar

Vil du modtage nyheder fra Danske Advokater i din indbakke?
Tilmeld dig vores nyheds- og kursusmail og få kurser, arrangementer, jobopslag og brancherelevante nyheder i din indbakke.