20. oktober 2025
Ny pixiguide gør løngennemsigtighed håndgribelig for advokatvirksomheder

Danske Advokater lancerer i dag en ny pixiguide, der hjælper dig med at forberede dig på de kommende krav i EU’s løngennemsigtighedsdirektiv. Direktivet stiller krav til både rekruttering, lønfastsættelse, dokumentation og rapportering. For mange advokatvirksomheder kan det virke som en jungle af nye pligter. Pixiguiden samler de vigtigste pointer og omsætter direktivets krav til konkrete, enkle handlinger, som kan bruges i praksis.
Guiden er udarbejdet i samarbejde med Danske Advokaters fagudvalg for ansættelsesret.
Du kan finde pixiguiden til løngennemsigtighedsdirektivet på vores hjemmeside her - kun for medlemmer.
Arrangement om løngennemsigtighedsdirektivet
Danske Advokater inviterer til et arrangement om løngennemsigtighedsdirektivet og om, hvordan I som advokatvirksomhed kommer i gang med implementeringen.
Advokat Jacob Goldschmidt, advokat Maria Bekke Eiersted og advokat Bo Enevold Uhrenfeldt, der alle har speciale i ansættelsesret, deler deres viden og erfaring, så I får konkrete værktøjer til at implementere løngennemsigtighed i praksis.
Arrangementet holdes den 22. januar 2026 kl. 16-18:30 hos Danske Advokater, Vesterbrogade 32, 1620 København. Det er muligt at deltage online. Arrangementet er gratis og forbeholdt Danske Advokaters medlemmer.
Vi ser frem til en inspirerende eftermiddag med dialog og udveksling af viden.

Vil du modtage nyheder fra Danske Advokater i din indbakke?
Tilmeld dig vores nyheds- og kursusmail og få kurser, arrangementer, jobopslag og forskellige brancherelevante nyheder i din indbakke.