23. juni 2026
Populær momsvejledning for advokatvirksomheder er tilbage i opdateret udgave

Få overblik over de nyeste momsregler, afgørelser og praksis i én samlet vejledning
Danske Advokater og Foreningen af Danske Skatteadvokater står bag den opdaterede udgave af Momsvejledning for advokatvirksomheder, som giver dig overblik over de nyeste momsregler, afgørelser og praksis.
Mange medlemmer har efterspurgt vejledningen i en opdateret udgave. Derfor er vi glade for nu at kunne præsentere den nye version, som er gennemgribende opdateret med ny lovgivning og praksis.
Momsvejledningen er et centralt arbejdsredskab for dig, der arbejder med de komplekse moms- og lønsumsafgiftsregler, som gælder for advokatvirksomheder. Den giver dig et samlet overblik over gældende regler og praksis samt hjælp til at håndtere en række praktiske problemstillinger i hverdagen.
Hvad er nyt i vejledningen?
Den nye udgave er gennemgribende opdateret med ny lovgivning, afgørelser og praksis, herunder ændringer inden for blandt andet leveringsstedsregler, grænseoverskridende ydelser, lønsumsafgift, momsfritagelser og bestyrelseshonorarer. Vejledningen behandler desuden emner som fakturering, fradragsret, udlæg, konkursboer og moms ved udenlandske klienter.
Medlem af foreningens bestyrelse og medforfatter på vejledningen Diana Mønniche siger: "Momsreglerne udvikler sig løbende, og det kan være vanskeligt at bevare overblikket. Med den opdaterede vejledning har vi samlet de vigtigste regler og den nyeste praksis i et praktisk arbejdsredskab, som forhåbentlig kan gøre hverdagen lidt lettere for kolleger i branchen."
Vejledningen er opdateret af advokaterne Diana Mønniche, Bachmann/Partners, advokat Jan Steen Hansen, Gorrissen Federspiel, advokat Mario Fernandez, DLA Piper, og advokat Robert Mikelsons, NJORD Law Firm. De fire forfattere har gennemgået og opdateret hele vejledningen, så den afspejler den nyeste udvikling på momsområdet.
Vi vil gerne sige en stor tak til forfatterne for deres omfattende arbejde med at sikre, at vejledningen fortsat er et relevant og værdifuldt værktøj for advokatbranchen.
Læs vejledningen her - kun for medlemmer

Vil du modtage nyheder fra Danske Advokater i din indbakke?
Tilmeld dig vores nyheds- og kursusmail og få kurser, arrangementer, jobopslag og brancherelevante nyheder i din indbakke.