4. maj 2026

Nyt tinglysningsnetværk i Aalborg styrker faglig sparring på tværs af landet

Efterspørgslen på sparring om tinglysning er fortsat høj, og derfor lancerer Danske Advokater endnu et af de populære netværk efter sommerferien: Tinglysningsnetværk Nord.

Netværket får base i Aalborg og henvender sig til advokatsekretærer, ejendomsmæglere, landinspektører og andre, der arbejder med tinglysning og har behov for et stærkt fagligt fællesskab. Deltagerne mødes fire gange årligt og får derudover adgang til løbende, fortrolig sparring året rundt. Her kan konkrete problemstillinger vendes med fagfæller, hvilket skaber et effektivt rum for erfaringsudveksling og hurtig afklaring af komplekse sager.

Løbende sparring er alfa og omega

Erfaringerne fra de eksisterende netværk viser tydeligt værdien af den løbende sparring. En deltager beskriver det sådan:

“Jeg er glad for den uundværlige og uvurderlige sparring – det er noget, som jeg virkelig værdsætter og nyder godt af. Uden netværket var jeg blevet sat tilbage flere gange, da jeg ikke har nogen at sparre med på mit kontor.”

Netværkene bidrager til at styrke kvaliteten i arbejdet med tinglysning og gør det muligt at løse udfordringer både hurtigere og mere sikkert i praksis.

Med etableringen af Tinglysningsnetværk Nord vil Danske Advokater efter sommerferien have i alt fem tinglysningsnetværk fordelt over hele landet.

Der er plads til maksimalt 15 deltagere i hvert netværk, og der er samtidig fortsat enkelte ledige pladser på de eksisterende hold. 

Læs mere om netværkene og tilmeld dig her               

Carina Noer Larsen
Kursuskoordinator
Danske Advokater
Carina koordinerer kurser og uddannelser til advokater og administrative medarbejdere. Desuden bistår hun Danske IT-advokater.
Vil du modtage nyheder fra Danske Advokater i din indbakke?

Tilmeld dig vores nyheds- og kursusmail og få kurser, arrangementer, jobopslag og forskellige brancherelevante nyheder i din indbakke.

Kontakt os