12. november 2025

Nyt fagudvalg: Familiens retsforhold

Danske Advokaters bestyrelse har besluttet at nedsætte et nyt fagudvalg for familiens retsforhold. Udvalget træder i kraft den 1. januar 2026.

Formål og baggrund

Formålet med fagudvalget er at samle og styrke den juridiske viden og erfaring på de mange områder, som berører familiens liv – fra ægteskab og samlivsophør til børnesager, arv, værgemål og fast ejendom.

Fagudvalgene er Danske Advokaters stærkeste faglige ressource. De giver indsigt, troværdighed og et solidt fagligt fundament. De faglige eksperter i udvalgene har en unik mulighed for at bidrage til lovprocessen gennem høringssvar og at oplyse den offentlige debat – blandt andet gennem foretræde, møder med ordførere og medvirken i medierne, hvor deres indsigt kan bringes i spil i de mere specialiserede sager. Udvalget vil spille en central rolle i Danske Advokaters faglige og politiske arbejde på familiens retsområder. Det skal samtidig være et forum for sparring og udvikling af initiativer, der understøtter kvaliteten i advokatydelserne og retssikkerheden for familier i Danmark.

Sammensætning og arbejdsform

Fagudvalget vil bestå af 10-12 medlemmer, der tilsammen repræsenterer en bred vifte af juridiske kompetencer og specialområder inden for familiens retsforhold. Der tilstræbes en mangfoldig sammensætning – geografisk, kønsmæssigt og fagligt – og det er en forudsætning, at medlemmerne er advokater og medlemmer af Danske Advokater.

Udvalgets arbejde vil foregå gennem både fysiske og online møder cirka fem gange årligt. Danske Advokaters sekretariat vil understøtte udvalget og koordinere møder, dagsordener og henvendelser.

Et bredt fagligt felt

Fagudvalgets arbejde vil blandt andet dække områder sm:

  • Skilsmisse, bodelinger og samlivsophør
  • Forældreansvarssager
  • Børnesager efter barnets lov m.fl.
  • Adoption
  • Fremtidsfuldmagter og værgemål  
  • Arv, testamenter og ægtepagter
  • Dødsbobehandling
  • Fast ejendom og familieoverdragelser
  • Forsikring og skatteforhold
  • Retshjælp

En fælles stemme for familieretten

Med det nye fagudvalg ønsker Danske Advokater at styrke samarbejdet og skabe et tværfagligt forum, hvor advokater med særlig indsigt i retsforhold, der berører familien, kan bidrage med konkrete erfaringer, faglige perspektiver og nye idéer til udviklingen af området.

 Vil du være med?

 Er du advokat med særlig interesse for retsforhold, der relaterer sig til familien – og vil du være med til at sætte retningen for Danske Advokaters arbejde på området?

 Så kan du nu søge om optagelse i det nye fagudvalg for familiens retsforhold, som træder i kraft den 1. januar 2026.

Hvem kan søge?

Er du advokat, medlem af Danske Advokater og specialist inden for et eller flere af de anførte områder, og er du interesseret i at blive en del af fagudvalget.

Ansøg ved at sende en kort mail om din baggrund og motivation til meh@danskeadvokater.dk senest d. 28. november 2025. 

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte juridisk konsulent Mette Hoeck på meh@danskeadvokater.dk.

Mette Hoeck
Juridisk konsulent
Danske Advokater
Mette er ansvarlig for fagudvalget for strafferet og straffeproces, fagudvalget for familieret, arveret- og dødsboskifte samt fagudvalget for procedure. Derudover bidrager hun til diverse juridiske og fagpolitiske intiativer
Kontakt os