1. juni 2026

Ny finans- og driftsdirektør skal styrke koblingen mellem strategi og økonomi

Mikkel Rode, Danske Advokaters finans- og driftsdirektør

Mandag den 1. juni begyndte Mikkel Rode som Danske Advokaters finans- og driftsdirektør i en nyoprettet stilling. Han skal styrke koblingen mellem økonomi og strategi, så Danske Advokater står endnu stærkere i arbejdet for medlemmerne.

Fokus på værdiskabelse frem for besparelser

”Jeg ser frem til at skabe det finansielle fundament, som giver Danske Advokater frihed til at levere på sine ambitioner. En brancheforening lever af tillid fra medlemmerne til, at deres kontingent bruges klogt og skaber reel værdi. Det handler ikke om at spare, men om at bruge indtægterne bedst muligt”, siger Mikkel Rode.

Ny struktur skal styrke udviklingen

Den nye finans- og driftsdirektørs rolle bliver at:

  • skabe struktur, processer og rapportering, der giver ledelse og bestyrelse et stærkt beslutningsgrundlag
  • sikre tæt sammenhæng mellem økonomiske prioriteringer og strategi
  • understøtte og udvikle væksten i aktiviteter som kurser, forretningsudvikling og politisk interessevaretagelse

Medlemmerne i centrum

Erfaring fra jobs og frivillige foreninger har givet Mikkel et godt blik for, hvad der er særligt ved organisationer, der ligesom Danske Advokater er medlemsfinansierede. Det er en anden logik end en traditionel virksomhed, og det kræver en anden tilgang til prioritering og styring af ressourcer.

”Jeg ser det som min opgave at sikre, at Danske Advokater har råd til at gøre det, den er sat i verden for: nemlig at styrke advokatbranchen, varetage medlemmernes interesser og være en stærk stemme i den juridiske og samfundsmæssige debat”, siger Mikkel.

Med ansættelsen af Mikkel Rode styrker Danske Advokater samtidig direktionen og det strategiske arbejde med økonomi og udvikling.

Kort om Mikkel

Mikkel Rode er uddannet revisor og har gennem en årrække arbejdet med transformation, økonomi og ledelse i en række foreninger og i ejendomsbranchen. Han har desuden været aktiv i foreningslivet i sin fritid.

Mikkel er 51 år og bor på Frederiksberg. Uden for arbejdet interesserer han sig for politik og samfundsforhold og bruger gerne fritiden på rejser og nye oplevelser.

Stine Rosenkilde
Stine Rosenkilde
Kommunikations- og webkoordinator
Danske Advokater
Stine er ansvarlig for Danske Advokaters nyhedsmail og skriver nyheder og artikler til hjemmesiden. Derudover administerer hun hjemmesider for specialforeningerne og står for at udsende deres nyhedsbreve.
Vil du modtage nyheder fra Danske Advokater i din indbakke?

Tilmeld dig vores nyheds- og kursusmail og få kurser, arrangementer, jobopslag og brancherelevante nyheder i din indbakke.

Kontakt os