13. august 2026
Nye medlemmer søges til Danske Advokaters fagudvalg for ansættelsesret

Har du speciale i ansættelsesret – og vil du være med til at sætte retningen for Danske Advokaters arbejde på området? Så kan du nu søge om at blive medlem af fagudvalget for ansættelsesret.
Det faglige omdrejningspunkt for fagudvalget er ansættelsesret i bred forstand. Det omfatter blandt andet udviklingen i lovgivning og praksis samt spørgsmål vedrørende individuelle og kollektive ansættelsesforhold.
Fagudvalget arbejder uafhængigt af arbejdsmarkedets parter og særinteresser for arbejdsgivere og arbejdstagere, for at understøtte et velfungerende arbejdsmarked med forståelig og både praktisk og retlig anvendelig regulering. Fagudvalget tilstræber på den baggrund at understøtte et velfungerende arbejdsmarked og sikre rimelige og balancerede rammer for både arbejdsgivere og arbejdstagere, herunder for drift af medlemsvirksomhederne.
Hvad laver fagudvalget for ansættelsesret?
Fagudvalget har ansvar for at:
- bidrage til Danske Advokaters branchepolitiske arbejde og prioriteringer på det ansættelsesretlige område
- bidrage med faglig ekspertise til Danske Advokaters høringssvar og øvrige faglige indspil til relevant lovgivning og regulering
- identificere og adressere aktuelle og fagspecifikke problemstillinger inden for ansættelsesretten og bidrage til initiativer, der understøtter et velfungerende arbejdsmarked og advokatbranchen.
Arbejdet foregår gennem fysiske og digitale møder cirka fem gange årligt samt løbende skriftligt arbejde. Danske Advokaters sekretariat understøtter udvalget med koordinering, mødeindkaldelser og sekretariatsbetjening.
Medlemskreds
Fagudvalget består af medlemmer af Danske Advokater med specialiseret viden inden for fagområdet. Ved sammensætningen lægges der vægt på både faglig bredde og mangfoldighed i forhold til blandt andet køn, alder, virksomhedsstørrelse og geografisk tilhørsforhold.
Du kan se fagudvalgets nuværende sammensætning her.
Vil du være med?
Er du specialist inden for ansættelsesret – og vil du bidrage til Danske Advokaters arbejde på området? Så send en kort, motiveret ansøgning med oplysninger om baggrund og kompetencer til cho@danskeadvokater.dk senest den 1. september 2026.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Charlotte Hvid Olavsgaard på tlf. 33 43 70 09 eller pr. e-mail cho@danskeadvokater.dk.
Du kan læse mere om Danske Advokaters fagudvalg for ansættelsesret her.

Vil du modtage nyheder fra Danske Advokater i din indbakke?
Tilmeld dig vores nyheds- og kursusmail og få kurser, arrangementer, jobopslag og brancherelevante nyheder i din indbakke.