Regeringens strafreform giver vigtige alternativer til afsoning i fængsel

Af Mikkel Holm Nielsen, advokat og formand for Danske Advokaters strafferetsudvalg

Det er vigtigt at udvide mulighederne for afsoning – både for gerningspersoners muligheder for at slå ind på en anden vej end den kriminelle, og også fordi regeringen med den anden hånd skærper straffene væsentligt, hvilket kræver større kapacitet i fængslerne.

Regeringens strafreform forsøger at balancere skærpede straffe for vores retsfølelses skyld med en investering i, at færre bliver vanekriminelle. Man skal som bekendt tage det sure med det søde, så lad os starte i den ende, der bider.

Forhindrer hårdere straffe kriminalitet?

Der er ingen evidens for, at øgede straffe forebygger forbrydelser, men jeg skal ikke afvise, at det kan bidrage til retsfølelsen i resten af samfundet. 

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) sagde på pressemødet: ”Dem, der mærker andre for livet, skal også mærke en konsekvens,” og den konsekvens bliver - med fx fordoblingen af straffen for grov vold - hårdere. Til gengæld risikerer det også at efterlade endnu flere mærkede.

For, som kulturminister Jacob Engel-Schmidt (M) selv bemærkede ved samme pressemøde, har fængslerne en rigtig ærgerlig statistik i forhold til recidiv – altså indsatte, der begår ny kriminalitet efter endt afsoning. Jo længere straf, jo større gæld til det offentlige, jo sværere at vælge en lovlydig fremtid.

Det er heldigvis ikke så sort/hvidt

Helt sort er udspillet dog ikke. For eksempel er det meget positivt, at unge førstegangskriminelle med udspillet ser ud til at kunne slippe for deres gæld til det offentlige, hvis de holder sig ude af kriminalitet i fem år efter endt afsoning. Det er nok tid til fx at tage en uddannelse, komme godt på plads i arbejds- og fritidsliv og få bygget en lovlydig tilværelse op. Det vil utvivlsomt gøre en stor forskel for de unge, der træder forkert første gang.

Det er også positivt, at regeringen åbner op for varetægtsfængsling med fodlænke – og her er vi ude i hele tre ting på én gang. For det første viser tal fra 2020, at ca. 5 % af sagerne, hvor der har været anvendt langvarig varetægtsfængsling (over 3 måneder), ender med frifindelse. For de fem procent gør det en verden til forskel, at de har kunnet passe deres liv og dermed kan fortsætte i det efter frifindelse, uden de store konsekvenser det har, hvis tilværelsen bliver afbrudt et ukendt antal måneder.

For det andet er forholdene for varetægtsfængslede langt hårdere, bl.a. med ringere muligheder for resocialisering, end afsoning efter domfældelse. En førstegangskriminel risikerer at blive vanekriminel, mens han eller hun afventer dom. Det er både ærgerligt for den enkelte og for samfundet.

For det tredje har vi med strafskærpelser brug for al den kapacitet, vi kan finde i fængslerne. Kan mistænkte for forbrydelser, der vurderes ikke at være til fare for andre, bruge ventetiden et andet sted end i varetægt, så frigiver det plads og ressourcer.

Det vigtige er, at hele systemet bliver gearet til øgede straflængder; det kræver flere fængselsbetjente, flere fængselspladser og også øgede midler til resocialisering, fordi det betyder, at Kriminalforsorgen vil have længere tid til at arbejde med de indsatte. Med syv milliarder afsat frem mod 2030 lader det til, at regeringen har taget højde for det.

I mit hverv som strafferetsadvokat ser jeg i dag alt for mange mennesker, hvor ét forkert skridt ender med at tegne deres vej i livet. Med de nye muligheder for afsoning og den væsentlige investering i resocialisering håber jeg, at flere i fremtiden får en ægte chance til.