12. januar 2026
Nyt fagudvalg for konfliktløsning er nu nedsat

Danske Advokater har nedsat et nyt fagudvalg for konfliktløsning, som træder i kraft pr. 1. januar 2026. Udvalget er sammensat af erfarne advokater med stærke kompetencer inden for konfliktløsning i bred forstand.
Formålet med fagudvalget er at samle og styrke den faglige viden og erfaring om konfliktløsningsmetoder på tværs af advokatbranchen. Udvalget skal bidrage til udvikling af høj kvalitet i advokatydelserne og styrke advokatstandens rolle i arbejdet med effektiv, moderne og brugervenlig konfliktløsning.
Fagudvalget for konfliktløsning skal blandt andet arbejde med udarbejdelse af høringssvar og faglige anbefalinger samt komme med indspil til retspolitiske initiativer – herunder initiativer, der kan bidrage til at nedbringe ventetiderne ved domstolene og styrke alternative tvistløsningsformer.
Fagudvalgene er en af Danske Advokaters vigtigste faglige ressourcer. Gennem udvalgsarbejdet får organisationen adgang til specialiseret viden, som kan bringes i spil i lovgivningsprocesser, høringer og den offentlige debat. Det nye fagudvalg for konfliktløsning får derfor en central rolle i Danske Advokaters faglige og politiske interessevaretagelse på et område, der spiller en stadig større rolle i både erhvervslivet og privatlivet.
Fagudvalget for konfliktløsning består af følgende medlemmer:
- Nikolaj Linneballe
- Jacob Schall Holberg
- Finn Lænkholm
- Michael Melchior
- Anne Broksø
- Frederik Kromann Jespersen
- Anders Lylover Jensen
- Jakob Blicher Ravnsbo
- Gitte Løvgren Larsen
- Emil Ankerstjerne
- Josefine Movin Østergaard
- Amelie Brofeldt
Se fagområdet konfliktløsning her
Et bredt sammensat udvalg
Fagudvalget for konfliktløsning er sammensat med henblik på at sikre en bred faglig, geografisk og erfaringsmæssig repræsentation. Medlemmerne har tilsammen kompetencer inden for blandt andet mediation, voldgift, domstolsbehandling, civilproces, domstolslignende nævn og EU-proces.
Udvalget skal fungere som et fagligt forum for videndeling og erfaringsudveksling og samtidig bidrage til at øge synligheden af konfliktløsningsområdet – både i og uden for advokatbranchen, herunder gennem pressemæssige initiativer.
Vi ser frem til samarbejdet og til de faglige input, som udvalget vil bidrage med i Danske Advokaters arbejde.
Se også Nyt fagudvalg for familiens retsforhold er nu nedsat
